Læsetid: 4 min.

Film i tv

25. januar 2002

(2. sektion)

*Fred Astaire sættes sjældent i forbindelse med det bekendende og selvbiografiske, men musicalklassikeren Let på tå lancerer ham i rollen som en danser, der er ved at gå lidt bag af dansen – som Astaire selv var det, da filmen blev lavet i 1953. Nye stjerner som Ava Gardner stjæler opmærksomheden fra Astaires figur, og derefter slentrer han på sin uforlignelige fjerlette manér hen ad jernbaneperronen, mens han med en blanding af vemod og fortrøstning synger By Myself. Den nu 54-årige Astaire er lidt af en fortidslevning, men ikke mere end at han snart kan kaste sig ud i den virtuose, livsglade A Shine on Your Shoes, danse romantisk med Cyd Charisse i Central Park (Dancing in the Dark), klovne veloplagt, når showet The Band Wagon sættes op og være en spændstig hårdkogt helt i det store afsluttende nummer Girl Hunt Ballet, der er en inspireret surrealistisk pastiche over de sorte kriminalfilm.
Der kan sagtens argumenteres for, at Let på tå er den bedste film i Astaires glorværdige karriere, og den, der har set ham danne gentleman-par med Jack Buchanan i det lille elegantier-nummer I Guess I’ll Have to Change My Plans, har set det fuldkomne. Samme Buchanan er i øvrigt en vældig gevinst for filmen som en excentrisk iscenesætter, der gerne vil gøre Broadway-musicalen mondæn ved at bruge Faust-historien som udgangspunkt. Han gøres venligt til grin, inden han kommer ned på jorden med erkendelsen af alle genrers ligeberettigelse. There’s No Business Like Show Business forsikrer filmens nu lidt forslidte udgangsmelodi, og med Astaire i centrum og Vincente Minnelli (Liza’s far) ved instruktørroret leverer filmen det bedst tænkelige bevis for slagerens påstand. Den uforglemmeligt langbenede Cyd Charisse er den veldansende heltinde, og for manuskriptet står Betty Comden og Adolph Green, der også skrev musicalklassikerne Syng i sol og regn og Sømænd på vulkaner.
The Band Wagon/Let på tå. DR 1, fredag kl. 13.20-15.10

*Morten Grunwald er nu magtfuld filmkonsulent med tilhørende panderynker og polemikker, men i 1960’erne var han for det meste den glade dreng i dansk film. For eksempel her, hvor han er den uforbederlige indbrudstyv Herluf ’Smukke Arne’ Jensen, indlagt på en hospitalsstue, hvor alle jo er lige, og stemningen derfor god mellem patienterne. – I denne veloplagte kriminalkomedie fra 1964 oplever fem hospitalsindlagte mænd fra meget forskellige miljøer et fælleskab, der sætter dem i gang med et
højst usædvanligt bankkup. Filmen blev i sin tid meget populær og tilmed godt modtaget af anmelderne – en sjælden kombination dengang! Grunwalds ’Smukke Arne’ er den udfarende kraft i kampen mod en pengeafpresser, og han hjælpes af sin forførende kæreste, Rosa, der kan gøre uvurdérlige studier i marken. Hun spilles af datidens mest attraktive erotiske komedienne Judy Gringer, og Sven Methling instruerer den slagfærdige komedie med håndelag og en vis verve. Han fik siden succes med sin familiefilmserie om Krummerne. – Smukke Arne spilles suverænt og musikalsk af Morten Grunwald, og Judy Gringer er sød og sexet som hans veninde Rosa. Den altid noble Emil Hass Christensen spiller byretsdommer Winther, der vover sig ud i bankrøver-faget, og Louis Miehe-Renard og Bent Rothe er blandt medlemmerne i den lille femmands-gruppe. Sven Methling har selv skrevet manuskriptet i samarbejde med Ole Boje.
Fem mand og Rosa. DR 1, lørdag kl. 20.00-21.40

*New Yorks kunstscene i 1980’erne oplevede et fænomen med mytestof i sig, da den purunge graffiti-kunstner Basquiat byttede anonymiteten ud med berømmelsen og blev genstand for bl.a. Andy Warhol-klanens interesse. Filmen om det sorte stjerneskud, der døde som 27-årig, er lavet af hans gamle ven og konkurrent Julian Schnabel og gør da også meget for at virke indviet og moderigtig. David Bowie spiller Andy Warhol, Dennis Hopper den schweiziske kunsthandler Bruno Bischofberger, og desuden er filmen overstrøet med in-navne som Gary Oldman, Christopher Walken (der spiller journalist), Parker Posey, Courtney Love og Willem Dafoe. Basquiat selv lukker dog sjældent – i Jeffrey Wright karismatisk gådefulde skikkelse – for alvor op for posen, så man føler sjældent, at man mere end skraber overfladen af det både kontroversielle og feterede fænomen. – Filmen er fra 1996.
Basquiat. DR 1, lørdag kl. 23.20-01.00

*Krzysztof Kieslowski var i diabolsk sprudlende fortællehumør, da han i 1993 lavede sin næstsidste film, den satiriske fabel Hvid, andet afsnit af hans berømte farvetrilogi placeret midt imellem Blå og Rød. Her sparkes den nygifte, impotente polske frisør Karol ned i skidtet af sin franske skønhed af en kone, Dominique (Julie Delpy). Hun filmes i nogle af Kieslowskis vanligt sjælfulde nærbilleder, men er først og fremmest en slem strigle, der måske kan ses som en symbolsk figur, repræsenterende det Vesteuropa, der så glædestrålende hilste demokratiseringen i Østlandene for derefter nærmest at lade dem sejle deres egen sø. Karols impotens står også for økonomisk afmagt, og han må efter sit parisiske eventyr vende næsen hjemad til et afrakket Polen, som skildres med samme ætsende ironi som den franske forhærdelse. »Endelig hjemme!« som Karol galgenhumoristisk udtrykker, da han lander midt i trøstesløsheden. Karol fører sig frem på det sorte marked og udklækker en snedig plan for at hævne sig på den franske hustru, som han stadig er besat af. Karol er splittet mellem øst- og vesteuropæisk kultur – med sit tvedelte sind lever han to liv, hvilket også til en vis grad blev Kieslowskis egen skæbne. Han døde alt for tidligt i 1996.
Trois couleurs: Blanc/Hvid. Sverige 2, mandag kl. 2240.-00.10

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu