Læsetid: 3 min.

Dansk films sejeste overlever

Astrid Henning-Jensen, der nu er død, 87 år gammel, lavede sin sidste film som 82-årig
9. januar 2002

Nekrolog
Astrid Henning-Jensens storhedstid som instruktør ligger et halvt hundrede år tilbage i tiden. Hun er ganske vist mest kendt for populære litterære filmatiseringer som Vinterbørn efter Dea Trier Mørch og Barndommens gade efter Tove Ditlevsen, men kunstnerisk ydede hun sin vægtigste indsats i 1940’erne.
Dengang arbejdede hun tæt sammen med sin daværende mand Bjarne Henning-Jensen på film som Naar man kun er ung, Ditte Menneskebarn (to film, han dog begge signerede alene), De pokkers Unger med Henry Nielsens klassiske vicevært og den stort anlagte Kristinus Bergman. Og umiddelbart efter viste Astrid Henning-Jensen med børnefilmklassikeren Palle alene i verden (1949) og den seværdige norske Cora Sandel-filmatisering Kranes konditori (1951), at hun udmærket kunne klare sig på egen hånd.

Henning-Jensens bedste
Hun havde en baggrund som skuespillerinde i 1930’ernes radikale teatermiljø omkring Riddersalen, hvor hun mødte Bjarne Henning-Jensen, og de indgik i 1940’erne i et privat og professionelt partnerskab, der var med til at forny og internationalisere dansk film. Ditte Menneskebarn (1946) fik verdensry og blev set som en dansk forlængelse af den italienske, humanistisk engagerede neorealisme.
Og parret fortsatte den internationale stil med det fotografisk raffinerede film
noir-drama Kristinus Bergman (1948), hvor Ebbe Rode yder sin (også efter eget udsagn) bedste seriøse filmpræstation som den forbitrede kriminelle, der suges tilbage i den fortid, der forpestede hans tilværelse. En dyster, konsekvent gennemført skæbnefortælling holdt i den insisterende alvorstone, der præger mange af efterkrigstidens film.
Modvægten mod denne tyngde er den indtagende og poetisk beåndede børnefilm Palle alene i verden efter Sigsgaards og Ungermans klassiker, lavet i 1949, men først udsendt i 1954. Og Astrid Henning-Jensen fortsatte i 1967 de gode børnetakter med Johan Borgen-filmatiseringen Min bedstefar er en stok om livet set fra den tre-årige Jacobs synsvinkel.

Forud for sin tid
1950’ernes folkekomedie-dominans og hygge-eskapisme var med til gøre en ende på partnerskabet med Bjarne – farce-forsøget Solstik (1953) blev deres sidste spillefilm sammen, og den var ikke særlig vellykket. Også ægteskabet endte i skilsmisse.
Men i den ellers lidt for glansbilledkønne Paw (1959) var Astrid Henning-Jensen 43 år forud for sin tid i skildringen af en 12-årig vestindisk drengs besvær med at falde til i et dansk provinsmiljø. – »Farvet, det er da ikke noget problem her i landet,« siger filmens godsejer. »Ikke før man får det ind ad døren,« svarer filmens outsider, den gamle krybskytte Anders, der ender med at blive Paws plejefar og eneste ven. Paw blev en stor succes ved sin fremkomst, nomineredes til en Oscar og fik to mindre priser ved Cannes-festivalen.
Det lidt for pæne og korrekte, for ikke at sige pseudofølsomme og fade, skæmmede nogle af Astrid Henning-Jensens senere psykologiske dramaer. Og hun kunne ikke for alvor opbløde den skematiske persontegning i den typiske 1970’er-film Vinterbørn (1978) om kvinder i hospitalets fødestue – et mini-univers med store livsperspektiver. Men filmen blev set af over 800.000 tilskuere herhjemme og vandt Sølvbjørn ved Berlinfestivalen.
Henning-Jensens bedste senere film er klart Barndommens gade (1986) med Sofie Gråbøl i sin gennembrudshovedrolle som Tove Ditlevsens Vesterbro-alter ego og med Anne Linnets populære titelsang.

Hvas og generøs
Lille af statur, men stor af livsvilje var Astrid Henning-Jensen en ildsjæl med en sjælden overlevelseskraft i en hård branche, hvis skråsikre, pengestærke top-mænd hun ikke havde den store respekt for.
I 1999 udsendte hun sine erindringer Da verden var vores (fortalt til Barbara Gress) med varme portrætter af de personer, der havde betydet mest for hende – deriblandt instruktøren og skuespillerinden Mai Zetterling og modellen til Jørgen-Frantz Jacobsens Barbara, Estrid Bannister.
I bogen taler hun – som i flere af sine film – mod intolerance, tyranni og social uretfærdighed, men kan også være hvas i omtalen af de producenter og filmkonsulenter, der til tider førte hende bag lyset. Der var krudt i den lille dame til det sidste.
Personligt oplevede jeg først at møde hende i hendes sidste leveår, hvor hendes generøse åbenhed og venlighed over for en ofte negativ kritiker gjorde samværet til en udelt fornøjelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu