(2. sektion)
Visdom i krise
På det seneste har svære størrelser som viden og intelligens været mere omtalt, end den slags plejer.
I sidste uge forsøgte professor Helmuth Nyborg sig med en senere tilbagetrukket påstand om, at mænd er 27 procent klogere end kvinder.
Og lige efter nytår varslede den ny statsminister Rasmussen i sin første nytårstale et forestående opgør med landets råd, nævn og institutioner, som han mente havde udviklet sig til en slags »statsautoriserede smagsdommere«. Danskerne led under et eksperttyranni, sagde han. Og befolkningen skulle ikke finde sig i »løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst«.
Nok var eksperterne gode nok til at formidle faktuel viden, »men når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter«.
Dér havde statsministeren for så vidt fat i den lange ende. Og dog haltede koblingen mellem ekspertvældets tyranni og menigmands personlige valg en kende; specialisterne kan ikke holdes uden for døren, for det er deres viden, som skaber det fundament, valgene skal træffes ud fra.
Men når der skal træffes en beslutning, gør tilstedeværelsen af ekspertise ikke den almindelige klogskab overflødig. Eksempelvis er det praksis i de danske etiksystemer, hvorunder hører Etisk Råd, at almindelige mennesker er med til at træffe beslutningerne side om side med eksperterne på området.
»I valget er vi alle lægmænd,« siger juraprofessor Linda Nielsen, Københavns Universitets kommende rektor, til Information.
Noget tyder på, at den gammeldags form for klogskab, som ligger til grund for lægmandstanken, er under stærkt pres fra den anden form for viden og ekspertise den der håndterer statistik og fakta og referencer til bestemte ting. Det er den form for videnskab, der svarer på spørgsmål som Hvor mange skilsmisser er der i Danmark om året? og Hvornår døde Valdemar Atterdag? Osv.
Den trængte form for viden klogskaben eller tænkningen er den, der beskæftiger sig med relationer og årsagssammenhænge, og den har slet ikke kunnet følge med i de senere år.
Forskningen har i lang tid sagt, at sådan er det bare, og det er der ikke noget galt i.
Men det har siden vist sig, at det er problematisk, mener professor Hans Siggaard fra Learning Lab Denmark.
»Evnen til at forholde sig til og fortolke skal jo selvfølgelig udvikles i tilsvarende omfang,« siger han.
For 500 år siden kunne man gå rundt og være polyhistor man kunne vide alt. Al kendt viden kunne være i et leksikon på 25 bind, og dem kunne man snildt læse på et par år.
Polyhistor kan ingen blive i dag; mængden af data er eksploderet, og den vækst kan ikke stoppes. Det lægger et gigantisk pres på klogskaben, og hvis kræfterne til at tænke tingene igennem og se på årsagssammenhænge ikke vokser med mængden af data, bliver vi dummere, mener forfatteren Per Aage Brandt.
»Man bliver forvirret og usikker, og så bliver man nødt til at købe nogle kloge hoveder udefra som er meget dyrere, end dem man kunne lave før,« siger han. Det scenario kender man fra erhvervslivet. Engang imellem dukker der en selvbestaltet guru op, som tager 50.000 kroner i timen for at levere livskloge banaliteter i overskriftslængde.
»Det er grotesk, men sådan ser det ud, når et erkendelsessamfund bryder sammen,« siger Brandt. Det mener, han er tilfældet med Danmark.
Noget tyder på, at den almene visdom har fået forringede vilkår bl.a. fordi tænkning tager tid, ikke er lettilgængeligt og ikke kan fyres af i en overskrift. Det indebærer, som Seniorforsker, cand.pæd. Erik Sigsgaard ser det, at de grundlæggende spørgsmål, som vi bliver klogere af, ikke stilles ofte nok. Det gælder f.eks. spørgsmålet Hvorfor skal vi gå i skole?
Idet man ikke stiller de grundlæggende spørgsmål, bliver det med Erik Sigsgaards ord »en yderst pragmatisk stillingtagen, der finder sted på baggrund af nærmest forudfattede meninger«.
Ideologiernes sammenbrud, mener han, har medført, at man ikke længere stiller samfundsmæssigt grundlæggende spørgsmål som Hvad vil vi med det hele? I stedet er vi begyndt at formulerer nye ideologier, hvor meningen er fraværende.
En konsekvens af klogskabens retræte er, at glemslen træder hurtigere ind.
»Dårligt er vi blevet kloge på en ting, før tavlen er visket ren til fordel for noget andet,« siger Sigsgaard og nævner nogle betydelige forskningsresultater om børns gebærden, som skabte omtale for 20 år siden, men som i dag er druknet og glemt.
Underskuddet af klogskab kan også være betinget af tidsfaktoren. Aldrig tidligere har så mange almindelige mennesker haft så travlt, som de har i dag.
Det giver visdommen umådeligt dårlige betingelser. Ingen har tid til at høre på et langt fyldestgørende svar, hvorimod den begavede person, der kan sige noget overbevisende i ultrakorte sætninger, har gigantgennemslagskraft i medierne.
Filmskolens rektor, Poul Nesgaard, fornemmer, at mange mennesker, fordi det hele er så omskifteligt og hurtigt, føler sig rodløse. Derfor er de nødsaget til at lægge meget større vægt på at mene det samme som alle andre selv om deres egne erfaringer måtte sige dem noget andet. »Folk har i dag et meget højere grad svigtende selvværd og selvfølelse i forhold til de ting, de selv har erfaret,« siger Nesgaard.
Hjerneforskeren Kjeld Fredens har en anden tilgang til problematikken med at skære ned på videnscentre og skælde ud på specialister og eksperter. Han mener, at vi skal besinde os på, hvad vi vil med den viden, som er et af de væsentligste produkter i vort lærende samfund. For det er let at smide noget væk, som det har taget mange år at bygge op.
Som han ser det, må de gammeldags specialister også selv vise forandringsparathed, for ellers kommer de i klemme. Ifølge Fredens kommer det sig af, at vidensbegrebet har skiftet karakter fra facts, der skal huskes, til fakta, der skal kunne anvendes og forandres. Den analytiske tænkning er ikke længere nok; den må suppleres med klogskab og kreativitet.
»Det er ikke gold viden på samlebånd i bøger, som ingen læser, men nytænkning, vi har brug for,« siger Fredens.
Måske har specialisterne holdt sig for slavisk til deres eget sikre felt og dukket hovedet og ikke bidraget med deres holdninger som samfundsborgere. For eksempel kunne de tage stilling til de forandringsprocesser, som Kjeld Fredens refererer til, og som berører dem selv.
Der skal være nogen, som kan teknikken i detaljer, siger Linda Nielsen, for hvis man ikke har det, risikerer man at bygge på noget, der viser sig at være forkert.
»Men det er et problem, at der ikke er ret mange eksperter, som har lyst til at kaste sig ud i de vanskelige situationer om, hvordan vi skal forholde os til det,« siger hun.
Poul Nesgaard sammenligner tanken om at komme ekspertvældet til livs med at forbyde dygtige, professionelle musikere at spille med den begrundelse, at det ville være mere interessant at høre det, som almindelige folk spiller.
»Så ville vi stå med en umådelig fattigdom, som er indlysende.«
Det blev nævnt, at erkendelsessamfundet er ved at bryde sammen, fordi vi ikke ved, hvad vi skal stille op med dataoverfloden. Hvis ikke erkendelsen skal gå til grunde, kvalt i data, så skal der tænkes noget mere, teoretiseres mere og grundforskes mere. Der skal være en balance mellem den tænkende side og vidensophobningen, siger Per Aage Brandt. Hvis man vil spare penge ved at skære i ekspertstanden, så ryger tænkerne først, advarer Brandt, for tænkerne er de dyreste at have græssende. Uden tænkere bliver erkendelsessamfundet svagere, og trossamfundet og populismen, der følger med, får gode kort på hånden. »Hvis erkendelsessamfundet svækkes tilstrækkeligt meget, så bliver det ædt af trossamfundet, og så skal du bare se...« siger Brandt.
