Læsetid: 6 min.

Berlusconis visne knaphulsblomst

Med udenrigsminister Ruggieros afgang på grund af Italiens uigennemskuelige Europa-politik er Berlusconis alibi for international troværdighed væk og efterlader Italien og Europa i vildrede
7. januar 2002

Analyse
Som afslutning på en uges offentligt slagsmål i de italienske medier mellem ministre i Berlusconi-regeringen om Italiens Europa-politik i almindelighed og euroens betydning i særdeleshed, trak udenrigsmininiser Renato Ruggiero sig sent lørdag aften fra sin post. Efterladende regeringschefen med et voldsomt prestigetab og italienerne og andre europæere i dyb vildrede med, hvad Italien vil med det EU, som landet hidtil har været nærmest bevidstløst begejstret for.
Bruddet mellem udenrigsministeren og regeringen blev definitivt lørdag aften klokken 20, da Ruggiero begav sig til et forgæves møde i statsministeriet med to af Berlusconis nærmeste medarbejdere og personligt fortrolige, mens statsmininsteren selv ikke havde villet afbryde sin ferie på Sardinien for at håndtere sagen. Den blev ordnet med det, der i den efterfølgende pressemeddelse hed »en hjertelig telefonsamtale«, hvori det også sagdes, at parterne skiltes »i gensidig forståelse til landets bedste.«
Mindre hjertelig var den detroniserede Ruggiero i sine udtalelser til pressen bagefter. Han var rasende og forbitret på sine nu tidligere regeringskolleger, »med dem kan jeg ikke have mere at gøre«, og Berlusconi var ikke mere hjertelig, da han konstaterede, »at der ikke længere er betingelser for samarbejde... Jeg kan ikke tolerere, at han hele tiden kalder sig selv europæer og insinuerer, at vi er en rede af euroskeptikere.«
Den sandsynlige udgang på Ruggieros afgang er nu, ifølge italienske iagttagere, at Berlusconi selv overtager ansvaret for Italiens udenrigspolitik, enten ved at han overtager ministeriet eller, mere tænkeligt, besætter det med en person, han personligt kan kontrollere bedre end han kunne med Ruggiero.
Sagen har selvfølgelig rod i intern poltisk uenighed mellem regeringspartierne om holdningen til EU, men den er også, måske umiddelbart mere, et slagsmål om personen Renato Ruggiero.
Da Silvio Berlusconi efter sin valgsejr den 13. maj sidste år skulle bemande sin regering, havde han et problem med at finde ministre, der havde anden faglig kompetence end at være ansat i hans eget firma, og især med at finde en udenrigsminister, der var internationalt så velanskrevet, at det kunne bløde op på den kølighed og skepsis, han selv kunne forvente at møde fra udenlandske kolleger.
Ruggiero var i den henseende et scoop. »Tekniker«, som man kalder det i Italien. Tidligere ambassadør og karrierediplomat uden udtalt partitilhørsforhold, lederstillinger i såvel multinationale firmaer som overstatslige organisationer. En meget kort periode præsident for det statslige italienske energiselskab Eni, ambassadør for Fiat, vicepræsident i den amerikanske investeringsbank Schroeder Salomon Smith Barney, en af grundlæggerne af den europæiske monetære union og direktør for verdenshandelsorganistaionen WTO.
Det italienske udenrigsministerium Farnesina kender han som lommerne i sit meget rummelige jakkesæt, og han er kendt for at være lige så skarp i tunge og holdninger, som han er kæmpestor, rund og gemytlig i fremtoning. Et scoop af ubeklikkelighed for en regeringschef, der selv har et blakket ry at slås med.
Med udnævnelsen af Ruggiero gik Berlusconi nogle af sine egne håndgangne mænd for nær: Nuværende forsvarsminister Antonio Martino, der var udenrigsminister i Berlusconis første kortvarige regering i 1994, og som havde håbet på et replay. Lederen af det bittelille katolske regeringsparti CDU, Rocco Buttiglione, der er et lommefilosofisk stokkonservativt vrøvlehoved, som aspirerede højere end til at blive minister for europæiske anliggender, og som helst vil bruge dette embede til at få gjort det strafbart for kvinder at få abort. I hvert fald i Italien. Til en begyndelse. Og den unge, kønne leder af det andet katolske mini-regeringsparti, Pierferdinando Casini, der i stedet for den udenrigsministerpost, han ikke havde indlysende kvaliteter til, dog blev formand for senatet, hvilket formelt er Italiens næsthøjeste embede.
Mere politisk principiel end ømme tæer var modstanden mod Ruggiero fra det seperatistiske/føderalistiske regeringsparti Liga Nord og dets leder Umberto Bossi. »Ruggiero repræsenterer lige nøjagtigt det, som vi vil lave om på.« Og det Bossi vil lave om på, er blandt andet teknokraternes, levebrødspolitikernes og den forhadte statsmagts bemægtigelse af det (nord)italienske folks beslutningskraft, og i videre perspektiv en europæisk superstats tilsidesættelse af demokratiske processer. »Et nej til den europæiske, sovjettiske superstat,« som Bossi lykønskede Irland med efter landets nej til Nice-traktaten i juni sidste år. I Bossis undertiden racistiske og oftest alle fornærmende bragesnak stikker der holdninger, som ville være legitime i alle europæiske samfund, og Liga Nords europafjendtlighed har været udtalt længe før, partiet blev en afgørende regeringspartner for Berlusconi. Ikke nødvendigvis afgørende ved en tillidsafstemning i parlamentets to kamre, men tæt på i senatet, og i hvert fald ideologisk og psykologisk afgørende for Berlusconis projekt med at samle et flertal italienere for et liberalistisk systemskifte og kampen mod det, han fortsat kalder kommunisme.
I den samlende bestræbelse er økonoministeren Giulio Tremoniti en nøgleperson. Eneansvarlig for Berlusconi-regeringens ultra-liberalistiske økonomiske reformplaner, men også en økonomiprofessor fra Norditalien, der er medlem af Berlusconis parti Forza Italia, men står Bossi og hans Liga så nær, at det var ham, der klinkede skårene mellem Bossi og Berlusconi, efter at den første havde bragt den sidste til fald efter det katastrofale regeringssamarbejde i 1994. Og Tremonti har gået Bossis ærinde i den sidste uges angreb på nu eks-udenrigsminister Ruggiero med harske vurderinger af den nye europæiske mønts velsignelser. De vragede kandidater til Ruggieros stilling har fået opbakning fra den mest magtfulde minister – næst efter Berlusconi selv – i angrebene på den mand, de har bekæmpet, siden han satte sig i stolen.
Ruggiero har fra sin tiltrædelse stillet som betingelse, at det var ham, der førte italiensk udenrigspolitik på noget, han troede var et vedtagent regeringsgrundlag. Men hver gang er han blevet underkendt af personlige årsager eller af sejrherrerne i de interne slagsmål om udenrigspolitikken, som nu er kommet for dagen.
Ved Berlusconi-regeringens første internationale værtsskab, G8-topmødet i Genova, var han fortaler for dialog med antiglobal-bevægelsen, men tabte med dødelig udgang for en demonstrant.
Da Berlusconi efter 11. september kvajede sig diplomatisk ved at kalde den vesterlandske civilisation den orientalsk muslimske overlegen, tog Ruggiero en hurtig rundtur til arabiske statsoverhoveder for at råde bod, men fik ikke megen intern tak.
Ved besættelsen af lederskabet af EU’s grundlovsstiftende udvalg, som endte med at få Giscard d’Estaing som præsident, støttede han den officielle italienske kandidat, socialisten Amato, som Berlusconi hellere vil se død, og som regeringen fortsat ikke anerkender som sin repræsentant, nu hvor han blot blev vicepræsident.
Berlusconi ville hellere end Amato som præsident have EU’s fødevareagentur til Parma, og det slagsmål tabte han ved at gå imod Ruggieros råd.
Udenrigsministeren anbefalede Italiens fortsatte deltagelse i det europæiske flyprojekt Airbus om fremstillingen af militære transportfly, fordi det ville være et skridt mod fælles europæisk militært samarbejde, men fik – muligvis af ovennævnte personlige grunde – nej fra forsvarsminister Martino, som havde Berlusconis tøvende støtte.
I håndteringen af Italiens første nej til en fælleseuropæisk arrestordre måtte Ruggiero se sig tilsidesat af en justitsminister fra Liga Nord, som førte forhandlingerne så meget ind i en blindgyde, at selv ikke hans regeringschef kunne leve med resultatet og mistænkeliggørelsen, og som derfor selv måtte krybe til det belgiske formandsskabs kors.
Ruggiero har aldrig fået sine betingelser for at føre italiensk udenrigspolitik opfyldt. Selvfølgelig ikke. Han skulle være en blomst i Berlusconis knaphul, men er endt som offer for et personligt nag og en politisk uenighed i en regering, som Berlusconi har været forbløffende passiv overfor.
Nøgternt betragtet er den pludselige, italienske EU-kritik forstålig, og måske endda berettiget – set fra en dansk vinkel eller fra en position, hvor man uhildet kan og skal diskutere den slags ting – men det italienske slagsmål kommer vel 30 år for sent, og at det startes på dagen, hvor de første fælleseuropæiske mønter klinger i kasseapparaterne, kan kun udløse bekymring for, hvad Italien, der har formandsskabet i EU i sidste halvdel af 2003, vil og kan, og bekymring for, hvem butiksejeren i Italien egentlig er for en.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu