Læsetid: 5 min.

Argentina som lærestykke

IMF bærer et medansvar for den argentinske bankerot
9. januar 2002

Argentinas statsbankerot har medført den største gældsmisligholdelse i verdenshistorien. Økonomer er enige om, at det argentinske kollaps kun er det seneste tilfælde i en række af IMF-ledede støtteaktioner, som har formøblet milliarder af dollar og undladt at redde de økonomier, som de var tiltænkt at hjælpe.
Hvorfor bestræbelserne har været forfejlede, er derimod omstridt. Nogle hævder, at IMF var for lemfældige i deres krav, andre at IMF var for strenge i deres krav.
IMF’s forsvarere betragter derimod Argentinas problem som et selvforskyldt resultat af en ødsel og korrupt udgiftspolitik.
Men alle disse forsøg på entydigt at placere ansvaret hos én bestemt instans er vildledende.
Hvis man vil forstå den argentinske statsbankerot, må man anskue den som en konsekvens af en række forkerte økonomiske valg, der er truffet i løbet af mere end et årti. At forstå, hvad der gik galt og drage lære af fejltagelserne er afgørende for at undgå lignende sammenbrud i fremtiden.
Problemerne begyndte under hyperinflationen i 1980’erne. For at sænke inflationen drastisk, var det nødvendigt at ændre markedsforventningerne fundamentalt. Den argentiske pesos fastfrysning i forhold til dollarkursen skulle udvirke dette. Hvis inflationen skulle fortsætte, ville den reelle valutakurs gå i vejret, efterspørgslen efter eksportvarer falde, arbejdsløsheden stige og dette ville så afdæmpe løn- og prispresset. Og når markedets aktører blev klar over dette, ville de indse, at inflationen ikke kunne opretholdes. Lige så længe forpligtelsen på valutakursystemet forblev troværdig, lige så længe ville også forpligtelsen på at holde inflationen nede også være troværdig.

IMF opmuntrede til dette valutakurssystem. Nu er institutionen mindre entusiastisk, selv om det er Argentina, ikke IMF, der har måttet betale prisen.
Kunstgrebet holdt måske nok inflationen nede, men fremmede ikke varig vækst. Argentina burde have indført et mere fleksibelt valutakurssystem eller i hvert fald en valutakurs, der bedre afspejlede landets handelsmønstre.
Der forekom også andre fejltagelser i Argentinas ’reformprogram’. Argentina blev rost for at tillade et stort antal udenlandsk ejede banker. I et stykke tid skabte dette tilsyneladende et mere stabilt banksystem, men dette system viste sig uegnet til at udlåne tilstrækkelige midler til Argentinas mindre og mellemstore firmaer. Efter at et vækstboom satte ind, da der blev sat stop for hyperinflationen, fladede den argentinske vækst ud, til dels fordi erhvervslivet ikke kunne få adgang til tilstrækkelig finansiering. Argentinas regering var klar over problemet, men blev ramt af flere økonomiske rystelser, før den kunne nå at gøre noget ved det. Østasiens krise i 1997 var den første af disse rystelser. Delvis på grund af IMF’s forkludring blev denne krise til en global finanskrise, der førte til rentestigninger for alle markedsøkonomier i fremgang, heriblandt Argentina.
Landets valutakurssystem overlevede, men prisen blev høj – ledighedsprocenten blev tocifret.
Inden længe blev rentebyrden en tung belastning for det argentinske nationalbudget. Alligevel forblev Argentinas gæld ret moderat i forhold til dets bruttofaktorindkomst (45 procent og lavere end Japans), selv idet kursen mod den økonomiske afgrund var vidt fremskreden. Men med en rente på 20 procent, gik ni procent af den argentinske BFI om året til at betale af på gælden. Regeringen forsøgte sig med stram skattepolitik, men det var ikke nok til at imødegå markedets luner.
Den globale finanskrise, der fulgte efter krisen i Østasien, medførte en række store rentetilpasninger. Dollaren, som den argentinske peso var lænket til, steg kraftigt. Samtidig faldt valutakursen i Brasilien, Argentinas store nabo og vigtigste handelspartner blandt Mercosur-landene – ifølge flere i en grad, så den var markant undervurderet. Lønninger og priser faldt, men ikke nok til at gøre det muligt for Argentina at konkurrere effektivt, især ikke da afsætningen af de landbrugsprodukter, hvor Argentinas konkurrencedygtighed var størst, stødte på store forhindringer på de rige landes markeder.

