Læsetid: 6 min.

Djævlens list

Den franske filosof Bernard-Henri Levy har skrevet en fascinerende, kompleks bog om de glemte kriges ofre. Men har siden snakket i munden på sig selv med en ny utopi om USA som verdens frelser
21. januar 2002

Mandagsbogen
»Historien har,« som Marx siger det, »langt mere fantasi end mennesket«, skriver Bernhard-Henri Levy i forordet til sin seneste bog, som han satte punktum for den 18. september 2001.
»Ganske som djævelens største list ifølge Baudelaire er, at lade som om han ikke eksisterer, så er historiens største list måske at have skabt forestillingen om, at den selv var slut.«
Denne højtflyvende sætning, med filosofiske og litterære referencer, er ganske typisk for BHL når han kaster sig ud i de store intellektuelle armbevægelser. Og BHL slipper egentlig temmelig godt fra at forklare, både hvad han mener med historien og dens fantasi, men også om djævlen eller skal vi sige det ondes eksistens, i sin bog: ’Overvejelser over krigen, ondskaben og historiens endeligt’, der indledes af artikelsamlingen »Krigens fordømte«. Størstedelen af bogen, skrevet før den 11. september, udgøres af fem spændende, komplekse og sansefyldte reportager fra nogle af verdens glemte brændpunkter: Sri Lanka, Columbia, Sudan, og Angola – steder, hvor »krigens fordømte« henslæber deres miserable tilværelser langt fra den vestlige verdens søgelys. Disse fyldige reportager blev alle trykt i Le Monde i forsommeren 2001.
’Overvejelserne’ består så af en række meget lange ’noter’, en sær blanding af stærkt personlige oplevelser og filosofiske overvejelser om krigens natur, i fortløbende diskussion med synspunkter hos Hegel, Kant og Kojeve, litterater som Drieu de la Rochelle, Celine og Gide og andre forfatter-filosoffer, der har rapporteret fra krige som Sartre og Foucault.
Ud fra den mosaik der opstår ved den stadige pendlen mellem reportagerne og noterne, tvinges man til at gøre sig sine egne tanker om krige, som man med skam at melde nærmest må slå op på et verdenskort for at finde, og de mennesker, der er uskyldige, men såmænd også ’skyldige’, ofre for dem.
»Det største nederlag er glemslen,« skrev Céline, og i den forstand forhindrer BHL med sin egen indsats, som mildest talt til tider er livsfarlig, et vist nederlag. Han opsøger børnesoldater i Bujumbura og forsøger at finde ud af, hvorfor denne nedslagtning mellem hutuer og tutsier fortsætter og truer med igen at blive til folkemord i et land, der er så ødelagt af krige, at der nærmest ikke er noget land tilbage. Eller undersøger den måde krigen ’bølger’ frem og tilbage, (mellem hvad og hvad?) i Angola, mellem ’regeringstropper’ og ’oprørere’, der bruger samme uhyggelige metoder, en krig der mærkeligt nok standser ved kanten af diamantminerne og det udbytte, der er at hente der.
Han taler med Srilaya en kvinde fra Sri Lanka tidligere trænet som ’kamikaze-krigere’ for de tamilske ’Sorte tigere’. Trænet til at tage sprængstofferne på sig i en særlig rambolignende vest, at favne sin fjende og dø sammen med ham. Han taler også med Yashoda en gammel kvinde fra en landsby på Sri Lanka, der har mistet sin mand og sine sønner til henholdsvis tigrene og regeringens tropper, det kommer ud på ét, frygten og krigen er overalt.

Ideologiernes barbari
Fælles for alle disse ’krige’ er, at dens soldater og ofre ikke aner, hvad der kæmpes for. Der er ikke nogen ideologisk satsning, ingen erindring. Det er meningsløst og udsigtsløst. Og det hele virker, som om det foregår uden for tiden og historien. Hvis man kan tale om, at historien er gået i stå, er det måske snarere her på disse udsteder, end i den vestlige verden med murens fald og Fukuyomas bemærkning om »historiens endeligt« i en konfliktfri fælles vestlig verden. Der er ingen historie i disse helvedeslignende sorte huller.
Det er i de mange detaljerige observationer, at BHL’s bog er spændende. Han tager livtag med sit eget synspunkt fra ’Barbariet med menneskeligt ansigt’ fra 1977, hvor han argumenterede imod ideologier, fordi, som han hævdede, der netop skal en drøm eller en utopi til, for at de totalitære maskiner, om det nu er nazisme eller stalinisme, kan køre afsted. Men det, som kan konstateres på Sri Lanka eller i Burumbuja, er, at ideologierne, og deres barbari forklædt som humanisme, kun er et af ondskabens ansigter. For dér, hvor der ikke er utopi – en idé eller drøm om et eller andet sted, hvor lidelsen hører op, der viser det sig så, at historien i stedet går i stå i mareridtstagtige, dybt meningsløse og evindeligt lidelsesfyldte konflikter.
Derudover tager BHL fat på et utal af andre fænomer omkring krigen, dens udførelse, oplevelsen og betragtningen af den. Han overvejer, hvorvidt der findes en krigsæstetik eller ej, konstaterer den vestlige beskuers fascination af krigen, indrømmer det ’kick’ og den sanseåbning, som alle disse oplevelser på grænsen af døden giver ham. Tilsammen giver bogen et befriende åbent snapshot af både disse glemte ’slagmarker’ og af den hvide intellektuelle mand. Og dermed både af de ’fordømte’ mennesker, der beskrives, men også af læsernes egen voyerisme og krigseksotisme. Historien synes at være gået i stå, både her og i vor egen verden, i en skruestik af lidelse og dårlig samvittighed, og måske er dette djævlens største list. For hvad er der så at stille op, med al denne ondskab?
Man kunne ønske, at BHL havde fået sin bog færdig før den 11. september. Men så gik historien i gang igen. Og selvfølgelig kan en bog med titlen ’Overvejelser over krigen, ondskaben og historiens endeligt’ efter den dag ikke udgives uden et forord, der inddrager den skelsættende begivenhed.

USA er ikke ond
Meningsløse krige er af det onde, var BHL’s konklusion efter sin rejse rundt til verdens »sorte huller«. Et onde som ingen ende vil tage. Men nu er der en ny slags krig. Han slår i sit forord fast, at det ikke er en krig mellem civilisationer, som den amerikanske professor Samuel Huntington vil have os til at tro det. Derimod er det et sammenstød mellem en fundamentalistisk version af Islam og en »modereret og oplyst Islam, der knytter forbindelser tilbage til den muslimske filosof Averroes.«
Den sidste formulering stod at læse i Le Monde’s spalter kort før jul, i et begejstret indlæg om »Hvad vi har lært efter den 11. september.« BHL har omsider fundet sit redskab mod ondskaben og det hedder USA. Historien kan sættes i gang igen og skrives på ny, ved at den vestlige verden, USA, hånd i hånd med en verdslig islamisme, begynder at gribe ind i alle de konflikter, der forekommer så uløselige. For det, ’vi’ har lært, er, at USA overhovedet ikke er så ond endda, at stormagten har klaret situationen på ualmindelig sober vis. Når man så legende let har ordnet sagen i Afghanistan, »når man på 100 dage har kunnet befri det afghanske folk, hvordan kan man så undgå at drømme om andre folkeslag, andre steder, der lider under andre åg?,« skriver BHL nærmest euforisk ved udsigten til at få løst alle de hårdknuder, han har været det magtesløse vidne til. Og følger det så op med et voldsomt udfald mod alt, hvad der kan krybe og gå af anti-amerikanske holdninger i Frankig, fra Le Pen til den socialistisk orienterede præsidentkandidat Chevenement.
Tilbage står man med et noget uldent indtryk af BHL. Hans bog er værd at læse i al dens lidenskabelige kompleksitet. Hans had-kærlighedsforhold til utopien og de farer, der ligger i drømmen om en bedre verden, er
fascinerende. Han svækker sine indsigter med den unuancerede holdning til USA, han på det seneste har lagt for dagen. For det er nok klogt at holde ryggen lidt mere fri, om man vil have has på den fantasifulde djævel, historien eller det onde selv.

Refleksioner
*Bernard-Henri Lévy: Réflexions sur la Guerrre, le Mal et la fin de L’Histoire, précéde de Les Damnés de la guerre. – Grasset, 2001, 409 sider, 17,99 euro.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her