Læsetid: 4 min.

Besat af Rilke

Den årlige amerikanske poesiantologi bekræfter, at lyrikken selv i Hollywood lever i bedste velgående
14. januar 2002

Mandagsbogen
David Lehman, poesipædagogen fra New York, der sidste sommer besøgte Danmark, er igen i år klar med en opsamling af det bedste af ,hvad amerikanske tidsskrifter har trykt af digte igennem 2001.
’Det, bedste’ er jo et vidt begreb, og i denne sammenhæng vil det sige: De digte Lehman og dette års gæsteredaktør Robert Hass bedst har kunnet lide. Sådan er det hvert år – Lehman overlader ansvaret til en kendt og (forhåbentlig) respekteret digter, og så kan han alligevel i øvrigt ikke selv lade være med at blande sig. Hvert år indleder han bogen med et forord, der lige skal opridse nationens tilstand sådan rent poetisk set, og i år er det så sandelig glade nyheder, han har at fortælle. På trods af en stadigt voksende afgrund mellem de folk, der beskæftiger sig professionelt med litteratur(-teori) rundt om på universiteterne og det poesilæsende publikum, synes digtningen at være en både populær og respekteret kunstart.
Det gør sig gældende som sjældne (men regelmæssige) bestsellere – i USA f.eks. Seamus Heaneys Beowulf-oversættelse, i Danmark f.eks. Benny Andersen, hvis Samlede Digte har solgt mere end 100.000 eksemplarer – men Lehman finder også tegn på samme tendens i en opregning af Hollywoodstjerner og andre kendte, der erklærer poesien deres kærlighed. Således kan man få at vide, at Julia Roberts har skrevet digte i årevis og er særlig begejstret for Pablo Neruda. Ashley Judd lærer hvert år til sin fødselsdag et nyt digt udenad (sidste år var det Wordsworth, i år måske Kipling...). Helen Hunt tilstår at hun er »besat af Rilke«. Og David Duchovny (som er en af Harold Blooms gamle studenter) er kendt som en stor fan af John Ashbery.
Lehman slutter med at bemærke, at også dette års gæsteredaktør i en film med Daryl Hannah spillede en mindre rolle som en digter ved navn Robert.

Hovedstrømninger
I sit eget forord opregner Robert Hass tre hovedretninger i disse års amerikanske poesi: En formalistisk/metrisk med klare klassiscistiske undertoner, en romantisk /modernistisk friverstradition, som udgør hovedparten af den poesi man kan finde i mainstream tidsskrifter (og i øvrigt i Hass’ egne bøger), og så en eksperimenterende, ofte politisk orienteret poesi. Det er selvfølgelig ret grove kategorier, men i amerikansk sammenhæng giver de nok bedre mening, end de ville i Danmark, simpelthen fordi der er så mange flere forfattere, der fordeler sig over hele det spektrum, og som har større behov for at positionere sig på den ene eller den anden måde.
Man skal også vide, at digtningen i USA i langt højere grad end her er en del af en kulturpolitisk tænkemåde – at skrive klassicistiske vers opfattes f.eks. ofte som et indirekte forsvar for konservative værdier, der rækker langt ud over litteraturens egne, mens omvendt en eksperimenterende holdning næsten automatisk opfattes som subversiv og følgelig venstreorienteret.
Robert Hass befinder sig som anden god socialdemokrat lige i midten af alt det og forsøger meget sympatisk at dele sol og vind nogenlunde lige og få lidt af det hele med.
Af de 75 forfattere (faktisk er der 76 for David Lehman har sneget et af sine egne digte med i sit forord) er der 12 gengangere fra 2000-udgaven. Der er i en anden forstand to gengangere, posthume udgivelser af New York School-digteren James Schuyler og Elisabeth Bishop med et forbløffende erotisk digt, der efter sigende skulle være fra en kommende bog med titlen ’Edgar Allan Poem and the Jukebox’.
Der er et par ældre formalister af den gamle skole, som f.eks. Anthony Hecht, der skriver sådan lidt Peter Poulsen-agtigt om, hvordan det er at blive ældre: »And I myself have whitened in the weathers / Of heaped-up Januaries as they bequeath / The annual rings and wrongs that wring my withers, / Sober my thoughts, and undermine my teeth.«

Aldrende digtere
Og så er der i modsætning til tidligere blevet plads til et par af de efterhånden også aldrende language-digtere, Rae Armantrout, Michael Palmer og Lyn Hejinian, hvis natlige tanker minsandten også rimer, på deres egen måde:
»I thought I saw a turtledove nesting on a waffle / Then I saw it was a rat doing something awful...«
Hass indrømmer selv, at han oftest har valgt det meditative og eftertænksomme over det vittige (i modsætning til hvad Lehman selv ville have gjort), men heldigvis er der jo ikke altid nogen absolut modsætning mellem de to. De mødes f.eks i en samling aforismer af James Richardson (’Harder to
laugh at the comedy if it’s about you, harder to cry at the tragedy if it isn’t.’) eller i Kenneth Kochs ode til Anden Verdenskrig eller i Bernard Welts liste over gode grunde til at holde op med at skrive digte (nogle af dem er rigtigt gode).
Der er kommet et par fremragende prosatekster med, blandt andet af den meget spændende James Tate og af Lydia Davis, som skaber et lille miniaturebillede af forstædernes USA ud fra en række lydvariationer over udtrykket for en nyslået græsplæne – a mown lawn (a long moan, a lawman osv.).
Man kommer vidt omkring, ofte (på grund af den alfabetiske opstilling) fra den ene side til den næste, fra Hecht til Hejinian (som at gå på dansk fra Peter Huss til Klaus Høeck), fra det småsnakkende til det strengt tilbageholdte (som at gå fra Kure Andersen til Laugesen).
På den måde kommer teksterne til at stå på helt egne ben, og så må man jo bare læse dem på den måde og lade falde, hvad ikke kan stå.

De bedste digte
*Robert Hass: The Best American Poetry 2001 – Antologi. 288 sider,
16 dollar, Scribner Poetry

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu