Læsetid: 5 min.

Det danske i det svenske

Bille Augusts ’En sang for Martin’ vandt mandag aften to svenske guldbagger, men ellers er der langt mellem de danske nyheder under årets film festival i Göteborg
30. januar 2002

Bille Augusts ’En sang for Martin’ vandt mandag aften to svenske guldbagger, men ellers er der langt mellem de danske nyheder under årets film festival
i Göteborg

Filmfestival
Bille Augusts En sang for Martin vandt to guldbagger, da de svenske filmpriser for blot anden gang i 38 år blev uddelt i Göteborg mandag aften. Den store filmgalla afvikles normalt i Stockholm, men i anledning af Göteborg Film Festivals 25 års jubilæum var filmetablissementet rykket fra hovedstaden til det vestsvenske for at uddele priserne for filmåret 2001.
En sang for Martin, som er optaget i og omkring Göteborg, var nomineret til i alt seks priser, men de store priser for bedste instruktion og bedste film gik til Jan Troells drama Så hvid som sne.
Til gengæld vandt Sven Wollter og Viveka Seldahl priserne for bedste mandlige og kvindelige hovedrolle for deres gribende portræt af et ægtepar, hvis lykkelige liv smuldrer efterhånden som hans Alzheimer skrider frem. Et guldbaggevalg, som faldt i festivalpublikummets smag, eftersom årets festival er tilegnet Viveka Seldahls minde.
Så der blev et par priser til Augusts skandinaviske film, som om kort tid kan vinde flere ved årets Bodil-uddeling, hvor hans film regnes for dansk. Men ellers har der været langt mellem de friske danske indslag på årets festival, som i stedet præges af nye norske og svenske film.

Internordisk norsk film
Jesper W. Nielsens nye spillefilm Okay blev i sidste øjeblik trukket fra den nordiske konkurrence. Dermed er det eneste danske indslag i konkurrencen skuespilleren Kim Bodnia i norske Marius Holsts thriller Dragonflies, der inden sin deltagelse i Berlin festivalens Panorama-sektion havde international premiere i det svenske.
Holsts intime trekantdrama er en sand internordisk produktion med det svenske ægtepar Mikael Persbrandt og Maria Bonnevie i de to andre bærende roller. Historien udspiller sig på en svensk ødegård, hvor Bodnia spiller en mand med en barsk fortid, som håber endelig at have lagt den bag sig sammen med sin Maria. Da en gammel ven pludselig dukker op, forstyrres harmonien imidlertid, og det lykkes Holst og skuespillerne at skabe et seværdigt og stemningsfuldt drama med de yderst små midler.
Blandt de nordiske konkurrencefilm har åbningsfilmen Hus i Helvede af den
iransk-svenske Susan Taslimi fået mest opmærksomhed. Taslimi var tidligere en kendt skuespillerinde i Iran, hvor hendes kvindeportrætter i Bahram Bezais film var så stærke, at deres samarbejde blev forbudt. Hun er nu bosat i Sverige og har bl.a. medvirket i Reza Parsas afgangsfilm Grænsen fra Den Danske Filmskole.
Hendes første spillefilm bag kameraet skildrer livet i en iransk familie midt i den svenske forstadsbeton, og trods den charmerende komedies burleske stil blev dens grundlæggende konflikt med en fars forsøg på at håndtere sine rebelske teenagedøtre ubehageligt aktuel efter mordet på den 26-årige Fadime.

Stærk kortfilm
Festivalåbningens kortfilm, Mødet med ondskaben af Reza Parsa, som mandag modtog den prestigefulde Ingmar Bergman-pris ved Guldbagge-uddelingen, har også været flittigt diskuteret. Her ser man en selvmordsbombers afskedsvideo til sin kone og datter, og terrorist/far-portrættet vil bevidst sætte sindene i kog og skabe debat om værdien af menneskeliv og forskellen på terrorister og demokratiske regeringers mord.
Det er lavet som et opråb til reaktion på USA’s bombninger i Afghanistan, men man må nok siges at have et ambivalent forhold til filmens hovedperson, som dels er en bekymret familiefar, dels er på vej ud at myrde uskyldige mennesker.
Generelt er festivalen præget af samfundskritiske film med realistiske hverdagsskildringer, og især dokumentarprogrammet står stærkt. Her kan man bl.a. se flere mindre produktioner om EU-topmødet i Göteborg i juni sidste år eller opleve den Kandahar-aktuelle Mohsen Makhmalbafs skildring af de stort set ikke-eksisterende uddannelsesforhold i Afghanistan i Afghan Alphabet.
Det er også i dokumentarsektionen, at man finder festivalens danske premierer. Jesper Jargils sidste del af trilogien Troværdighedens Rige, De lutrede, om Lars von Trier og dogmebrødrene vises fredag, og mandag var der premiere på den danske dokumentar Flash of a Dream, Robert Fox’ portræt af danskeren Jacob Riis, der i 1873 som 21-årig tog fra Ribe til New York og med kameraet som våben tog kampen op med fattigdommen i byens slumkvarterer.
Filmen bygger overvejende på Riis’ dagbog, som bliver fortolket af Peter Stormare, mens man på billedsiden får lov at se mange af Riis’ fængslende fotografier af de usle leveforhold. Det lavmælte portræt af den socialt engagerede hverdagshelt får dansk biografpremiere 18. februar.
Sami Saif og Phie Amboes Family åbnede dokumentarsektionen og blev bl.a. mødt af stor entusiasme fra instruktørkollegaen Stefan Jarl, der selv er aktuel med et portræt af skuespilleren Thommy Berggren i den nordiske konkurrence.
Jarl roste filmen meget ved et åbent diskussionsforum og konstaterede, at en svensker aldrig ville have kunnet lave en lignende film. I kølvandet på bl.a. Strindberg og Norén ville en svensk dokumentarfilm om et lignende emne ifølge ham være meget mere vred i stedet for at have Familys mere åbne og udforskende tone.

Stadig forbillede
Festivalen i Göteborg lægger op til at drage paralleller mellem de forskellige nordiske film og nationale karakteristika, og det bliver ofte gjort. Et tilbagevendende tema er, at svenskerne stadig betragter dansk film som et forbillede, selv om vi ikke har meget nyt at byde på under festivalen i år.
Svenskerne har med succes etableret en novellefilmproduktion efter dansk model og skeler nu også til danske tiltag for at løse den presserende økonomiske filmkrise, som paradoksalt nok skyldes, at sidste års 25 svenske spillefilm har trukket for mange svenskere i biografen og dermed udløst så meget af den efterstøtte, man kan få for mange solgte billetter, at støttekassen er rungende tom.
Peter Aalbæk foreslog på et seminar om nordisk filmpolitik svenskerne at lave billigere film, for som situationen er nu, er der ifølge beregninger kun råd og udsigt til 13 svenske film i 2002.
Om det bliver løsningsmodellen må tiden vise, men de manglende midler dukker konstant op til debat. Og som bl.a. Reza Parsa og Susan Taslimi har vist sker der nye og spændende ting på den svenske filmscene, så det kunne sagtens blive en lokal vinder, når festivalen lukker og slukker lørdag aften. En dansk bliver det i hvert fald ikke...

*For information om festivalen se www.goteborg.filmfestival.org

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her