Læsetid: 4 min.

Berlusconi i båd med Danmark

Den italienske statsministers redegørelse for sin regerings EU-politik er en nyorientering mod engelske og skandinaviske holdninger
16. januar 2002

Den italienske stats -og udenrigsminister Silvio Berlusconis 33 minutter lange, direkte tv-transmitterede tale mandag eftermiddag til parlamentets underhus, signalerede et tydeligt skift i Italiens holdning til EU. Siden fællesskabets grundlæggelse med Rom-traktaten fra 1957, har Italien været på linie med Frankrig og Tyskland i bestræbelserne på større og større europæisk integration, eller har blot halset efter, og doktrinen har for alle senere regeringer været, at hvad der er godt for Europa, er også godt for Italien.
Den doktrins automatisme satte Berlusconi i sin tale ud af kraft ved at bekræfte Italiens faste forankring i EU, samtidig med at han varslede en langt mere kritisk holdning til den fortsatte integrationsproces, end Italien nogensinde tidligere har udtrykt. Hverken »euroentusiasme« eller »euroskepticisme« – som det udtrykkes her i Rom – men en ny »eurorealisme«, som den engelske avis The Times har døbt den berlusconianske nyorientering af italiensk EU-politik i et interview med statsministeren dagen inden hans tale til parlamentet.

Invitation til Blair
Ikke tilfældigt er det, at talens indhold, og mange af dens ordrette vendinger, er plantet netop der. Interviewet er en udmelding og invitation til Tony Blair, og i sine udsagn om, at den fortsatte europæiske integration skal afvejes skridt for skridt med nationale interesser, er den en orientering mod Storbritanien, Sverige og Danmark – direkte nævnt i hans tale – og dermed en undsigelse af det hidtidige følgagtige forhold til Tyskland og Frankrig. »Hvad der er godt for Europa, er godt for Italien,« eksisterer fra i mandags ikke længere, hvis Berlusconis ord skal stå til troende, men det kan de jo ikke altid. Og hvad den nye doktrin så hedder, står fortsat ikke klart, men lederskribenten i dagbladet La Repubblica udtrykte den således: »Berlusconi tænker mest på, at det, der er godt for Italien, er godt for Italien. Og dermed basta.«

Ministerens afgang
Den italienske oppositions og den europæiske opinions tvivl om Berlusconi-regeringens EU-politik, fik næring i dagene lige efter nytår og euroens ikrafttræden, da tre ministre – blandt dem den magtfulde økonomiministre Tremonti – offentligt ytrede sig kritisk over for den fælles mønt, og derved fremprovokerede den internationalt velanskrevne udenrigsminister Renato Ruggieros afgang og Berlusconis overtagelse af hans ministerium for en endnu ikke tidsafgrænset periode.
Berlusconis tale var så svaret på oppositionens krav om en afklaring af regeringens EU-politik i almindelighed, og en forklaring på Ruggieros tilbagetræden i særdeleshed. En tale, som må karakteriseres som et oratorisk, demagogisk mesterværk, bygget op på gentagelser af Ja, Ja, Ja efterfulgt af
Men, Men, Men.
Indledningens bekræftelse af, at aldrig har Italien været stærkere forankret i Europa, efterfulgt straks af det første Men: »Men ingen, overhovedet ingen, skal tænke på at sætte os under overvågning eller, værre endnu, behandle os som nogen med begrænset suverænitet. Og afslutningens: »Ja, vi er åbne for samarbejde og forhandling. Men – og det skal stå jer helt klart, alle skal vide det – vi lader os ikke skræmme af noget, af noget som helst, i verden!«
I denne kontrastering af Ja og Men så oppositionens ordførere i den efterfølgende debat et slattent Jamen, der ikke opklarede alverden, og således også i de italienske medier dagen derpå. Men det er en undervurdering eller en fortrængning af, at Berlusconi – hvis hans ord om et lettere, smidigere, mindre centralistisk og bureaukratisk EU får realpolitiske følger – faktisk indvarslede en EU-politik, som bryder radikalt med den traditionelt italienske, og vel er ligeså legitim som eksempelvis den britiske, svenske og danske. At hans regerings stillingtagen så fletter egne uideologiske managementsynspunkter sammen med regeringspartnernes forskelligt begrundede euroskepsis, og tjener til at flikke intern uenighed i regeringen sammen, er et rent italiensk anliggende.
Det post-fascistiske Alleanza Nazionale er imod vidtgående politisk integration af nationalistiske grunde, og det regionalistiske og fremmedfjendske Lega Nord af bekymring for demokratiets vilkår i en centralistisk europæisk superstat.
Fra regeringskoalitionens røde plydssæder i deputeretkammeret blev Berlusconis tale applauderet med klapsalver og hyldestråb om frihed, mens man fra oppositionssæderne råbte »Slyngel« og »Løgner« eller blot tog sig grinende eller grædende til hovedet. Men man må skelne: Berlusconis redegørelse for EU-politiken var klar tale. Den varsler italiensk forsvar for vetoretten, striks overvågning af overholdelse af subsidiaritetsprincippet, skepsis over for udvidelse af medlemskredsen med tidligere kommunistisk styrede lande, og større årvågenhed over for centralistisk automatisme, medløberi og dogmatisme i den politiske integrationsproces.
Og – hvad der angår ham selv – modstand mod en juridisk integration, der tilsidesætter retten til forsvar og antagelsen af, at enhver er uskyldig, indtil modsat er bevist. Eurologerne kan begynde med at udmønte den berlusconianske ny-orientering på konkrete sagsområder, men tvivl om hans udmelding kan der ikke være.

Handelsrejsende
Ja, man må skelne: Berlusconis redegørelse for udenrigsminister Ruggieros afgang var ikke blot utilfredsstillende eller demagogisk. Den var løgn. Og blev selvfølgelig mødt med de voldsomste mishagsråb fra oppositionssæderne.
Ruggiero havde selv sagt, at hans job ville være kortvarigt, og det var personligt engagement andetsteds, der dikterede hans afsked i »gensidig forståelse og respekt,« som statsministeren digtede fra parlamentets talerstol.
Alle ved, det ikke passer.
Ruggiero var rasende over at blive desavoueret af statsministeren selv, men hans fratræden er nu velbegrundet i udenrigsminister Berlusconis ønske om at ændre diplomatkorpset til handelsrejsende for italienske produkter og statsministerens synspunkter.
Ja, så oratorisk begavet var den tale, at når Berlsuconi i den ovenfor citerede indledning og afslutning talte om mistænkeliggørelse, om ikke at lade sig overvåge eller behandle som nogen uden suverænitet; være åben for forhandling, men uden at lade sig skræmme af noget eller nogen i verden, ja så talte han selvfølgelig om sin regering og om Italien.
Men han talte også om sig selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu