Bjørnen næsten skudt

Håndbold-EM
Den danske herrelandsholdstræner Torben Winther er ingen Ulrik Wilbek, snarere en venlig udgave af Morten Olsen. Saglig, underspillet, tænkende og realistisk. Alt andet end guf for journalister på jagt efter nemme enlinjede overskrifter, men man skal ikke tage fejl. Han kan sagtens sige fra, når situationen kræver det, og det gjorde den i aftes, da Danmark i noget, der på forhånd lignede finalen i gruppe B, mødte et russisk veteranhold af en sådan fysisk beskaffenhed, at sportsklicheen om den russiske bjørn næsten ikke dækker. Men Winther gør det, så man lytter til, hvad han siger, og ikke hvordan han siger det.
Det gjorde de danske spillere under de time-outs, der evaluerer spillet undervejs, og det, Winther sagde, var, at det nok skulle gå, bare de huskede sig selv på, hvor gode de er og hvor meget bedre de kan blive.
Og det gik. 25-25 mod de russiske OL-vindere er ikke alene et godt resultat. Det er sensationelt godt, også selv om slutresultatet mest har moralsk betydning. Men nok så vigtigt, er måden, denne kamp blev næsten vundet på.
De første tyve minutter af denne kamp var ren science fiction. De danske spillere gik, som det hedder, uimponeret til opgaven. Et godt tegn indtraf 1 minut og 44 sekunder inde i kampen, da den danske back Lars Krogh Jeppesen fik en advarsel. Den russiske angriber skulle ikke komme her, lød budskabet fra den elegante, men også godt tacklende Jeppesen. Som sammen med Joachim Boldsen neutraliserede de russiske angribere, så kæmpestore Dmitri Torgovanov faktisk så opgivende ud efter få minutter. Det havde han også grund til. Ligesom spilstyreren Igor Lavrov, der blev taget ud, fordi han i mand-til-mand-situationerne konstant blev den lille.
Danskerne sad i denne fase på kampen og udstrålede fremdrift og offervilje, så man(d) glemte, at det jo faktisk alt for længe har været herrehåndbold livet har været for kort til.
Det dementerer dette danske hold i sine bedste øjeblik, og dem var der mange af i en 1. halvleg, hvor russernes manglende omstillingsparathed mellem forsvar og angreb kom til kort, når den danske kontrafase bølgede frem. Og vel at mærke gjorde det som om russerne ikke som ankermand havde verdens bedste målmand de sidste ti år, Andrej Lavrov. Lars Christiansens straffekast ved stillingen 7-6 var betegnende. Han fintede den ellers urokkeligt rolieg til at gå ned og loppede så behersket bolden over ham til 8-6, og takket være storspil og hurtige udkast af målmand Kasper Hvidt kunne danskerne nogle minutter senere være kommet på 13-8, ikke mindst takket være en russisk dobbeltudvisning, men langsomt åd rutinen sig ind på det danske forspring, som ved pausen kun var på et enkelt mål.
Men inden havde man anet, hvor det bar. Lavrov var begyndt at tage de bolde, han plejer at tage – dv.s. de bolde, der bare ikke kan tages, og da russerne samtidig havde tålmodighed til at spille det danske forsvar så fladt, at deres nye storskytte Alexei Rastvortsev havde frit løb inde under mål, lignede russerne gang på gang en vinder i noget, der mere lignede en stillingskrig end en første halvlegs frapperende bold, men den hemmelige hjemmebanefordel i Helsingborg og en meget udansk ukuelighed holdt Danmark inde i kampen. Ikke mindst ved et par ubændige Klavs Bruun Jørgensen-mål, storspil af Lars Krogh Jeppesen og en joker ved navn Lasse Boesen, der blev trumf, da vi havde mest brug for kontakt.
Lad så gå, at russerne på grund af håndboldforbundets dårlige økonomi ikke har haft så mange træningsresultater inden, men faktisk benytter de indledende EM-kampe til at spille sig i form.