Læsetid: 5 min.

Et amerikansk stjerneskud

Nu er hun der igen, Hilary Hahn, på cd og i koncertsalen. Man kan ikke få nok af hendes henrivende spil på violinen
8. januar 2002

Klassisk musik
Da vi i midt-80’erne i disse spalter introducerede violinisten Hilary Hahn i Danmark, var hun aldeles ukendt i det lille land, men på vej til at blive stjerne i USA. Allerede dengang opstillet i kæmpepapfigur i Tower Records i New York i forbindelse med den første cd-udgivelse. Så gik der flere år før kunstneren nåede til Skandinavien: Radiosymfonikerne havde fået ørerne op. En mindeværdig koncert blev afholdt i Radiohusets Koncertsal med Mozarts Violinkoncert nr. 4 under ledelse af Michael Schønwandt.
»Mød mig i pausen, så signerer jeg min nye cd,« sagde den unge amerikaner dengang fra scenekanten i Radiohuset. Jantelovsdansken trak på smilebåndet: ’Kan man det?’ Ja, det kan man så sandelig. Fandenivoldske Hahn kan alt og kender heldigvis ikke til det lille lands selvpineri med at lade sig kaste i sæk og aske og nedtone egne talenter.
Hahn har været i Danmark igen, hvor hun kunne opleves søndag aften i Tivolis Koncertsal med Collegium Musicum og Schønwandt, flere sekunder af koncerten transmitteret i DR Tv-avisen efter vejret, og som sædvanlig i forbindelse med kulturindslag brugt som overgangsmusik til næste udsendelse. Violinisten fortjener er mere værdig placering.

Dygtige vejledere
Hilary Hahn er kommet dertil, hvor hun er nu, fordi hun ikke er blevet kastet ud i det turnerende helvede for tidligt. Hun spillede rumpetten ud af bukserne på alt og alle da hun var 16, men blev holdt hjemme i stuen hos far og mor. De kløgtige lærere vidste godt, at det var for tidligt at sende pigen ud til de glubske impressario-løver.
Hilary Hahn er kommet dertil, hvor hun er nu, fordi hun har spillet det rigtige repertoire på det rigtige tidspunkt. Ikke for meget ny musik i starten til at spolere teknik og klang. Først og fremmest det idiomatisk spil, alle de klassiske storværker. Hvis ny musik, så Barber eller Stravinsky, eller allersenest Sjostakovitch i Tivoli. Hvilket vel knapt kan kaldes ny musik. Kort sagt en yderst kræsen kvinde med knippeldygtige vejledere. Ingen eksperimenter, der ødelægger det allerede opbyggede. I den forstand en proces, der minder om Anne-Sophie Mutters, som spiller Lutoslawski, hvis det skal være nyt, ellers ingen farlige udsving.
Man kan kalde det pladeforlagenes tyranni, men det er ikke entydigt noget skidt – det er med til at opbygge en formidabel musisk sans for et bestemt repertoire. Vores egen Nikolai Znaider foretager de samme bevidste valg, hvad angår repertoire og plejer talentet optimalt: Ikke en pladeudgivelse for tidligt eller for sent, men lige præcis der, hvor formen topper i forhold til fortolkningen af en bestemt komponist. Gidon Kremer går lidt mere afslappet til værks, med argentinsk tango og musik i kanten af virtuos-repertoiret. Han har format til at gøre det.
Hilary Hahn er kommet dertil, hvor hun er nu, fordi hun gør alt så guddommelig rigtigt med bue og tarm. Mutter har sin ekstremt hævede højre albue og kompenserer for det ved at hælde violinen i position i forhold til buen. Det kommer der flot musik ud af, men Hahns holdning er meget mere uanstrengt, naturlig slet og ret, instrumentet virker som en selvfølgelig forlængelse af kroppen.

Det naturlige spil
Hahns Bach-fortolkninger er en gave til musikelskere (Sony SK 62793), allerede omtalt her i avisen. Hun fortsatte siden med Barber og Meyer (Sony SK 89029), som i sandhed ikke er musik, der sælger sig selv. Ved første tanke et besynderligt valg af værker, efter lytningen ved man, at det et bevidst valg, fordi kunstneren havde brug for den musik på det tidspunkt i udviklingen. Bach i begyndelsen, i midten og til sidst. Derimellem stort og småt. Alle der interviewer store, udenlandske violinister spørger efter, hvornår de spiller Carl Nielsens Violinkoncert. Også dansk presse denne gang. Svarene er som regel høflige. Måske de tænker ligesom Boulez, da han i sin tid blev inviteret til Norge: »Kan man give nogen nogle penge for at slippe?«
Stjerneskud har det med at aftage i lysstyrke. Den amerikanske stjerne vil næppe miste sin intense glød foreløbig. Den nyeste cd lover godt for fremtiden. Her spiller Hahn Brahms’ Violinkoncert i D dur op. 77, og Stravinskys Violinkoncert i D dur. Bag sig har Hahn Academy of St Martin in the Fields, med Sir Neville Marriner på dirigentpodiet. Et bedre band kan næppe anbefales som backing. Disse orkestermusikere er de fleste solisters drømme-akkompagnatører.
Hahns varme tone og helt igennem perfekte teknik kan høres på alle hendes pladeindspilninger. Når man ser hende spille, forstår man, hvorfor det lyder så godt. Hahn stryger på samme på måde som David Oistrach og Gidon Kremer. På fotos af Oistrach og Kremer som violinspillende drenge kan man se, at også de er skolet i at lade bueføringen være naturlig i forhold til armens op og ned-bevægelse. Som når man plukker et æble fra et træ, stritter man heller ikke ud til siden med albuen for at nå frugten.
Derfor er det også en udsøgt nydelse at se Hilary Hahn spille. Alt virker så plastisk og homogent, og måske netop derfor kan hun spille selv spizzicato hos Mozart, som får lov til at klinge ud. Hendes E-streng er lysende brillant, G-strengen varm og fløjlsblød.
Når alt går op i en højere enhed, som det er tilfældet hos Hahn, kan musikken folde sig ud som en vidunderlig blomst. Hos Hahn sker det ikke i den brede russiske stil, men heller ikke flyvsk med buen hoppende på strengen. Kun lige præcis de bevægelser som er nødvendige – intet unødvendigt lir. Endelig lader Hahn ikke, som mange orkestermusikere, violinen glide ned så den nærmest antager karakter af hagesmæk, hvilket igen kan have uheldige konsekvenser for bueføring og klangkvalitet.
Blandt de mange ting, der virker slående i Hahns spil, er den modenhed, hvormed den 22-årige foredrager musikken. Der er end ikke tegn på den mindste usikkerhed eller nervøsitet. Hun overskuer situationen og musikken på en rent ud sagt forbløffende måde.
Jeg har tidligere skrevet om Hahn: »Den amerikanske musiker har indledt en karriere, der kan blive historisk. Hun ser ud til at kunne tåle cirkusset omkring personen, og gode rådgivere vil vide at udgøre et filter for de dårlige sider, der følger i kølvandet på en markant succes.« Det skudsmål holder. Hele vejen rundt. Hahn bliver bedre for hver gang, hun gæster landet. Den nye cd peger også på et langvarigt stjerneskud: Præcisionen, musikaliteten, varmen, humoren, overskuddet er ikke til at tage fejl af.

*www.hilaryhahn.com
*www.sonyclassical.com
*Hilary Hahn: Violinkoncerter af Brahms og Stravinsky. Academy of St Martin in the Fields. Dir.: Sir Neville Marriner. Sony SK 89649
*Hilary Hahn spiller Bachs partitaer og sonater. Sony SK 62793

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her