(2. sektion)
Historie
»...Selv om man taler flydende dansk og på alle måder er velintegreret, tager det altså adskillige generationer, før ens verden går fra denne muld. Dine forældre skal simpelthen være formuldet her, før man for alvor kan høre rigtigt hjemme i Danmark...
Ovenstående er udtalt af den trendy danske sognepræst Kathrine Lilleør i et Politiken-interview i juledagene. Hermed skal i forhold til denne særlige sammenhæng at bringe citatet i naturligvis ikke forstås, at pastoren kan eller bør slås i hartkorn med Heinrich Himmlers og nazisternes Blut und Boden og magten og æren til de racerene i syv led tilbage. På ingen måde.
Det grundlæggende slægtskab mellem to ellers vidt forskellige forestillingsverdener, er imidlertid påfaldende som dansk borgerlig trend i tiden. Ideen om at slægten skal have sin rod i jorden for i sandhed at tilhøre folket, findes vel at mærke allerede tidligt i Danmark i temmelig rendyrket form hos Grundtvig, hvis tolerance over for det anderledes uanset opblødende passager i digtene var til at overse. Gerne, om det skønnedes fornødent, førte han i polemiske sammenhænge diskussionen over i racen. Meïr Goldschmidt f. eks. var i Grundtvigs nationale øjne ikke rigtig dansk. Ej kristen, ej runden af den danske muld, uanset at Goldschmidts forældre havde ladet sig formulde i den, men jøde eller hebræer, som man sagde dengang. Det var ikke tilstrækkeligt, at Goldschmidt skrev, talte og tænkte dansk bedre end de fleste i guldalderen. Kristendommens annammelse var naturligvis en anden forudsætning, som man også jævnligt hører hos Krarup og ligesindede. Danmark i 1000 år, hvor en lang, påstået entydig forhistorie helst tilbage hvor kilderne er tørret ud bliver del af liturgien.
Hellig nationaljord
I den perverterede form bliver hint og beslægtet tankegods til noget mere ubehageligt. En af Adolf Hitlers mest trofaste håndlangere satte tidligt den fallerede postkortmalers racistiske månevrøvl i system og kreerede sammen med et betydeligt administrations- og forskningsappparat en sammenhængende racerenhedslære med udgangspunkt i den tyske jord. Ingen var ifølge tankegangen, lanceret tidligt af Hitler selv, bedre kaldet til tyskheden end bonden og hans ariske afkom. Bonden havde den fysiske kontakt til og i jorden, i hvis hellige substans det rene tyske blod var udgydt. Seksualfantasier om at bole med jorden lå lige for.
Jøden måtte som den fremmede fordærver uanset at jødens slægt måske havde levet så nogenlunde erhvervsmæssigt integreret i Tyskland i
generationer stå længst fra den nazistiske blodbestemte perleport. Men selv den arisk rene byboer var sekunda-tysker i forhold til bonden med hans jord. Blut und Boden hed det jo.
Arbejdet, bloden og jorden kunne man også hævde. Andre totalitære systemer har dyrket samme værdier. Man behøver blot at tænke på Pol Pot, der jog de sofistikerede, eller blot folk der bar briller, ud i landet for at slide sig til blods med det ædle grundstof.
Jord og livsret
Historikeren og filologen Allan A. Lund har i en veldokumenteret undersøgelse sat sig for at skildre det teoretiske og praktiske apparat, Himmler opbyggede og som tjente nazisterne til renselse af det tyske folk. Institutionen SS-Ahnenerbe var et centrum i det Himmlerske magtimperium. Her bestemte man den tyske borgers ret eller ikke ret til at være tysk. Her forvaltede man gradbøjningen af racerenheden, og her udfoldede videnskabsmænd deres alt andet end videnskabelige undersøgelser og forsøg. Det sidste var det værste, idet kz-lejrene beredvilligt leverede menneskeligt forsøgsmateriale til nazi-forskerne, der konsekvent slog deres forsøgspersoner ihjel oftest under de frygteligste lidelser.
Folk der ikke var runden af den tyske jord havde i det hele taget problemer, de havde ikke ret til nationen, til riget og som konsekvens heraf: ikke ret til livet.
Det siger sig selv, at det var de personer der i et ukendt antal generationer havde haft deres rodnet i Tysklands jord, som bestemte andres ret eller det modsatte til at være rigtige tyskere. Det skulle Kathrine Lilleør og andre med disse raske nationale paratdefinitioner nok tage og tænke lidt over.
Allan A. Lunds bog er overordentlig detaljeret i udredningerne af ophav og udviklingslinjer i denne nazistiske Blut und Boden forestilling, der så forfærdende fører lige ud i Holocaust. I sidste ende lykkeligvis også til nazismens egen undergang.
Af andre ophavsmænd omkring Hitler var Walther Darré ifølge Lund den, der mest udpræget pegede på den hellige muld. Men ideen var væsentlig ældre end Darré og nazismen, som så meget andet af den mystik der var dennes og andre nationalforestillingers sumpede grundlag. Hitler har uden tvivl tilegnet sig også disse tanker ved den mængde af underlødige politiske pamfletter, han angiveligt satte til livs som arbejdssky dagdriver i Wien i årene før 1. verdenskrig. Heri fandt den kommende diktator og folkemorder rigeligt med formørket mystik, hvoraf ikke så lidt i øvrigt kan spores tilbage til kelterne. Dette pløredes herefter af de religiøse energier i det yderste germanske højre sammen med dyrkelsen af Kristi blod og vulgærkristendommens almindelige svælgen i lidelse, skyld og straf.
Wagner mangler
Måske savner læseren hos Lund den særligt ondartede side af raceaspektet og germanologien som er at finde hos Richard Wagner og måske især kredsen omkring denne. Joachim Köhlers fremstilling: Wagners Hitler er i den forbindelse værd at gæste. Det kan undre at Lund ikke tager stilling til denne meget velargumenterede undersøgelse og inddrager Köhlers temmelig rystende overvejelser.
Læs ikke desto mindre
Allan A. Lund. Hans lærde bog er værd at blive klog af og deprimeret over. Også ved tanken om det væld af nazistiske inficerede embedsfolk og andre i ledende stillinger, der bare fortsatte i deres positioner i det nye Tyskland efter 1948. De passede glimrende med de traditionelle, konservative nationalforestillinger hos kristdemokraterne. Man aner et sted en egen forståelse for den i andre sammenhænge forkastelige Rote Armé og andre rabiate venstrebevægelser, der jo netop udsprang af vrede over forældregenerationens dengang manglende selvopgør. Dommere, politifolk, militær, forskere, skolefolk o.a. hyldede fortsat Blut und Boden-tanken. Som altså også har sine mere eller snarere mindre bevidste efterplaprere her til lands.
*Allan A. Lund: Hitlers håndlangere. Heinrich Himmler og den nazistiske raceideologi. 318 s., 298 kr. Samlerens Forlag
