Læsetid: 3 min.

Amore eller kær-lig-hed?

Til sidst kan Michael Carøe nærmest ikke komme af med os. Efter adskillige ekstranumre åbner taget i teatret sig
29. januar 2002

Med i byen
For lidt over en uge siden sagde min ledsager og jeg ja tak til at rapportere fra Thomas Helmigs store åbningsshow i Roskilde, denne gang har vi sagt ja til at være Deres udsendte ved Michael Carøes show på Bellevue nord for København. Allerede flere dage før vi skal af sted, diskuterer vi påklædning, for vi vil jo nødig falde igennem, og min italienske ledsager ville gerne vide nøjagtig, hvor smart han skal være. Det er tydeligt, at han venter det helt store. Jeg siger til ham, at han ikke bare skal være smart, han skal være meget smart. Avisen forventer det af ham. Siden trækker jeg lidt i land og siger, at han i hvert fald ikke skal komme i joggingtøj.
Endelig finder vi os selv i foyeen til Bellevueteatret, og vi er på en måde lettede over at se, at vi har ramt rigtigt med hensyn til, hvor fin man skal være, men pludselig også lidt beklemte ved at der ikke er en eneste cowboybuks i sigte. Er dette bare sorgløs pop-underholdning for de rige?

Parforholdspakke
Men vores bekymringer bliver gjort fuldstændigt til skamme. Showet er så meget mere end Vegas-drømmerier. »Det er skønt at være tilbage,« siger Michael Carøe. »Det er skønt at være tilbage som sig selv.« Og det fornemmer man virkelig han er. Som den retro-crooner han er, har han dedikeret en stor del af showet til Frank Sinatra-stilen, men Michael Carøe har meget mere at byde på. Et af højdepunkterne er en parodi på Eye Q, et andet er et hjemmelavet musicalpotpourri, hvor jeg af den ene eller den anden grund griner højere end alle andre. Og så er der det nummer, hvor han scorer topkarakterer hos min ledsager. Michael Carøe giver den som latinsk storcharmør og kontrasterer nådesløst med dansk hjælpeløshed. Vil du have lidt (sagt på flaaadt københavnsk) kær-lig-hed? Min ledsager ved lige, hvad det drejer sig om, for han synes jo også at a-m-o-r-e lyder så uendeligt meget mere tiltrækkende.
I pausen foretager vi vores sædvanlige publikumsstudier, og skønt vi hverken har uddelt spørgeskemaer eller taget eksamen i sociologi, så mener vi nok at kunne konstatere, at de fleste er lidt ældre end os, altså over 40. Og de kommer i par. Der kan være 2, 4, 6 eller 8, men de kommer i par. Hele arrangementet er, gætter vi på, en del af en større parforholdspakke: Først skal man ud at spise, så til show, der skal være drink i pausen, måske lidt dans bagefter, måske bare en drink mere derhjemme. Det er en aften hvor mænd er mænd og kvinder er kvinder, og det udløser en længere diskussion blandt os om, hvad der egentligt er mandligt og kvindeligt, og om det eventuelt er noget, der flytter sig med landegrænserne. På et tidspunkt arbejder vi med den teori at latinske mænd er mere feminine, men hvordan kan det så være at de også er mere gentleman-agtige? Min ledsager har hele aftenen insisteret på at åbne dørene for mig, og det er jeg ikke vant til. Til sidst gør det mig faktisk så forvirret, at jeg bliver helt paralyseret, hver gang jeg står foran en dør.

Jeg er italiener
I anden afdeling af showet er hele den ubehagelige jet-set følelse, vi havde da vi kom, forsvundet. Slipseknuderne er løsnet, og jakkerne knappet helt op. Også orkestret har smidt alle hæmningerne, og manden der sidder ved siden af mig slår takten an i en sådan grad, at man skulle tro, at han havde skrevet alle numrene selv. Til sidst kan Micheal Carøe faktisk nærmest ikke komme af med os. Efter adskillige ekstranumre åbner taget i teatret sig. Min ledsager aner lidt røg, og vi får nu den tanke at Michael Carøe simpelthen er nødt til at ryge publikum ud. Showet er slut, og vi skal med bussen hjem.
Når man er udsendt af Information kører man med det offentlige, og vi fanger linje seks omkring midnat. Det tager lidt tid at komme ind til byen, og af en eller anden grund er jeg blevet lidt træt. Min ledsager snakker i 10-15 minutter om et eller andet, jeg ikke helt begriber hvad er. Så til sidst spørger jeg ligeud: Hvad snakker du egentlig om? Han kigger opgivende på mig og siger: Jeg er italiener. Jeg vil bare gerne snakke. Okay?

*Med jævne og ujævne mellemrum vil forfatteren Katrine Marie Guldager med ledsager rapportere fra begivenheder i byen, uden at det skal opfattes som anmeldelser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her