Læsetid: 3 min.

Anders Foghs klassekamp

Anders Foghs fokuserer ikke længere på jantelov og skattetryk. Fokus er nu rettet mod ’smagsdommere’, ’meningstyranni’ og ’tossegodhed’
22. januar 2002

Kommentar
Man kan spørge hvilken regering, vi egentlig har fået. Det er ikke en liberalistisk regering, der ved at eliminere uafhængige kritikere i råd og nævn styrker staten.
Og det er ikke en liberalistisk regering, der ønsker statsregulering af alder ved indgåelse af ægteskab. Det er en regering, som har skiftet klagesang: F. Ramussen har forladt den tilsyneladende uopslidelige klynken om janteloven, der knækker enerne i Danmark og de stakkels danske erhvervsvirksomheder udsat for ondskabsfulde velfærdsskatter. Nu klynker han over smagsdommerne, pladderhumanismen, tossegodheden og meningstyranniet.
Frihedskampen er ikke længere erhvervslivets kamp mod staten, men derimod folkets opgør med eksperterne. Er det ikke den samme klynkende konsensus, der har kendetegnet udlændingedebatten: ’I Danmark er det umuligt at sige noget kritisk om udlændinge uden at blive beskyldt for at være racist; den onde politiske korrekthed har undertrykt den folkelige debat?’
Er det ikke den kamp, der kulminerer på Fremskridtspartiets landsmøde, når partimedlemmer praler som martyrer med sigtelser for overtrædelser af racismeparagraffen?

Snedig manøvre
Efter valget udlagde F. Rasmussen i sin første tale i Folketinget sin historiske sejr som »et opgør med klassekampen«. Og efter at havde sagt både godaften og godt nytår tog F. Rasmussen i sin første nytårstale afstand fra det gamle århundrede præget af totalitære ideologier, hvis konsekvenser statsministeren ved en snedig retorisk manøvre fik sidestillet: »klassekamp, folkemord, undertrykkelse, verdenskrige«. Nu skulle man tro, at statsministeren afviklede klassekampen en gang for alle. Som en anden postmodernist erklærede den død.
Men det har vist sig, at opgøret med klassekampen var en fornyelse af det gamle århundredes klassekamp funderet på industrisamfundets præmisser: dvs. en modsætning mellem kapitalbesiddende lønudbetalere og lønmodtagere.
Det har været en almindeligt udbredt, citeret og gentaget pointe, at den modsætning ikke gælder i det avancerede videnssamfund: Virksomheder værdisættes ikke længere efter produktionsforhold og omsætning, men derimod efter viden. Medarbejdere er ikke bare lønmodtagere, men udgør som videnskapital en integreret del af virksomhedens produktion. Medarbejdere kan flytte produktioner fra en virksomhed til en anden ved at skifte arbejdsplads.

Klassekamp nedefra
Fornylig skitserede Henrik Dahl og Christine Antorini den aktuelle klassemodsætning: »I dag er det manglen på kompetence til de nye vidensjob, der skaber den moderne ulighed, og ikke manglen på materielle goder.«
F. Rasmussen udfolder sin nye klassekamp nedefra. I stedet for at hæve folkets dannelsesniveau kriminaliserer han dem, der besidder »kompetence til de nye vidensjob«. Og Lene Espersen fører samme advokatur, når hun indleder sin karriere som justitsminister med at udnævne juristerne til »hylekoret«. Og når udenlandske kommentatorer bekymret advarer mod xenofobiske tendenser i det lille rige land, reagerer vores nye regering ved at føre fjendebilledet videre: Udlandet er også en elite, smagsdommere, som vil bestemme, hvad vi skal mene.
Nogle vil mene, at F. Rasmussen fører udbredelse af dumhed som regeringspolitik. Men bare fordi det ser dumt ud, behøver det ikke have dumheden som mål. Selvom det ligner et selvmål: Efter i et årti at have været den sejrende ideologis talsmand, har F. Rasmussen vendt skuden: Nu går vi ind i videnssamfundet som modstandere af viden.

Kunstig klassekamp
En marxistist kritiker som Zizek ville indvende, at modsætningen mellem folket og eksperter er en ideologisk konstruktion, som skal skjule det forhold, at der stadig er en million danskere på overførselsindkomster.
Mens en postmoderne teori ville hævde, at Anders F. ved at konstruere en kunstig klassekamp har overtaget Socialdemokratiets traditionelle position og således elimineret sin værste opposition. En tredje udlægning foreslår, at Anders F.’s tåbelige kamp mod eksperttyranniet er et anstrengt forsøg på at reformulere en modstand som alternativ til socialdemokraternes modstandløse Tredje Vej. En ting er sikker: Den nye regerings reaktionære kamp mod viden, har givet venstrefløjen en enestående chance for at reformulere sig som offensiv opposition.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her