Elektrisk forvandling

Nyt bokssæt
Trompetisten Miles Davis’ dobbelt-lp Bitches Brew (1970) fremhæves ofte som det nyskabende værk, der forandrede og udvidede jazzen og for alvor satte fusionsbølgen mellem jazzen og rocken i gang. Sandt er det også, at Bitches Brew står som det mest komplekse og komplette værk, der i overgangen fra 60’erne til 70’erne samler tidens tendenser og progressive ånd i sig: Et stående mesterværk i moderne musikhistorie.
Hvis ’heksebryggen’ var kulminationen, hvor Davis nye rockjazz fandt en fuldgyldig form, så kan den dog kun forstås i kraft af den udvikling, som Davis’ musik gennemgik fra hans akustisk baserede 60’er-kvintet med saxofonisten Wayne Shorter, pianisten Herbie Hancock, trommeslageren Tony Williams og bassisten Ron Carter til en ny elektrisk instrumentation afspejlende Davis’
interesse for 60’ernes rock og soul-musik (bl.a. The Beatles, Jimi Hendrix og Sly & The family Stone), hvor nye stortalenter som tangentspillerne Joe Zawinul og Chic Corea, guitaristen John McLaughlin og bassisten Dave Holland blev nøglepartnere. Med dem sker der i Davis’ musik en drejning fra jazzens akkordiske og melodiske strukturer og rytmemønstre til en simplere, dronebaseret musik med fastere defineret rockrytmik, melodisk mere fragmenteret, men harmonisk grænsesøgende og polytonal.

At fortabe sig
Det er denne uhyre kreative fase i Davis’ produktion man kan følge i bokssættet på tre cd’er betitlet The Complete In A Silent Way Sessions; der fortsætter den smukke udgivelsesserie fra Sony/Columbia.
Er man Davis-tilhænger eller blot jazz/rock-interesseret med hang til detaljer og dybere musikalsk forståelse af de skelsættende år ved indgangen til 70’erne, kan man godt risikere at fortabe sig grundigt i dette bokssæt.
Cd’erne dækker de syv studiesessions, der fandt sted i en seks måneders periode mellem 24. september 1968 til 20. februar 1969 og byder på flere aldrig før udgivne takes foruden de oprindelige optagelser i fuld længde, der blev benyttet til at sammenredigere In A Silent Way. Den færdige lp-version er klogt anbragt i slutningen af sidste cd, så bokssættet præsenterer optagelserne i fremadskridende kronologi.
Det er således mindst lige så meget værkstedet, som værket, det handler om. Og strengt taget er udgivelsens titel en salgsgimmick og en konstruktion. For nok dokumenterer de tre cd’er en afgørende udvikling, hvis kreative nørklerier leder frem til skabelsen af In A Silent Way, men disse sessions havde intet navn, og der var ingen overordnet plan. De var blot en del af Davis’ stadige arbejde med og stræben efter at skabe nye rammer for sig selv og sine musikere, og optagelserne leverede også materiale til Filles De Kilimanjaro fra 1969, Water Babies (1976) og de retrospektive Circle In The Round (1979) og Directions (1981).

Mesterlig illusion
Heller ikke afgrænsningen i forhold til stil og instrumentation er konsekvent, eftersom Davis’ musik allerede i anden halvdel af 60’erne begynder at bære præg af inspiration fra soul og rock. Han havde desuden allerede forsøgt sig med både guitar og elektrisk keyboard. Bob Belden har dog i sine noter sans også for forudsætningerne og udviklingen i Davis’ musik op til den dokumenterede periode.
Bokssættet iscenesætter en fascinerende lytterejse gennem boblende og vævende mere eller mindre prægnante kompositioner og eksperimenterende musiceren, der når sin afgørende destination ved studiesession nr. 6, 18. februar 1969. Her falder bandets lyd for alvor på plads med tilføjelsen af John McLaughlin på elektrisk guitar.
De øvrige var Wayne Shorter (sax), Tony Williams (trommer), Joe Zawinul (orgel), Chic Corea og Herbie Hancock (el-klaver), Dave Holland (bas) og Davis selv på trompet.
På tre og en halv time indspilles de grundspor, der senere bliver klippet op og sammen til et helt nyt forløb af producer Teo Macero, hovedarkitekten bag In A Silent Way, der i virkeligheden kan betragtes, som en mesterlig illusion. F. eks. er den 18 minutter lange lp-udgave af »Shhh/Peaceful« klippet om, så den i højere grad end den uredigerede version danner et kompositorisk forløb.

Et genialt træk
Det er også svært interessant at høre, hvor forskellige de to versioner af Zawinul’s titelkomposition, der indrammer »It’s About That Time« på den færdige lp, er, for vi hører først en ikke før udgivet rehearsal af nummeret spillet som en afdæmpet bossa nova og med Zawinuls oprindelige, hyppige akkordskift. Derefter beder Davis uvist af hvilken tilskyndelse McLaughlin om at spille melodien på guitar, men kun over en enkelt akkord – et genialt træk af Davis og udført med største indlevelse af musikerne, hvilket forandrer nummeret radikalt. Således bliver »In A Silent Way« til det smukke, minimalistiske tonedigt i rubato med vibrerende keyboards og orgel i baggrunden, som vi kender det.
Bokssættet er i lækker papkassette indeholdende en hardback-bog med cd’erne og smukt illustrerede 95 sider med diskografiske oplysninger og fremragende noter af Bob Belden. Læsevenligheden sløres dog og sættes på visse sider fuldstændig overstyr med teksten trykt direkte oven i de stofligt smukke, men flimrende fotos og psykodelisk prægede collager; et ikke ubetydeligt irritationsmoment ved en ellers fascinerende lancering af en lille periode med stor betydning i Miles Davis’ karriere.

*Miles Davis: The Complete In A Silent Way Sessions (tre cd’er m. hæfte, ill. Columbia c3k 65362). 450-500 kr.