Læsetid: 6 min.

Vi vil have børnefilmen tilbage

Vi er så glade for de børnefilm, vi producerer i Danmark – lige nu går det bare ikke så godt, og spørgsmålet er, om det nogensinde har gjort det
25. januar 2002

(2. sektion)

Børnefilm
I dag er der premiere på en ny dansk børnefilm, Hans Fabian Wullenwebers Klatretøsen. I filmen lader instruktøren to yderpunkter smelte sammen – han har, som han formulerer det i et statement, taget »det bedste fra den amerikanske actionfilmtradition og kombineret det med den følsomme danske filmtradition.«
Man kan diskutere, om det er lykkedes for den spillefilmdebuterende instruktør, men i hvert fald har han lavet en medrivende og veldrejet spændingsfilm for børn. En film, som ikke lider under, at den er lavet i et land, hvor genrefilmen gerne begrænses af alt andet end attraktive budgetter og manglende muligheder for det helt store udstyr.
Faktisk er Klatretøsen den første vellykkede genrefilm for børn siden Peter Flinths middelaldereventyr Ørnens øje fra 1996, der ligeledes hentede sit formsprog uden for børnefilmens (i Danmark) traditionelle univers.

For få børnefilm
Men trods sine kvaliteter er Wullenwebers film et godt eksempel på, hvor dansk børne- og ungdomsfilm befinder sig for tiden. Fokus synes i mindre grad at være på at udfordre og lære ungerne noget om deres eget liv end på at give dem letbenet underholdning i lækker indpakning.
Positivt er det naturligvis, at den danske børnefilm af i dag er mere nuanceret, end den var for 10-20 år siden. De fleste film er dejlig fri for de korrekte meninger, som ofte har tynget pædagogiske, problematiserende danske børnefilm. Der er plads til genrefilm, som sigter efter et bredt publikum, og indimellem kommer den sjældne fugl, som både er underholdende og har noget på hjerte, f.eks. Natasha Arthys musikalske Mirakel eller Jesper W. Nielsens stiliserede Forbudt for børn.
Men der produceres meget få rendyrkede børnefilm, som er andet og mere end harmløs underholdning for hele familien – film, der regnes som en sikker investering for producenten. F.eks. tjener Regner Grasten de fleste af sine penge på at lave uambitiøse familiefilm i stil med Krummerne og Sunes familie.
En regulær børnefilm er svær at få finansieret, fordi indtjeningen sjældent forventes at kunne stå mål med investeringen. Det er ikke billigere at producere film for børn, men det er stadig kun 25 procent af filmstøtten – små 13 millioner om året – som er øremærket børn og unge og forvaltes af børnefilmkonsulenterne, og 1990’ernes store fokus på voksenfiktion har ikke gjort det nemmere. Ejheller at der for de unge instruktører ingen prestige synes at være i at lave børnefilm.

Film for unge
Samtidig er ungdomsfilmen nærmest forsvundet som genre. Kun Charlotte
Sachs Bostrup har forsøgt sig i genren med den letbenede komedie Anja & Viktor, som dog mest af alt også var en film for hele familien. En af forklaringerne på de manglende ungdomsfilm er, at danske filmproducenter åbenbart ikke tør satse på en genre, der i sit reneste udtryk ikke vil finde et stort publikum.
I 70’erne og 80’erne tørstede de unge efter film og fiktion, som handlede om dem, men i dag har de så mange andre muligheder takket være tv og Internet, og når de går i biograferne, så vil de hellere se film for voksne. Børn er børn, og unge er unge i kortere tid i dag end for 20 år siden, hvor underholdnings- og livsstils-spekulanterne ikke på samme måde kappedes om deres gunst og lommepenge.
Derfor er der brug for film, som kan være med til at give børnene deres barndom og ungdom tilbage ved at fokusere på deres oplevelse og håndtering af verden – i stedet for at forudsætte, at de er fuldbefarne voksne, som ved, hvordan man gebærder sig i enhver situation.

Det glade budskab
På trods af den alvorlige situation, som børne- og ungdomsfilmen befinder sig i, så er vi vældig stolte af, hvor gode vi er til at lave meningsfyldt underholdning for børn her i lille Danmark. Vi er simpelthen bare de bedste, og hele verden kaster misundelige blikke mod vore breddegrader, når snakken falder på de vilkår, som børne- og ungdomsfilm produceres under.
Det er det glade budskab, man gerne hører fra kritikere og branchefolk, og det har bl.a. at gøre med, »at vi gennem de seneste 30 år har sat 25 procent af filmstøtten af til at lave film for børn om deres hverdag, tanker, drømme og forestillinger om fremtiden,« som Søren Kragh-Jacobsen formulerede det for et par år siden ved åbningen af børnefilmfestivalen Buster.
Kragh-Jacobsen er en af de instruktører, som har lavet nogle fine og holdbare børnefilm, bl.a. Gummi Tarzan, men hans udsagn rummer en sandhed med modifikationer. Nok er Danmark et af de få lande i verden, som hvert år øremærker statsstøtte til spillefilm for børn og unge, og tillige – også på tv-området – tager børns og unges behov for egen underholdning alvorligt. Bl.a. ved at unge, energiske instruktører med et originalt udtryk og fortælleglæde får mulighed for at tumle med filmmediet.
Men filmstøtteordningen har i sin nuværende form kun eksisteret siden 1982, og ser man tilbage på de seneste 20 års produktion af børnefilm, så er det reelt ikke mange af dem, som er værd at se, og som tilmed er beregnet for børn.

Pubertet og nuancer
Danske filminstruktører har lavet masser af ungdoms- og pubertetsfilm siden dengang i midten af 1970’erne, hvor film som La’ os være, Måske ku’ vi og Du er ikke alene ’opfandt’ genren og slog tonen an for de næste 10-15 år.
Søren Kragh-Jacobsen debuterede i 1978 med Vil du se min smukke navle? Morten Arnfred lavede Mig og Charly sammen med Henning Kristiansen i 1978 og Johnny Larsen alene året efter, mens Nils Malmros begavede os med Lars Ole, 5c og Drenge i hhv. 1973 og 1977. Nok tog Malmros udgangspunkt i en børneverden, men sammen med instruktørens Kundskabens træ (1981) er det primært voksenfilm, som skildrer puberteten og forvandlingen fra barn til voksen – film om børn, ikke for børn!
I 80’erne blev Malmros’ film mere og mere voksne, mens Kragh-Jacobsen i 1981 lavede Gummi Tarzan, en af dansk films første (og bedste) egentlige børnefilm – og den første af en stribe Ole Lund Kirkegaard-filmatiseringer. Bille August filmatiserede Bjarne Reuter i stor stil i sin version af pubertetsfilmen med Zappa og Tro, håb & kærlighed, men fandt også tid til at lave Busters verden, der blev til både en vellykket film og tv-serie for børn.
I 80’erne lavede Kragh-Jacobsen Skyggen af Emma og Åke Sandgren Miraklet i Valby, i 90’erne Birger Larsen Lad isbjørnene danse og Niels Gråbøl Møv og Funder – en håndfuld film, der på tiltalende vis præsenterede børn for en nuanceret hverdag, som er alt andet end problemfri og overskuelig.
80’erne er blevet kaldt børnefilmens guldalder, hvilket er at tage munden lidt vel fuld – det vrimlede ikke ligefrem med gode film. Og måske er det denne selvcelebrerende holdning, som har resulteret i, at børne- og ungdomsfilmen på det skammeligste har fået lov til at forfalde op gennem 90’erne.
Udfordringen synes nu for konsulenter, producenter og instruktører at bestå i at skærpe kvalitetskravene og få sat gang i så mange opløftende og idérige produktioner som muligt.
Lad 60/40-ordningen om at støtte de bredt appellerende børne- og ungdomsfilm og brug konsulentordningen til at skabe film af den slags, som stadig kan huskes om 20 år, fordi de giver det unge publikum et unikt og troværdigt indblik i deres egen verden.
Det kan ikke være rigtigt, at det kun er hvert andet år, at en børne- eller ungdomsfilm skiller sig ud fra mængden ved at have ambitioner, der rækker længere end falden-på-halen-komedie som i Kærlighed ved første hik eller en dygtigt iscenesat biljagt som i Klatretøsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her