Læsetid: 3 min.

Familien Danmark under Besættelsen

Claes Johansen tegner et folkelivsbillede fra mørklægningens tid
18. januar 2002

(2. sektion)

Roman
For nogle år siden skrev Claes Johansen i et af sine erindringsessays i bogen I mørket bag min albue om sin tidlige fascination af krigsbøger og sine egne forsøg på selv af skrive dem i gymnasietiden, mens kammeraterne ellers sad bøjet over deres fysikrapporter. Han fortæller også om en morfar, der omkom under Besættelsen ved et uheld, men blev opfattet som frihedskæmper.
Emnet har haft godt fat i ham, lige fra gennembrudsromanen Smuk er døden, som I fik (1989) om krigen i 1864, fulgt af Fodfolk (1997). Et andet motiv, der stadig dukker op, er rockmusikken, der med den udøvendes selverfaring indgår i opvækstemaet. Også det er genkommende, bl.a. i romanen Tvivleren (1995), der desuden har England som miljø, dér hvor den 44-årige forfatter er bosat.
Det er da også noget af det stof, han anvender i sin nye roman om besættelsestidens Danmark, Og ingen véd hvordan det går – et folkelivsbillede, der kalder stemninger og tilstande frem i vores land, som med lukkede øjne dog mærkede krigen nærme sig og søvndukkent vågnede op 9. april uden at skride til anden aktion end at lade et par arme soldater blive dræbt af den fremrykkende værnemagt.
Et af vidnerne er den værnepligtige Leif, en gennemgående personer i kollektivromanen, der fører os frem til 1943. Fortsættelse følger efter al sandsynlighed i de fiktionsspor, som er lagt tæt på historiens gang.
Fortællerstemmen er tydelig, selv om de fleste ræsonnementer finder sted i nærheden af den ene eller anden person.
Fornemmelsen af eftertidens mereviden er ikke ganske søgt fjernet trods titlens påstand om, at ingen véd, hvordan det vil gå.

I samme båd
Claes Johansen skriver gerne med krasbørstig realisme, men synes ikke overalt at have tilstræbt en mere fænomenologisk samtidsbevidsthed.
Enkelte anakronismer kan antræffes i sproget. ’Skidegodt’, mener jeg i hvert fald først at have lært at sige en del år senere, måske ved den tid H.C. Andersens Boulevard fik sit nuværende navn. Under krigen hed den faktisk endnu Vester Boulevard. Ellers er der tale om sikker
research og brug af al den krigslitteratrur, forfatteren tyrer.
Han har på flappen digtet en remse om bogens personer over revyvisen »Vi er alle i samme båd«, hvad de kun i én forstand er, for hele spektret fra samarbejdsvilje til modstandsbevægelse, fra Frikorps Danmark til kommunistisk aktivitet er udfoldet i sindrige mosaikkapitler, et kompositorisk netværk, som også fastholder en elementær spænding. For så vidt alligevel familien Danmark med dens dydsmønstre, sorte får, uvorne unger, dagdrivere og småforbrydere.

Sociale lagdeling
Den sociale lagdeling er åbenbar med akademikere, kunstnere, postfunktionærer, politimænd, cykelsmede, swingpjatter, gymnasiaster, rodløse unge, der øver dansemusik i kælderrummene eller udøver blufærdig erotik. Dertil kommer nyvakte sabotører, en efterretningsofficer med mange elskerinder og en kammerat, der flygter til England og kommer tilbage i faldskærm, men bliver dræbt af emsige betjente. Spildsamlere, husvagter, sortbørshandlere, producenter af illegale blade og mange andre væver tilsammen en righoldig gobelin, der bliver til et levende billede gennem de skæbner, der følges gennem perioden, opladet med en sprængfarlig latens under landets officielle samarbejdspolitik.
Sammen med erindringslitteraturen fra tiden og med det voksende udbud af ny forskning om de fem forvandlende år, der stadig er fulde af gåder, er Claes Johansens roman et godt læsertilbud fra en nøjeregnende fantasi. Bogens smukke omslag, tilrettelagt af Ida Balslev-Olesen, viser Søren Hjorth Nielsens maleri af den mennesketomme Fredensbro i København – den besatte by, som er romanens hovedscene.

*Claes Johansen: Og ingen ved hvordan det går. 366 s., 275 kr. Forum

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her