Læsetid: 5 min.

487 brud på menneskerettigheder

Sporene efter de israelske angreb er ikke til at overse i Jabaliya-flygtningelejren i Gaza. Angrebene kostede i 2001 487 civile palæstinensere livet, mens op mod 20.000 fik ’intifada-skader’
19. januar 2002

JABALIYA – »Der ude blev tre store drenge dræbt i december.«
Maher Labbad, der er observatør i og omkring flygtningelejren Jabaliya nord for Gaza by, peger ud over nogle golde sandede bakker, der ligger mellem vejen og en israelsk bosættelse nær Eretz-grænsen til Israel.
»Det var den 13. december om aftenen. Drengene blev skudt ned af en israelsk kampvogn, der affyrede fire skud mod dem. En af drengene blev derefter kørt over af kampvognen. Jeg så hans lig, da israelerne endelig udleverede dem til familierne efter tre dage – eller det der var tilbage, for det manglede både hoved, ben og en arm. Vi ved ikke hvorfor, de blev skudt. Først sagde israelerne, at drengene havde skudt efter dem, men senere indrømmede de, at de kun havde fundet knive på ligene. Drengene var nok bare kommet for tæt på bosættelsen.«
Maher Labbad, en midaldrende mand med mørke smilende øjne, arbejder for Det Palæstinensiske Center for Menneskerettigheder, der har hovedkontor i Gaza by. Hans job er at tage rundt og tale med pårørende og ofre for israelske og palæstinensiske overgreb. Hver uge bliver hans og de andre observatørers materiale samlet i en grundig rapport udgivet at centret. Og Labbed har haft travlt siden al-Aqsa-intifadaen begyndte for mere end 15 måneder siden.
»Inden intifadaen var det en anden type problemer, jeg registrerede. Det var problemer for palæstinenserne ved de israelske vejafspæringer og problemer med det palæstinensiske selvstyre. Men nu ringer pårørende, naboer eller vidner til mig hele tiden – for alle kender mig her – så jeg har meget travlt,« siger han.

487 civile ofre
Det Palæstinensiske Center for Menneskerettigheders seneste ugerapport bekræfter travlheden. I en opgørelse over krænkelser af menneskerettighederne begået af Israel over for palæstinenserne i 2001 fremgår det, at 487 civile er blevet dræbt. På trods af våbenhvilen har de første uger af januar kostet yderligere mindst otte palæstinensere livet – heraf var tre børn.
De fleste drab blev begået i forbindelse med lovlige demonstrationer, beskydning af palæstinensiske beboelsesområder, drab ved vejafspæringer og drab begået af bosættere.
En køretur rundt i området omkring Jabaliya-flygtningelejren er et utvetydigt vidnesbyrd om den hårdhændede israelske fremfærd, der er blevet særlig voldsom efter intifadaens begyndelse. Udover brug af kampvogne afslører ruinerne brugen af F-16 kampfly og Apache-kamphelikoptere.
»Det er en politistation,« forklarer Maher Labbad, mens han peger på en tom beton-kasse af et hus med et kæmpe hul i facaden. Huset ligger i centrum af Jabaliya-lejren – et af verdens tættest befolkede områder – lige ved siden af en benzintank og en travl hovedgade, hvor skolebørn trasker forbi i regnen med deres tasker, og biler og vogne trukket af heste eller æsler kører forbi rækken af åbne smalle forretninger og gadehandlere. Kort efter passerer vi endnu en politistation, der ligner en kopi af den første: Tom og med smadret facade.
»Politiet arbejder nu fra private hjem og fra forretninger i lejren,« forklarer Labbad.
Uden for lejren nær byen Beit Lahiya har særlig mange civile mistet livet, fordi byen ligger så tæt på Nisanit-bosættelsen, fortæller han, mens vi passerer en skole, der sidste år blev beskudt af israelske kampvogne. Skaderne er dog nu blevet udbedret. Det kan man til gengæld ikke sige om de ruiner, der ifølge Labbad har huset det palæstinensiske kystpoliti. Det indhegnede område er på størrelse med en fodboldbane og ligger helt ud til havet, der i dag aggressivt kaster høje bølger ind mod de spøgelsesagtige betonrester. Hver en bygning er bombet til ukendelighed, og tilbage ligger enorme bunker murbrokker med stålwirer stikkende op mellem de pulveriserede rester. Knap en oprejst mur er tilbage. Det er folk i dette område, der oplever virkeligheden bag nyhedsbureauernes overskrift: »Israelske kampvogne er trængt 300 meter ind i de palæstinensiske selvstyreområder i Gaza«.
»De kører ind ad denne vej,« forklarer Labbad med henvisning til kystvejen, »og videre ind over markerne. Se sporerne,« siger han og peger på brede plørede spor i de sandede gule marker.
»Vi har fået ødelagt mange huse, træer og drivhuse på den måde.«
I løbet af intifadaen har Israel jævnet omkring 400 palæstinensiske hjem med jorden med deres bulldozere – plus de 58 huse, der blev ødelagt torsdag i sidste uge i Rafah-flygtningelejren i det sydlige Gaza som gengæld for drabet på fire israelske soldater.

Tusinder af sårede
Intifadaen har indtil nu kostet omkring 900 palæstinensere livet – heraf blev halvdelen dræbt i opstandens første tre måneder, hvor den folkelige deltagelse var størst. Hvad der derimod sjældent står i opgørelserne er, at mellem 15.000 og 20.000 palæstinensere er blevet såret, hvilket – ifølge det Palæstinensiske Center for Menneskerettigheder – er usædvanligt mange i forhold til antal dræbte sammenlignet med andre krige.
Det har givet travlhed hos de NGO’er, der arbejder med handicappede.
Mohammad Hamelan er projektleder for Jabaliya Rehabilitation Society, en NGO der primært arbejder med døve børn, men som siden intifadaens begyndelse har påtaget sig også at besøge familier, der er har et medlem, der er blevet varigt handicappet som følge af intifadaen. De ansatte, som besøger mennesker med såkaldte ’intifada-skader’, rådgiver både ofre og pårørende samt tilbyder psykologhjælp. Derudover tilbydes de værst ramte at få ombygget deres huse – først og fremmest badeværelserne – så de bliver handicapvenlige.
»Ministeriet har henvist os til 200 familier i Gaza, men vi kan kun hjælpe omkring 50 af dem; vi vælger som regel de værst ramte samt de unge, for teenagere oplever det mest ydmygende ikke at kunne gå for eksempel på toilettet selv,« forklarer Mohammad Hamelan, mens han viser rundt på døveskolen, der også i hverdagen mærker intifadaen på tæt hold.
»Det er især hårdt for børnene, der er bange. Sidste år blev en af vores elever ramt i brystet af en israelsk 5 mm-projektil. Han og hans bror kørte i en hestevogn, da han blev ramt, men da broren også er døv, hørte han ikke skrigene, og det gik et stykke tid, inden han opdagede, hvad der var sket. Heldigvis overlevede drengen,« fortæller Hamelan.
»Men i hverdagen er vores største problem, at vores lærere ikke altid kan nå frem på grund af de interne lukninger, der opdeler Gaza i nogle gange op til fem dele.«
Hvor det før Oslo-processens begyndelse i 1993 tog en lille time at køre fra Gazas nordlige grænse til Rafah-grænsen i syd – en tur på omkring 45 km – tager det nu omkring tre timer på grund af vejafspæringerne, forklarer han.
Hos Det Palæstinensiske Center for Menneskerettigheder kan de ikke gøre meget andet end at registrere de israelske krænkelser af menneskerettighederne – og appellere til det internationale samfund om at gribe ind.
Det er endnu ikke sket.
I rapporten for sidste uge lød overskrifterne: »’55 huse blev ødelagt i Rafah, hundrevis blev hjemløse’, ’israelske styrkers indtrængen i landsbyen Tel nær Nablus koster en palæstinenser livet’, ’uhørt stramning af belejringen af de besatte områder’, ’palæstinensisk mand dør af sine kvæstelser på grund af afslag på at køre gennem grænseafspæringen ved Rafah’, ’snesevis af palæstinensere blev arresteret’, ’snesevis af sårede efter fortsat beskydning af palæstinensiske beboelsesområder’, ’en såret palæstinenser kidnappet af de israelske styrker’«.

*Dette er den fjerde i en serie artikler fra Gaza

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her