Knapt var verdensøkonomien kommet sig oven på finanskrisen i 1997-98, før den gik ind i en global afmatning i 2000-2001, hvilket forværrede Argentinas situation yderligere.
Her begik IMF en fatal fejltagelse. Institutionen havde opmuntret til restriktiv skattepolitik og gjorde dermed samme fejl, som den begik i Østasien og med samme katastrofale konsekvenser.
Den stramme skattepolitik skulle forestille at genopbygge tilliden. Men tallene i IMF’s program var ren fiktion; Enhver økonom kunne have forudsagt, at en restriktiv økonomisk politik ikke ville forværre afmatningen, og at budgetmålene ikke ville kunne indfries. Det er unødvendigt at sige, at IMF’s program ikke lever op til sine forpligtelser. Tillid bliver sjældent genskabt, når en økonomi ryger ud i dyb recession med en tocifret ledighedsprocent.
Måske en militærdiktator som Chiles Pinochet kunne have undertrykt den sociale og politiske uro, der vil opstå under sådanne vilkår. Men i det argentinske demokrati var det en umulighed. På gentagne besøg i Argentina blev jeg hver gang forundret over den lidende argentinske befolknings langmodighed. For mig at se er det en større overraskelse, at det tog så lang tid før uroen brød ud, men at den førte til den argentinske præsidents afsættelse kom ingenlunde bag på mig.
Syv almene konklusioner, må stå som læren af det argentinske tilfælde:
nI en verden med fluktuerende valutakurser, er det overordentlig risikabelt at binde sin valuta til dollaren. Argentina burde have været opmuntret til at opgive denne binding for flere år siden.
nGlobaliseringen kan udsætte et land for enorme rystelser. Klodens nationer må være forberedt på sådanne chok og tilpasninger i valutakursen og det må indgå i deres styringsmekanismer.
nAt lade hånt om den sociale og politiske kontekst er farligt. Enhver regering, der gennemfører en politik, der fører til arbejdsløshed blandt store dele af sin befolkning, forfejler sin mission.
nEnsidig fokus på inflation uden hensyntagen til underbeskæftigelse eller vækst er risikabel.
nVækst kræver finansielle institutioner, der er parate til at udlåne til det nationale erhvervsliv. At sælge bankerne til udenlandske ejere uden at tilvejebringe passende sikkerhedsgarderinger kan hæmme vækst og stabilitet.
nMan genskaber sjældent økonomisk styrke – eller tillid – med politikker, der tvinger et land ud i dyb recession. Ved at have insisteret på en restriktiv økonomisk politik, bærer IMF en stor del af ansvaret for Argentinas misere.
nDer er brug for at udvikle bedre metoder til at håndtere situationer som i Argentina. Jeg argumenterede for dette under den østasiatiske krise, men IMF anfægtede min argumenter og foretrak sit egen storstilede redningsforsøg. Nu, hvor det er for sent, har IMF anerkendt, at alternative muligheder bør undersøges.
IMF vil arbejde hårdt for at flytte ansvaret væk fra sig selv og vil intensivere sine korruptionsanklager mod Argentina. Det vil blive påstået, at Argentina ikke tog de fornødne skridt i tide. Selvfølgelig var det nødvendigt for landet at gennemføre andre reformer, end det gjorde, men at det fulgte IMF’s råd om en restriktiv skattepolitik gjorde kun alting værre.
Argentinas krise bør minde os om det presserende behov for en reformering af det globale finanssystem og en gennemgribende reform af IMF er det, vi bør begynde med.

*Joseph Stiglitz er professor i økonomi ved Columbia University, kommentator for Information og modtager af nobelprisen i økonomi i 2001

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu