Læsetid: 5 min.

’De er anderledes på vegne af os alle sammen’

siger Petter Næss om hovedpersonerne i sin nye film, ’Elling’, om to psykisk syge mænd, der skal sluses ud i den virkelige verden. Information har talt med norske Næss og den ene hovedrolleindehaver, Sven Nordin
4. januar 2002

(2. sektion)

Interview
Det begyndte med den norske forfatter Ingvar Ambjørnsens fire humoristiske bøger om den psykisk syge Elling med den velvoksne moderbinding. Det fortsatte med et ikke mindre succesfuldt teaterstykke bygget over den tredje bog, Brødre i blodet, hvor Elling og vennen Kjell Bjarne fra et psykiatrisk hospital slippes ud i en verden, de ikke forstår, og som heller ikke forstår dem. Og nu er det endt med den populære spillefilm Elling, der også tager udgangspunkt i bog tre og i dag får dansk premiere.
Bag teaterstykket stod den norske film- og teaterinstruktør Petter Næss, og sammen med stykkets to hovedrolleindehavere, Per Christian Ellefsen (Elling) og Sven Nordin (Kjell Bjarne), har Næss nu realiseret filmen. Det har givet ham og skuespillerne rig mulighed for at folde historien ud, også visuelt, og fabulere videre end både bog og teaterstykke.
»På teatret dyrkede vi rummet,« siger Petter Næss, der sammen med Sven Nordin gæster København for at fortælle om arbejdet med Elling. »Filmen er meget bredere og foregår også udenfor, og jeg så en mulighed for at fortælle historien på en ny måde.

Egne barrierer
»Elling er en interessant og spændende karakter, som man kan kende sig selv i,« fortsætter en imødekommende Næss. »Den første bog er ren monolog og ville måske egne sig til teatret. Men bog nr. tre rummer en klar historie om to mænd, der skal tage deres første skridt så at sige midt i livet. Historien har en charme og en fascination af konstellationen af dette lille menneske med hovedet og dette store menneske med kroppen og basale behov som damer og mad.«
»For mig personligt handler historien om det at overvinde egne barrierer, og det er noget, som jeg kan kende mig selv i. Bogen behandler det tema på en charmerende og indsigtsfuld måde, og jeg så et litterært værk, som det ville være muligt at gøre noget med på teatret og siden på film,« siger Petter Næss og overlader ordet til den ikke mindre venlige Sven Nordin.
»Begge roller, både Elling og Kjell Bjarne, har den sammensathed, som de allerfleste skuespillere håber på, når de får en rolle. Man kan både gå i den alvorlige retning med figurerne, og man kan gå i den humoristiske – de lever i det spænd, og det er deres styrke set ud fra et skuespillersynspunkt.«
»Der er meget at tage fat i, det vi kalder ’skuespillermad’, både i det varme, lidt rørende forhold, de har til hinanden, ønsket om at hjælpe hinanden fra liggende og op i stående stilling. Og så gennemgår figurerne en udvikling, fra syg og ængstelig til en slags positivisme og glæde over at komme ud i livet. Kjell Bjarne fordi han får sig en kæreste, og Elling fordi han debuterer som digter. De har deres projekter, som man ikke tror, at de overhovedet vil klare. Men de klarer det ved en slags gensidighed og venskab,« siger Sven Nordin.
Elling lever højt på elskelige karakterer og en lun humor, og på intet tidspunkt udleverer den Elling og Kjell Bjarne – »man ler med dem, ikke ad dem,« mener Sven Nordin. Men faren for at karikere lurer altid, når man på film vil portrættere psykisk syge, hvilket Sven Nordin og Petter Næss kun alt for godt var klar over.
»Det var vigtigt, at vi kunne forsvare disse skikkelser og ikke på nogen måde latterliggjorde dem,« siger Nordin. »Man kan se deres konflikter og problemstillinger meget klarere ved at bruge humor. Men det skal være en type humor, som er menneskelig og medlevende, hvilket vi snakkede meget om, da vi holdt prøver. Vi brugte bogen, der giver mange stikord om karaktererne, men det var en balancegang hele vejen ikke at falde i karikatur-grøften.«
Petter Næss uddyber: »Meget af humoren og det, vi griner af, er de ting, de siger, replikkerne. De er skrevet af Ambjørnsen – vi har digtet noget til, men det er stærke karakterer med gode observationer og en skarp verbal holdning til verden.«
»For at den ikke skulle komme til at handle om psykiatri, har vi heller ikke lavet nogen research. Vi har ikke været ude på institutioner og den slags ting, man er nødt til, hvis man vil lave Gøgereden eller Rain Man. Vi har stolet på vores eget forråd, og måske er balancen lykkedes, fordi vi ikke er gået ud over vores begrænsninger og personlige erfaringerÇ« siger instruktøren, der kun har fået positive reaktioner på filmen og karakterernes troværdighed fra folk, som enten har været indlagt eller arbejder på psykiatriske institutioner.

Store Mor
Selv om Elling ikke primært handler om psykiatri, rummer den alligevel en kommentar til et system og et samfund, der på overfladen fungerer, men som i virkeligheden ikke levner plads til alle.
»På et tidspunkt bliver Kjell Bjarne spurgt om, hvorfor han aldrig har fortalt, at han kan reparere biler,« forklarer Petter Næss om en scene i filmen. »Og Kjell Bjarne svarer: ’Der er aldrig nogen, som har spurgt.’ På et eller andet tidspunkt i livet holder du op med at bruge det, du kan – du får brugt det mindre og mindre, og til sidst er det helt dødt. Det er en vældig interessant samfundsmæssig og menneskelig side af det.«
»I den velfærdsstat, vi lever i i Norge, er det endnu værre at falde udenfor. Alt er konformt og fungerer tilsyndeladende, men samtidig findes der mange mennesker, som føler sig udenfor og er bange og ængstelige. Men de kan ikke finde ud af hvorfor, for vi har det jo så skidegodt allesammen.«
»Jeg tror, at en af grundene til, at man gider se filmen, er, at den handler om to mennesker, som man elsker for deres anderledeshed, for det de er – de er på en måde anderledes på vegne af os allesammen. Og det er noget af det vigtigste i historien, at være anderledes, ikke passe ind og have en anden holdning til alt det fortræffelige end alle de andre. Elling og Kjell Bjarne er som 40 år gamle børn, der siger akkurat det, de mener, hvor vi andre holder kæft.«
»Vi har ikke villet lave en samfundskritik,« siger Næss. »Vi har villet lave en film om venskab og om menneskets mulighed for at klare sig. Men fra Ambjørnsens side – han har arbejdet inden for psykiatrien – er der tale om et had-kærlighedsforhold til hele den socialdemokratiske velfærdsstat. Elling er jo helt vild med Gro Harlem Brundtland. Han har 19 udklipsbøger med hende...«
»Store Mor,« tilføjer Sven Nordin grinende. »Ja, Store Mor,« gentager Næss. »Hele bogserien starter med, at Ellings mor dør, og så sejler Gro Harlem Brundtland op som en slags Store Mor i våddragt...«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu