Læsetid: 3 min.

Dumpet i danskhed

17. januar 2002

BETEGNELSEN ’DANSKER’ skal ikke længere være noget, indvandrere kan kalde sig, når de opnår statsborgerskab. Ansøgere skal fremover dokumentere, at de er gode danskere, før de kan blive statsborgere. Når regeringen offentliggør sin ’udlændingepakke’ i dag, indeholder den således en række nye ’optagelseskrav’ – ud fra devisen, at »man skal gøre sig fortjent til at blive dansk statsborger«, som det hed i regeringsgrundlaget.
Alt tegner til, at ansøgere fremover skal bestå en eksamen i dansk sprog, geografi og historie. Krav, som måske umiddelbart kan lyde fornuftige: Nye statsborgere vil utvivlsomt have lettere ved at gebærde sig i samfundet, hvis de på forhånd har et basalt kendskab til landets traditioner og regler. Ingen kan være uenig i, at gode sprogkundskaber og kulturelle fingerspidsfornemmelser gør det lettere for indvandrere at klare sig på egen hånd.
Et prekært problem rejser sig imidlertid straks: Hvad bør folk vide om danskerne, deres sprog og historie for at kunne opnå statsborgerskab? Et spørgsmål, som er mere principielt, end det måske umiddelbart kan lyde. For hvis niveauet skal lægges ved den laveste fællesnævner – altså hvad alle nuværende statsborgere kan af sprog, historie og geografi – bliver prøven ikke svær at bestå: Så er det nok at vide, at kongen hedder Margrethe.
Hvis niveauet lægges dér, hvor alle danskere burde være – hvis de skulle fungere som oplyste samfundsborgere – opstår et etisk dilemma: Kan man tillade sig at stille krav til indvandrere, som flertallet af danskerne måske ikke lever op til?

DEN KONSERVATIVE leder, Bendt Bendtsen, har lavet sin egen definition af danskhedens sproglige fællesnævner: »Det behøver ikke at være på et niveau, så man kan læse en leder i Information, men sådan at man kan forstå og læse en simpel besked eller meddelelse på en arbejdsplads.«
Den sørgelige kendsgerning er blot, at op mod 1.000.000 danskere har problemer med at skrive og læse dansk – også beskeder på arbejdspladsen. Sprogproblemerne er så store, at mange udstødes fra arbejdsmarkedet: »Der er flere danskere, som i dag ikke kan komme ind på arbejdsmarkedet på grund af dårlige færdigheder, end der er indvandrere, som er udstødt af arbejdsmarkedet på grund af manglende dansk-kundskaber,« udtalte Torben Pilegaard Jensen, forskningsleder i Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut, i forbindelse med offentliggørelsen af en rapport fra Indenrigsministeriets integrationstænketank.
Situationen er, at næsten en halv mio. ’etniske danskere’ ikke kan leve op til kriterierne for en såkaldt »vellykket integration.« Og hvis prøver i geografi og historier inddrages i ’danskhedstesten’, bliver resultatet formentlig kun endnu værre: Mange danskerne kan i dag betegnes som ’funktionelt ikke-danske’; de har ikke evnerne til at fungere som medborgere. Befolkningstallet i Danmark ville falde drastisk, hvis alle statsborgere skulle forny statsborgerskabet ved en regelmæssig eksamen i ’funktionelt medborgerskab’.

KRAVET OM, at indvandrere fremover skal gøre sig fortjent til at blive danske statsborgere, er dog problematisk på et mere principielt niveau, end at mange danskere heller ikke lever op til kravene. Det handler nemlig om, hvad indvandrere dybest set skal integreres i: retsstaten eller kulturen? Det er et spørgsmål om, hvad der egentlig binder det såkaldt ’danske’ samfund sammen – og dermed hvad indvandrere skal acceptere for at kunne fungere som samfundsborgere i Danmark.
Hvis definitionen på at være ’dansk’ udvides fra den basale – at man er dansk statsborger, slet og ret – opstår en kædereaktion af absurditeter. For hvad er så fællesnævneren? Andelsbevægelsen, hygge, janteloven, landsholdet eller salmebogen?
Svaret er ingenting! Indbyggerne i Danmark har ikke mere at være fælles om, end at de er danske statsborgere. Forestillingen om en særlig dansk essens falder for en nærmere prøvelse. Der findes lige så mange definitioner på ’danskhed’, som der findes forsøg på at sætte ord på begrebet.

RETSSTATEN alene er borgernes fællesnævner i ethvert civiliseret samfund. Og i samme øjeblik indvandrere får statsborgerskab, ja så er de pr. definition inkluderet. Hvordan de derefter vil definere deres individuelle ’danskhed’, ja det må så være deres helt egen, personlige udfordring. Om de vælger en muslimsk danskhed eller en klassisk klaphattedame-danskhed, er deres eget problem. Kernen i deres statsborgerskab er dog, at de er underlagt retsstatens regler. Intet andet.
Regeringens nye optagelseskrav udfordrer dette civilisatoriske princip om lighed for loven. Der er derfor al mulig grund til at advare imod, at man stiller højere optagelseskrav til indvandrere, end man retfærdigvis kan kræve af hjemmefødninge.

lam

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her