Læsetid: 3 min.

’Jeg har fået en mening med mit liv som smittet’

30-årige Graca Neves prøver på at redde andre fra at blive smittet med hiv. Et arbejde der forudsætter VK-regeringens velvilje
29. januar 2002

MAPUTO – Da Graca Neves blev testet hiv-positiv, ville hun tage livet af sig selv. Men gennem aids-organisation Kindlimuka har hun fået en mening med de sidste år af sit liv: At oplyse andre kvinder om vigtigheden af kondomer
Der er omkring 35 grader varmt i Mozambiques hovedstad Maputo, og Graca Neves trækker ærmerne op i sin sweatshirt. Underarmene er dækket af mørkelilla sår, som sammen med hendes skelettynde krop giver indtryk af, at den 30-årige kvinde står med sin ene genbrugs-gummisko i graven.
Da Graca Neves for tre år siden blev testet hiv-positiv, var det en dødsdom, hun modtog. Som frugtsælger på markedet vil hun aldrig få sine ru hænder på den dyre medicin, der holder danske smittede i live i op til årtier.
»Min første tanke var: Jeg kan lige så godt tage livet af mig selv, så er det overstået med det samme. Men jeg turde ikke. I stedet gik jeg hjem, murede mig inde i et år og talte ikke med nogen om sygdommen, indtil jeg kom i kontakt med Kindlimuka,« fortæller Graca Neves med henvisning til en mozambiquisk organisation af hiv-smittede, der hjælper andre smittede.

1,1 mio. smittede
Med støtte fra Mellemfolkeligt Samvirke (MS) er Kindlimuka kritisk mod fordomme og fortaler for bedre juridiske rettigheder for de 1,1 million hiv-smittede, den tidligere portugisiske koloni formodes at have. Tallet skal ses i forhold, at der i alt er 17 millioner mozambiquere.
Selv om aids er en meget synlig del af hverdagen, er sygdommen stadig omgærdet af tabu og tavshed. Det er sjældent at møde en mocambiquer, der åbent fortæller om sin sygdom. Den første, der stod offentligt frem, var Kindlimukas grundlægger, Salvadore Mazive. Han er død nu, som det også er sket for efterfølgende ledere. Danske udsendinge for MS bidrager løbende til organisations-opbygningen. Det vil sige udvikling af organisationens evne til at administrere og varetage de hiv-smittedes interesser. Derfor kan Kindlimuka blive ved med at yde hjælp og oplysning under grundlæggerens motto: »Bryd tavsheden.«
Den anbefaling lever Grace Neves op til:
»Kindlimuka har givet mig en mening med mit liv ved at sørge for, at jeg kommer ud på skoler og i virksomheder. Her taler jeg om, hvor vigtig det er at beskytte sig mod hiv. Forhåbentlig kan jeg redde liv på den måde.«
Hun har kun få års skolegang og selv om, hun var klar over, at hendes mand gik med andre kvinder, havde Graca Neves ikke hørt om kondomer, før det var for sent. Manden er forlængst stukket af fra hende og deres ti-årige datter, Amanda. Datteren er ikke smittet og bliver en dag et tal i statikken over børn, der er blevet forældreløse på grund af aids. Det skete for 60.000 mozambiquiske børn i fjor.
»Det er ikke mindst for børnenes skyld, at jeg taler åbent om min sygdom. Jeg vil informere andre kvinder om, at hvis de ikke får deres mænd til at bruge kondom, kan deres børn meget vel ende uden mor lige som min datter.«

*Marianne Holst er informationsmedarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i Mozambique
*Læs mere på www.ms.dk
*Læs om regeringens planer for udviklingspolitikken og de seneste forlydender om besparelser på http://fakta.information.dk/u-land

Dem vi ikkehar råd til
Regeringen vil spare på u-landsbistanden for at gøre noget ved ventelisterne på sygehusene. Den omfordeling kan ramme mange fattige mennesker. Information sætter ansigter på mulige ofre for Danmarks besparelser

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu