Læsetid: 6 min.

De fattigste rammes af klapjagt på islamister

De omfattende lukninger af de islamiske sociale institutioner i Gaza rammer hårdt i flygtningelejrene. Lukningerne kan få fatale konsekvenser både for Israel og Selvstyret
21. januar 2002

JABALIYA/GAZA BY – I et lille koldt kontor med nøgne hvide vægge i hjertet af Jabaliya-flygtningelejren nord for Gaza by sidder syv kvinder iført den traditionelle islamiske klædedragt – ankellang jakke og et tørklæde tæt svøbt omkring håret.
En lille spinkel kvinde med en tyndt hvidt tørklæde om hovedet og en cirka tre-årig dreng hængende i de sorte skørter træder frem til rummets eneste bord, hvor kontorets leder, Ola Abu Daien, underskriver en check på 270 israelske shekel (621 kr.).
»Min mand er død,« forklarer kvinden med et forlegent forsøg på et smil, mens hun kvitterer for checken ved først at trykke sin pegefinger på en pude med sort sværte og dernæst på et stykke papir.
De syv kvinders historie er den samme: Deres mænd – familiens forsørger – er død, og den øvrige familie har ikke råd til at forsørge dem. Det eneste sted, de nu kan vende sig for at få hjælp, er de private sociale institutioner. Og det er derfor de i dag er mødt op på The Islamic Association’s sociale kontor.

Stor fattigdom
Behovet for hjælp er enormt i det tætbefolkede Gaza, hvor 72 procent af de omkring 1,2 millioner indbyggere lever under fattigdomsgrænsen. Det tal er steget stødt i løbet af de seneste 15 måneders intifada, hvor arbejdsløsheden er steget til 51 procent, efter at lukningerne af grænserne har afskåret familieforsørgerne fra at tage på arbejde i Israel.
»Vi har mærket en stor stigning i antallet af folk, der kommer for at bede om hjælp, siden intifadaen begyndte. Sidste år uddelte vi omkring 50.000 madrationer,« forklarer Naser abu Zaidh, en cirka 40-årig mand med rødligt fuldskæg, der er leder af organisationens Jabaliya-afdeling.
»Det er hovedsageligt et resultat af lukningerne af grænserne til Israel. Jeg har lige besøgt en familie for at fortælle, at vi endnu ikke har fundet en sponsor til dem, og de brød ud i tårer, for de har ingenting at leve for. Det er meget, meget hårdt for folk. Bare det at komme her for at bede om hjælp er svært for mange.«
The Islamic Association blev stiftet i 1976 af medlemmer af Det Muslimske Broderskab, hvorfra Hamas udsprang under den første intifada i 1987. I alt har organisationen ni afdelinger i Gaza-striben. Udover at finde sponsorer til fattige familier blandt organisationer og private i og uden for Gaza, driver organisationen omkring 40 børnehaver, Det Islamiske Universitet, sportsklubber mm. Målet med oprettelsen af de sociale aktiviteter i 70’erne var at sprede det islamiske budskab til store dele af den palæstinensiske befolkning gennem blandt andet velgørenhed. Denne islamiske profil samt forbindelserne til Hamas og Islamisk Jihad har siden vist sig at være problematisk for de sociale afdelinger. På trods af det enorme humanitære arbejde, institutionerne udfører, lukkede Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed (PA) i midten af december – igen – en lang række af institutionernes kontorer.
»Hovedkvarteret i Gaza By og sportsklubben er blevet lukket, og vores bankkonti er blevet indefrosset. I alt er omkring 17 aktiviteter blevet lukket. I lejrene har de indefrosset pengene – det betyder, at mange aktiviteter automatisk er lukket,« fortæller den øverste leder af organisationen, Ahmed Baher, også kendt som Abu Akram, der afviser, at organisationen har noget som helt med de islamiske modstandsgrupper at gøre.
»Vi har ingen relationer til Hamas og Islamisk Jihad, men jøderne presser PA til at lukke vores kontorer, fordi de ønsker ikke, at der bliver ydet social hjælp til palæstinenserne. De anser os for at være terrorister – er vi, der udfører socialt arbejde, terrorister?« spørger Baher, hvis personlige relation til Hamas der dog ikke hersker nogen tvivl om.
Kilder i Gaza beskriver ham som »en af de mest prominente ledere af Hamas i Gaza«.
Selv om Ahmed Baher adskiller de sociale og de politiske og militære aktiviteter, vil han dog ikke tage afstand fra selvmordsangebene på Israel, der skaber det pres fra Israel og USA, som i sidste ende resulterer i lukningerne af de sociale kontorer.
»Jeg vil gerne fastslå, at martyroperationer – ikke selvmordsoperationer – er selvforsvar. Og selv om der i en lang periode ikke var nogle martyroperationer, fortsatte Sharon sin politik med likvideringer og drab på civile. Vi er et folk, der lider, og selvforsvar er en ret for et folk, der er under besættelse. Jeg håber, at Verden forstår, at israelerne kom til vores hjemland som besættere – hvis de vil løse deres problemer, må de forsvinde,« siger Ahmed Baher i samme rolige tonefald, som da han beskrev organisationens sociale aktiviteter.

Øget pres
Siden lukningerne har de tilbageværende sociale kontorer i Jabaliya-lejren mærket en stigning i antallet af mennesker, der søger deres hjælp. Dermed bliver der også flere afslag, og det skaber frustrationer hos befolkningen – frustrationer, der blot yngler flere unge selvmordsaspiranter.
»Israel og USA begår en stor fejl ved at kræve de sociale institutioner lukket – om ti år vil vi have en masse unge, der ikke er uddannede, og som hader Israel og USA endnu mere end i dag,« siger Naser abu Zaidh, der ikke vil kritisere Selvstyremyndigheden for lukningerne.
Det vil den almindelige palæstinenser til gengæld gerne. Hun ser PA lukke de organisationer, der garanterer hendes families overlevelse, samtidig med, at PA ikke selv yder nogle nævneværdige sociale ydelser.
Første september sidste år åbnede Ministeriet for Religiøse Anliggender godt nok et kontor i lejren, men indtil videre er der ikke fulgt penge med, fortæller kontorets leder fra sit lille lokale i en halvfærdig bygning midt i lejren.
»Jeg betragter det som frivilligt arbejde, for jeg har endnu ikke modtaget løn – selv kaffe og te betaler vi selv. Der er heller ikke kommet nogle penge til at imødekomme alle ansøgningerne,« siger Fakhri Abu Habel og peger rundt i lokalet.
På skrivebordet ligger seks bunker ansøgningsskemaer med små pasbilleder af børn klipset i højre hjørne. Yderligere en stak med ti plastiklommer fulde af ansøgninger ligger på kontorets eneste reol, og i en papkasse på gulvet flyder de fulde plasticlommer over kanten.
»Siden vi åbnede for fem måneder siden, har vi modtaget mere end 10.000 ansøgninger om økonomisk hjælp fra trængende familier og studerende, der søger om støtte til at betale undervisningsafgift på universiteterne,« forklarer han.
Som de islamiske institutioner er han alene afhængig af rige donorer fra ind- og udland, der enten sender penge øremærket en bestemt kategori af trængende eller selv udvælger familier, som de ønsker at støtte med et beløb hver måned.
Mens Fakhri Abu Habel fortæller, kommer der hele tiden kvinder forbi kontoret for at høre, om der er fundet en sponsor til deres familie. En enkelt kvinde i lang brun jakke og matchende tørklæde har fået positivt svar og kommer for at ordne nogle detaljer. En familie i De Forenede Arabiske Emirater har besluttet af støtte uddannelsen af to af hendes syv børn.
»Min mand er død, og alle mine brødre har selv en stor familie og er blevet arbejdsløse, så de kan ikke hjælpe os. Vi lever af almisser og forsøger at få pengene til at række så længe som muligt ved ikke at købe kød,« fortæller den 43-årige Galia Frhad, mens hun fremviser billeder af de to børn.
Taghreed Ezzat, en 24-årig kvinde med tre børn og en arbejdsløs mand, har søgt om penge til at fortsætte sin uddannelse som sygeplejerske, men endnu er der ikke fundet en donor.
»Jeg solgte alt mit guld for at få råd til første semester, så hvis ikke der kommer en donor, må jeg droppe ud. Men ved at søge har jeg i det mindste gjort, hvad jeg kan,« siger Ezzat, hvis familie også overlever på de madrationer, der uddeles af de islamiske organisationer og UNRWA.
Men med lukningerne af flere af de islamiske sociale institutioner er det blevet sværere at mætte alle maver, og det kan ikke kun blive fatalt for Israel, når flere og flere desperate unge mænd melder sig til at udføre militære operationer mod landet. Også for PA kan lukningerne give bagslag, advarer Ahmed Baher:
»Disse lukninger har skabt en stor depression i de palæstinensiske familier, der overlever af støtten fra vores institutioner, og det kan udvikle sig til en eksplosion af vrede – måske mod PA. Men vi håber, at vi får løst problemet, før det sker,« siger han i håb om, at kontorerne snart får lov at genoptage arbejdet.

*Dette er den femte i en serie artikler fra Gaza, hvor Information tilbringer en måned på invitation fra Folkekirkens Nødhjælp.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her