Læsetid: 3 min.

Bush mod Greenpeace

17 aktivister risikerer seks års fængsel for fredelig protest mod missilforsvar sidste sommer
8. januar 2002

BOSTON – Da 15 aktivister fra Greenpeace og to freelance-journalister 14. juli sidste år satte sig ned i to gummibåde på den sydcaliforniske kyst og styrede mod et forbudt militært område, havde de aldrig nogensinde forestillet sig at skulle stå for retten og risikere seks års fængsel – blot fordi de ville protestere mod Pentagons afprøvning af et antiraketsystem.
Det er ikke desto mindre, hvad udfaldet af en retssag mod dem kan blive. Den starter i dag i Los Angeles. I går forlød det, at forbundsanklageren havde kontaktet forsvarere for de 17 sigtede og søgt at komme til et forlig. Det ville Greenpeace ikke kommentere overfor Information.
Fra Greenpeace’ synspunkt er historien om arrestationen og sigtelsen af de 15 aktivister og to journalister et skræmmende eksempel på den amerikanske forbundsstats forsøg på at knægte anderledes tænkendes ytringsfrihed i den kontroversielle sag om Bush-regeringens udvikling af et missilforsvar.
Episoden foregik nær Vandenberg Airforce Base i det sydlige Californien, hvorfra Pentagon har udført flere afprøvninger af et antiraketsystem. Et missil med flere falske sprænghoveder bliver sendt udover Stillehavet og forsøges skudt ned af et andet missil affyret fra amerikanske baser i Hawaii eller Mikronesien. Forsøgene har affødt talrige folkelige protester fra modstandere af et missilforsvar, og hver gang er demonstranterne sluppet med bøder eller kort tilbageholdelse.
Sigtelsen har altid været begrænset til en civil forseelse. Fornylig slap f.eks. den kendte amerikanske skuespiller Martin Sheen med bødestraf for at have deltaget i en ulovlig demonstration udenfor flyvebasen

Kriminel sigtelse
I denne omgang valgte den føderale anklagemyndighed derimod at rejse kriminel sigtelse mod de 17 personer i de to gummibåde.
Deres brøde var at have trængt ind på militært område – trods gentagne advarsler fra Vandenberg Airforce Base – og dermed være en sikkerhedstrussel, forklarer en talsmand for forbundsdomstolen i Los Angeles. Selve raketaffyringen blev forsinket med 40 minutter, fordi aktivisterne skulle fjernes fra det afspærrede kystområde, inden nedtællingen kunne starte.
Seks af de 15 aktivister er amerikanere, resten kom rejsende fra Storbritannien, Canada, Tyskland, Holland, Sverige, Australien, New Zealand og Indien. En freelancejournalist er brite, en anden spansk.
To af Greenpeace-medlemmerne sprang ud af gummibåden og svømmede ind til forbudt område på Vandenberg strand, hvor de blev
opsnappet af soldater og bragt til hospitalet med forfrysninger.
Alle 17 personer – kaldt ’Star Wars 17’ af Greenpeace’ public relations folk – blev taget i forvaring i seks dage og bragt for et grundlovsforhør med håndjern og lænker om fødderne. De 11 udlændinge blev frisat inden retssagens start mod kaution på 20.000 dollar og frataget deres pas. Det betød, at de måtte blive i USA. Greenpeace lejede et lille hus i Westwood, Los Angeles.
I løbet af efteråret fik nogle af dem lov til at rejse hjem mod løfte om at vende tilbage, når retssagen skulle starte 20. november. Terrorangrebene 11. september ændrede indstillingen i USA mod demonstrationer i en sådan grad, at Greenpeace anmodede forbundsdomstolen i Los Angeles om at udsætte retssagen, indtil atmosfæren er blevet mere afslappet i USA. Derfor starter den først i dag.

Amerikansk bekymring
Forbundsregeringens aggressive fremfærd mod Greenpeace har vakt bekymring i USA. »En kriminel sigtelse mod folk, der gennemfører en fredelig demonstration, er et drakonisk tiltag. Bush-regeringen rasler med sablen i håbet om at skræmme demonstranterne,« sagde juralektor Frances Olson fra University of Los Angeles til Washington Post sidste år.
De 17 anklagede vil blive dømt af et nævningeting. Risikoen for at blive fundet skyldig er relativ stor, fordi de er sigtet for at have begivet sig ind på militært område og for at have nægtet at adlyde en befaling fra en militær officer om at forlade stedet. Det er det, nævningene skal tage stilling til – ikke om hvorvidt de 17 personer har ret til at protestere mod ’stjernekrig’.
»Jeg er virkelig skræmt over retssystemet i USA,« siger Samir Nazareth på Greenpeaces hjemmeside.
»Jeg frygter ikke at ende i fængsel så meget som, at jeg ikke får lov til at forklare mit motiv til at gennemføre denne aktion overfor nævningene.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her