Læsetid: 6 min.

Besparelser mødt af pinlig tavshed

Det er pinligt, at VK-regeringens beskæring af bistanden til fattige lande ikke udløser folkelige protester, siger afgående generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, Christian Balslev-Olesen
7. januar 2002

Mandagssamtale
Selv om man kunne forvente noget andet fra en varm fortaler for hjælp til verdens fattigste, så mener Christian Balslev-Olesen, at den nye regerings planer om at svinge sparekniven over u-lands- og miljøbistanden kan have en »fremragende« effekt, og at det er »pinligt« for de folkelige u-landsorganisationer, at folket ikke protesterer.
Efter ti år som generalsekretær flyver han på torsdag til Eritrea for at lede det arbejde, som FN’s Børnefond (UNICEF) udfører i det forarmede, afrikanske land. Den 54-årige, afgående ’nødhjælpsgeneral’ har i de senere år raget op som et fyrtårn i det danske u-landsmiljø, fordi han med troværdighed i høj grad har formået at gribe danskerne om hjertet, så de også har grebet til pengepungen. På dørtærsklen til et nyt liv i Afrika giver han indsigt i slidet op ad bakke for at gøre den skæve fordeling af Jordens goder til en folkesag.
– Under dannelsen af ATTAC-bevægelsen i Danmark viste det sig, at der er interesse for at hjælpe u-landene. Hvorfor er der ingen folkelige protester mod VK-regeringens planlagte besparelser på miljø- og u-landsbistanden?
»Jeg er bange for, at det bl.a. skyldes, at hele bistanden er blevet et meget specialiseret, elitært projekt. F.eks. kan en lille beboergruppe ikke engagere sig i, om det skal hedde Danida, Danced, miljøbistand, MiFreSta eller sektorprogrambistand. Det er simpelthen ikke deres projekt. Derfor kommer det heller ikke for alvor folk ved, hvis man vil skære på det her område. Der er ikke noget folkeligt ejerskab til bistanden. Det er bagsiden ved den meget klare professionalisering, som der er sket af det her område i de seneste år.«
»Vi og andre organisationer har ikke været gode nok til at engagere befolkningen. Det er en pinlig situation, at der ikke rejser sig en større folkelig protest.«
»For vi ved jo via Gallup-undersøgelser, at et stabilt flertal af befolkningen på omkring 60 procent mener, at det hører med til almindelig anstændighed, at vi giver en ordentlig bistand. De 60 procent er dem, der gang på gang har sagt ja til, at Danmark fortsat skal give en procent af BNP (bruttonationalproduktet, red.) i bistand.«
– Hvad skal der til for at engagere befolkningen i u-landene?
»Jeg tror, at organisationerne i Danmark har forsømt at samle befolkningen om nogle store globale temaer, sådan som det f.eks. sker i Norge og Holland. I Norge i oktober blev aids for alvor sat på dagsordenen. Det skete ved, at hele det norske samfund – det vil ud over u-landsorganisationerne sige blandt andre alle skolerne, fagforeningerne og medierne – deltog i en oplysningskampagne. På den måde bliver alle bombarderet med informationer, og der bliver skabt et fælles engagement.«
»I Danmark er situationen den, at organisationerne er lidt for forsigtige. Hvis vi kunne lave noget tilsvarende, som vi f.eks. gjorde under Kosovo-krisen, hvor DR og TV2 gik sammen til begges tilfredshed, så kunne vi nå langt. I øjeblikket ender den slags initiativer i småfnidder, konkurrence og halvhjertede, sponsorerede tv-aftener. Initiativer som aldrig kommer til at sætte dagsorden.«

Konsensus-sauce
– Selv om regeringen skærer cirka 1,8 mia. kr. af miljø- og u-landsbistanden, så vil vi fortsat høre til blandt de relativt set største bistandsdonorer. Hvor meget betyder besparelsen egentlig for Danmarks internationale anseelse og gennemslagskraft?
»Nu har jeg de seneste måneder været i både Maputo (hovedstaden i Mozambique, red.), Asmara (hovedstaden i Eritrea, red.) og New York, og ingen af stederne har man kunnet forstå, hvorfor Danmark vil spare på bistanden for at begrænse ventelisterne til sygehusene. Vi er jo ikke midt i en dyb, økonomisk krise. Samtidig så påvirker det her negativt Danmarks mulighed for at sætte os igennem på væsentlige områder under det kommende EU-formandskab og topmødet om miljø- og udvikling i Johannesburg i efteråret.«
– Er det ikke meget godt, at den nye regering vil ruske op i u-landsbistanden?
»Problemet har været, at der har været stor konsensus i både Folketinget og blandt organisationerne om u-landsbistanden. Man skulle jo næsten ud med en lup for at finde nogle brudflader. Det er ikke sundt for sagen. Så hvis der som følge af regeringens besparelser kommer en debat ud af det, så er det fremragende.«

Politisk forståelse
– Hvordan vurderer du politikernes indsigt i og forståelse for u-landene og deres problemer?
Jeg tænker f.eks. på, at den nuværende udenrigsminister, Per Stig Møller, efter Pakistans atomprøvesprængning i 1998 meget hurtigt kom ud og sagde, at nu måtte al bistand til landet indstilles.
Få timer efter måtte han med røde ører erkende, at Danmark ikke giver bistand til Pakistan.
»Vi må erkende, at det ikke er et højt prioriteret område hos partierne. Ordførerskaberne går som regel til yngste mand.«
»Det var jo meget slående, at da Folketinget debatterede Partnerskab 2000-strategien for Danmarks største, internationale engagement, som årligt koster os 12-13 mia. kr., så var der kun en håndfuld ordførere til stede, og de brugte tiden på at tale om manglende folkeligt engagement. «
»Vi har brug for en politisering af bistanden. Vi har brug for, at Folketingets partier og dets medlemmer engagerer sig.«
– Under Kosovo-krisen var det forholdsvis nemt at få danskerne til at yde bidrag til nødhjælp, mens Afrika blev glemt. Hvordan har du det med, at bidragene til nødhjælp er der, hvor kameraets øje er?
»Det er et grundvilkår, som vi må leve med. Men det er værd at hæfte sig ved, at mens Kosovo-krisen stod på, var der mange trofaste bidragsydere til Folkekirkens Nødhjælp, som fortsatte med at give pengebeløb til indsatser i Etiopien og Angola. Så selv om mediernes dækning er helt afgørende, så er der altså også andre dynamikker inde.«
»Jeg er meget optaget af at sikre dette, at mennesker gerne vil hjælpe andre mennesker, som er i nød.«
– Under Kosovokrisen var nødhjælpsorganisationerne ved at falde over hinanden for at hjælpe kosovo-albanerne. Hvorfor gik Folkekirkens Nødhjælp ikke mod strømmen og bibeholdt fokus på Afrika?
»Det ville have set mærkeligt ud, for vi var i forvejen meget engagerede på Balkan. Og som nogle af de få, forsøgte vi at skaffe støtte til de mange flygtninge i Serbien. Men jeg tager din pointe, og jeg har det dårligt, når man måler på, hvor meget der blev givet i støtte pr. Kosovo-albaner i forhold til en flytning i Afrika.«
»Og jeg har det ekstremt dårligt, når jeg ser på den deroute, der er sket i 1990’erne i forhold til flygtningene i Afrika.
Bidragene falder, så man bl.a. er nødt til at skære ned på rationerne i f.eks. flygtningelejren Kakuma i det nordlige Kenya, og Verdensfødevareprogrammet lukker og slukker i flygtningelejre i Burundi. Det er efter min opfattelse uanstændigt. For det går imod en politisk retorik om, at bare de ikke kommer til Europa, så skal vi nok hjælpe dem. Nedskæringerne i Afrika viser, at det passer ikke.«

Folkemord og Mandela
– Forfatteren Knud Vilby har engang provokerende sagt, at hvis Afrika sank i havet, ville vi knap nok kunne mærke skvulpet. Hvorfor skal vi overhovedet interessere os for det kontinent, som er et stort morads af krige, katastrofer og korruption?
»I Afrika er der 400-500 millioner mennesker, hvoraf mange lider nød. Det er en grundliggende pligt for mig og for de fleste europæere, at man skal hjælpe folk i nød. Dertil kommer, at Afrika ikke kun er lovløshed, aids og krig. I Eritrea f.eks. er hæderligheden så stor, at man kan glemme en 50 dollar seddel, hvorefter finderen bruger en hel dag på at opstøve ejermanden.«
»Afrika rummer det hele. Det oplevede jeg selv i 1994. I maj det år så jeg Nelson Mandela blive indsat som præsident i Sydafrika, og alt hvad det rummede af håb. To måneder senere stod jeg i Goma-lejren for flygtninge fra folkemordet i Rwanda. Børn kravlede rundt på deres døde forældre, mens forældre forsøgte at holde liv i deres så godt som døde børn.«
– Hvordan undgår man at blive kyniker, når man hele tiden konfronteres med armod?
»For mig har det været helt afgørende, at jeg i verdens brændpunkter har kunnet gøre en forskel ved at organisere hjælp.
Jeg bliver altid overvældet over de kræfter, der er midt i krige og katastrofer. F.eks. oplevede jeg efter jordskælvet i Gujarat (indisk delstat, red.) for et år siden, at der i en landsby, hvor jeg ankom sent om aftenen, kom en gammel kone, tog mig i hånden med ind i ruinerne og bød på te, for ’der var jo kommet en gæst.’
Så bliver man målløs, taknemmelig og oplever storheden.«

*Balslev-Olesen beskriver via taler, prædikener og indlæg sine ti år som generalsekretær i bogen ’Fra ordet til handling’, som netop er udgivet af Folkekirkens Nødhjælp.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu