(2. sektion)
Fjernsyn
»Hør nu efter, Mohammed, Hamid, Rasul og Fatima: I skal se hen på lærer Jensen henne ved foden af den hvide stolpe dér. Når han så hiver i tovværket, og flaget folder sig ud, så skal I følge dets opadglidende bevægelse med øjnene mens I synger: Der er ingenting, der maner..., som I fik for i går. Hvis I så ikke får tårer i øjnene, vil I blive betragtet som uintegrerbare, og I må regne med at blive sendt hjem til, hvor I kom fra.«
Dette er, som man må have gættet, et eksempel på de situationer, fremtidens nydanskere in spe kan komme ud for ved optagelsesprøve til Danskheden, som de skal igennem for at blive erklærede integrerede. For Danskheden selv gir sig ikke en tøddel. Det kan den ikke. Det er en del af dens karakter, dens identitet, at den ikke gir sig. Vi kan handle med alt men ikke med Danskheden. Det ved Grundtvig, vi ikke kan.
Det har ellers været en uge med såvel uventede som forudsigelige bud på diverse kanaler. Tim Sebastians interview på BBC world med vor udenrigsminister, som ikke helt var til at forudskikke i den form, det fik, skilte sig dog ud fra det meste af det øvrige ved at være det eneste, der er bevaringsværdigt for eftertiden. Det burde erstatte »90 års fødselsdagen« som fast inventar på DR 1 i kommende nytårsaften-programmer.
Lys forude
Nedlæggelsen af Det Danske Center for Menneskerettigheder kom berettiget til at fylde meget. Da først de konservatives Gitte Seeberg meddelte, at hun var imod og ville forsøge at tale udenrigsministeren fra denne tåbelige idé, og da siden samme ministers for-forgænger, gamle Uffemand himself, smed fiskestangen og i Berlingeren erklærede, at nedlæggelsen af Centret ville sende et usædvanlig dårligt signal til omverdenen, samt at et tilsvarende, sorterende under Udenrigsministeriet, aldrig ville kunne fungere kritisk uafhængigt, ja, så begyndte nogle af os måske at ane lys forude.
Men sådan skulle det ikke gå. I Deadline tirsdag aften blev det ved anskuelsesundervisning forklaret, hvorfor ikke. Den groggy udenrigsminister var landet og havde erklæret, at han ville garantere et nyt Center samme politiske uafhængighed som det gamle. Statsministeren slog fast, at han aldrig havde følt sig generet af det (endnu) eksisterende Center. Men i næste klip slog den stærkeste kvinde i dansk politik gæt selv så følgende fast:
»Hver eneste, eneste gang der har været udlændingelovgivning, da har vi jo altid fået skudt i skoene, at vi var fremmedfjendske og nærmest racistiske. Der har været mange politiske budskaber i Centret for Menneskerettigheders udtalelser.« Derfor!
Hvem er det, der bestemmer i dette land?
Kender ham ikke
I USA er det, fortalte Orientering mandag aften, i usædvanlig grad præsidenten, der bestemmer. Fra for et år siden at være et nul-og-niks, der blev hjulpet til magten af en republikanerdomineret højesteret og på basis af et mindretal af de amerikanske vælgere, en mand, der fægtede sig frem uden mål eller med, blev han den 11. september sidste år med et slag (OBS!) alle amerikaneres præsident og har været det siden. At det eneste egentlig sympatiske, han har foretaget sig siden, har været at smide skoene og besøge en moské samt at spise saltkringler lørdag aften, forhindrede ikke Steffen Gram i at tegne et meget positivt portræt af verdens stærkeste mand. Dels blev det udeladt, at han nærmest diktatorisk benytter sig af sin popularitet og af parlamentarikernes juleferie til at træffe afgørelser, der ville have været flertal imod i senatet. Ej heller blev det nævnt, at præsidenten forsøger at lyve sig fra sit venskab med chefen for det konkursramte Enron.
»Jeg kender ham ikke personligt,« erklærede præsidenten imod alle kendsgerninger i en reportage samme aften på TV 2 Nyhederne. Hans forgænger slap ikke godt fra at lyve offentligt. Men ingen parlamentariker vil løfte en finger for at kræve sandheden af Bush. Dels er han alt for populær, dels har de fleste haft fingrene nede i Enrons kasse, før den blev slunken.
Dansk som bare fanden
Der har ikke været meget ånd på skærmen i ugen. Midnat torsdag på DR 2 var vel en undtagelse, da en flok nobelpristagere viste os, at der endnu eksisterer en smule humanisme i verden. En lise var det også sammen med Bestseller onsdag at besøge Knud Sørensen både på Mors og i hans elskede Vendsyssel. Det var så dansk som bare fanden og ville have været noget helt andet og lige så dansk, hvis det havde været en fynsk eller en sønderjydsk forfatter, vi havde besøgt.
Danskhed er en meget diffus og en meget varieret størrelse, slog det mig. Og slet ikke noget, man kan lære på kurser. Det er slet ikke noget, man kan stille krav om, så der er slet ingen grund til at synge: »Der er ingenting, der maner...«
