Kritik
BOSTON Billedet kan hentes fra det amerikanske forsvarsministeriums hjemmeside. Det er taget af en officiel fotograf fra USAs flåde og forestiller 17-18 skægløse fanger klædt i orange ud-i-ét buksedragter, kneblede med en hvid mundkurv, sorte beskyttelsesbriller over øjnene, i håndjern og siddende på hug foran pigtrådshegn.
Stedet er den amerikanske flådebase i Guantánamo-bugten på Cuba.
Ikke ligefrem et kønt syn af unge mænd, som lige er landet efter en flyrejse på 12.000 km. fra Afghanistan. Deres navne og nationale tilhørsforhold kendes ikke. USA oplyser ikke, hvilken forbrydelse de er sigtet for. Ingen forsvarsadvokat bliver stillet til rådighed. De er taget i forvaring på ubestemt tid. Pentagon vil henad vejen afgøre, om de skal stilles for en militær domstol eller sendes hjem til deres respektive lande, hvor de forventes at blive straffet.
Blandt de nu 144 fanger på Guantánamo hævder mindst tre at være britiske statsborgere og en enkelt skulle endda have svensk indfødsret. Resten formodes at være afghanere, saudiarabere og yemenitere.
Søndag og mandag vakte dette foto og flere man kan se på hjemmesiden furore i den britiske presse. Søndagsavisen The Mail on Sunday forsiderubrik lød »TORTURED«. I underrubrikken stod der: »Første billeder viser brug af sanseberøvelse for at blødgøre tilbageholdte inden afhøring.«
I går kaldte The Mirror i en forsideleder USAs behandling af fangerne for »barbarisk«. »Det er barbari bakket op af vores regering.«
Den konservative avis The Daily Telegraph placerede mandag nyheden på sin forside. »Strid mellem USA og Storbritannien om terrorfanger,« lød overskriften. The Guardian og Independent ryddede også deres forsider.
Talsmænd på flådebasen virkede en kende overrasket over postyret.
»Der er ikke tale om tortur, jeg ville kalde det sikkerhedsforanstaltninger,« siger major Stephen Cox fra marineinfanteriet.
Ifølge Pentagon er alle fanger transporteret fra Afghanistan til Cuba kneblet, fordi de ikke må snakke med hinanden på deres eget sprog og eventuelt planlægge og gennemføre en fælles selvmordsaktion i flyet. De tvinges kun til at have sorte briller på under transporten fra lufthavnen til fangelejren en rejse med færge og lastbil, hvor de kunne have mulighed for at studere terrænet med henblik på senere flugtforsøg.
»Hvis jeg var i deres sko og blev fanget af en fremmed stat, ville det være min opgave at prøve at flygte. Derfor er sikkerheden så streng,« siger fængselsinspektør oberst Terry Carrico til The New York Times. Den britiske regering er blevet taget på sengen af billederne og presserapporter fra den amerikanske fangelejr på Cuba. Først hævdede premierminister Tony Blair og udenrigsminister Jack Straw, at USA og Storbritannien er helt på linje, når det angår humanitær behandling af fangerne fra Afghanistan.
Men briternes tillid til den amerikanske regerings respekt for Genévè-konventionen er tilsyneladende ikke særlig stor. I weekenden besøgte repræsentanter for den britiske regering tre fanger, der hævder at være britiske statsborgere. På basis af deres rapport kunne Blairs talsmand i går erklære:
»De tre fangers fysiske helbred er godt. Der var ingen ydre tegn på mishandling. De klagede ikke over forholdene og bad om at få sendt besked til deres slægtninge.«
USAs forsvarsminister Donald Rumsfeld gjorde halvt grin af kritikken.
»Jeg tror ikke, at vores kritikere er særligt velinformerede om forholdene på Guantánamo flådebasen,« sagde han med sit sædvanlige charmerende og skæve smil, der har vundet den 68-årige amerikaner titlen som sexbombe blandt kvindelige amerikanske tv-seere.
»I USA har vi et retfærdigt retssystem og folk bliver behandlet korrekt.«
Især barberingen af de tilbageholdtes lange skæg har foranlediget protest. Det anses for at være en ydmygende behandling af ortodokse muslimer. Pentagon svarer, at den voldsomme hårpragt kan skjule alt muligt udyr og smitsomme bakterier, hvilken fare fangevogterne ikke bør udsættes for.
Selv om de 144 fanger har fået udleveret bedemåtter og er blevet fortalt i hvilken retning, Mekka ligger, findes der kun én koran på flådebasen. Det lover Pentagon at rette op på. Herudover vil en muslimsk præst en mullah ankomme til lejren om nogle dage. Det kræver Genévè-konventionen.
Det ellers lavmælte Røde Kors har også blandet sig i debatten. I går anklagede talsmand Darcy Christen USA for at have overtrådt konventionens forbud mod at »udstille krigsfanger for offentlighedens blik« ved at offentliggøre omtalte billeder.
Røde Kors sendte for nogle dage siden et hold til Guantánamo. Opgaven er at møde fangerne under private forhold og udfritte dem om deres leveforhold. Udsendingene forventes at blive i Guantánamo, så længe nye fanger fortsætter med at ankomme fra Afghanistan og andre dele af verden.
Røde Kors vil overgive en rapport til den amerikanske regering, men den vil ikke blive offentliggjort, med mindre Bush-regeringen ønsker det.
Udenlandsk kritik af forholdene i »røntgen-lejren« (røntgen, fordi alt kan ses gennem pigtråd, red.) har haft en vis genklang i amerikanske medier i den sidste ugestid. Alle store aviser og tv-stationer har rapporteret indvendingerne fra Europa og sendt reportere til flådebasen.
En gruppe amerikanske sagførere og jurister planlægger desuden at anfægte regeringens ret til at stille de tilbageholdte for en militær domstol. I en begæring overfor en forbundsdomtol i Los Angeles hævder advokaterne endvidere, at overførslen af de tilbageholdte til en amerikansk base er i strid med Genévè-konventionen ligesom deres behandling i røntgen-lejren skulle være.
Forbundsdommeren accepterede søndag begæringen, selv om det er uvist, om han har jurisdiktion over flådebasen i Guantánamo, der er cubansk statsejendom.
»Disse individer blev fjernet fra deres land i lænker, bedøvet med narkose, kneblet, fik bind for øjnene, og nu er de interneret i bure på Cuba. Nogle bør forsvare deres rettigheder under folkeretten,« siger Erwin Chemerinsky, juraprofessor på University of Southern California, til Los Angeles Times. Tidligere justitsminister Ramsey Clark er medunderskriver af begæringen.
Læsetid: 4 min.
Briterne stiller skarpt på røngentlejren
Nogle aviser kalder forholdene i fangelejren på Cuba for »tortur« og »barbari«. USAs forsvarsminister Rumsfeld kalder kritikere for dårligt informerede
22. januar 2002
Følg disse emner på mail
Kommentarer (0)
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »