Læsetid: 3 min.

Ånden i Tirstrup

En tidlig morgen med forsinkelse i lufthavnen
11. januar 2002

Sfinx
Transithallen ligger døv og uflyttelig. Udenfor står maskinerne, de vældige tingester, roligt og syder. De flyver ikke. Vi flyver ikke.
Udenfor sner det. Et evigt gitter af sne fra himmel og til jord.
Hvorfor skal vi vente her time efter time? Hvorfor er vores skæbne gået i stå her i Tirstrup Lufthavn nord for Århus et sted i Jylland?
Mens sparepærerne gløder glædesløst fra PH-imitationerne. Mens dagslyset siver, og gråt lys driver ned ad de plakathujende vægge: ’Vi er frie! Vi drikker Cola! Vi flyver!!’
Vi er ikke frie. Vi flyver ikke. Vi drikker cola!
Hvad nu? Skal vi sne inde og rådne i Tirstrup Lufthavn? Er det her, vi skal hanke op i os selv, ryge vores smøger, svælge vores smerte? I denne miserable ventesal – er det her, vi skal tjekke vores mails og smide skod på sjappede gulve, blandt appelsinskaller og chokoladepapir?
Er det her, vi skal leve, blandt skrigende børn og vrissende voksne. Det ensomme massemenneske – er det mig, der vandrer uden hvile, eller står i kø, knuget, anonym og skraveret i sjælen. En radering af Palle Nielsen: Det ensomme massemenneske.
Tirstrup Lufthavn. Er det stedet, hvor vi møder os selv, det moderne liv som det virkelig er?
Det 21. århundredes Hades. Sjælløse skygger. En verden hvor alt er klægt og uigennemtrængeligt.
»Undskyld, men Intetheden – er det her?«
Sfinxforladte Tirstrup!

Tankebobler
Forsinkelsen varer evigheder. Vi taler ikke sammen. Vi venter hver for sig. Venter og venter. Vi står og går i hver sin lille tankeboble. Gætter kryds og tværs. Læser Koranen. Bider i blyanten. Lader bedekranse løbe gennem fingrene. Moderne mennesker, midt i virkeligheden. Midt i hver sin tankeverden.
I køen lige ved siden af mig står en ung mand med en sort bog om Hitler. Han er ikke kommet så langt. Inde i hans hoved går en fattig mand rundt i Wiens gader i årene før den 1. Verdenskrig. En ussel fyr med alt for store frakker – og alt for høje tanker om sig selv.
Lige ved siden af manden, hvis sjæl er i Østrig-Ungarn, står to unge piger midt i nutiden og jubler: »Nu skal vi snart have champagne og kransekager!« En boble af fryd og forventning slår op fra de to, midt i alt det ørkesløse.
En mand bag ved dem hører ikke, hvad de siger. Han har noget i øret: Et helt orkester, som spiller for ham alene. Som musikere gjorde for fyrsten og ingen andre – engang.
Vi moderne massemennesker, måske er vi ikke så ensomme alligevel. Heller ikke i en lufthavn, hvor der meldes om otte timers forsinkelse?
Der er i hvert fald tryk pa tankeboblerne: Vi er ikke fanget her i Tirstrup. Sjælene er på rejse. Vi surfer verden rundt: Indien, Pakistan, Afghanistan, ulykker, katastrofer, storbrande, småbrande, de kongelige, Guds ord på arabisk og Amin Jensen, der har røget hash i sin ungdom.

Fællesskab
Vi sidder tavse, hver for sig. Og er alligevel del af et gigantisk fællesskab. Vi tyder tegn. Vi danner billeder. Svømmer i et hav af musik. Bestiger bjergkæder af historier. Flyver som kometer højt over jorden og lufthavnen.
En transithal fyldt med levende mennesker, som ikke går i stå, bare fordi en flyvemaskine gør det. Det er frie ånder, der mødes her: Ingen bestemmer, hvad vi skal tænke og tro. Og heller ikke, hvordan de skal tydes, alle de tegn vi møder. Shamaner findes ikke. Ideologer har tunge dage: Vi tolker selv. Vælger selv. Ser på verden med tusind øjne.
Vi er nye i historien: Vågne, moderne mennesker.
Sfinxen er landet. I snevejr. I Tirstrup.

*Frit efter Johannes V. Jensen: ’På Memphis Station’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu