Læsetid: 3 min.

Forbrugere, klienter eller solidariske deltagere?

At vores kultur er blevet individualiseret betyder ifølge Henrik Kaare Nielsen ikke, at vi er blevet egoister
18. januar 2002

(2. sektion)

Synspunkt
’Mig først’: Det er et refræn, man kender fra livsovervejelser i det ny millennium: ’mig først.’ Og undervisere rapporterer fra gymnasier og folkeskoler om individualisering som indiskutabel tendens. Mens pessmistiske kultursociologer går et skridt videre. Og leverer en diagnose: Narcissime.
I sin seneste bog Kritisk teori og samtidsanalyse gør Henrik Kaare Nielsen opmærksom på, at man ikke kan slutte fra individualisering som præmis til det store forfald som konklusion. Individualisering er udtryk for en reorganisering snarere end en opløsning af samfundsmæssige relationer:
»Opløsningen af overleverede fællesskabstyper er en integreret del af den hidtidige moderniseringsproces. Pointen er, at hermed ophører samfundsmæssigheden ikke. Den gensidige og næsten altomfattende udvekslingsrelation med andre mennesker ophører ikke. Den antager andre former. I størstedelen af den moderne periode har vi trukket på førmoderne typer af sammenhænge omkring lokalsamfundsstrukturer, slægts- og familieformer, traditioner, som er knyttet til det religiøse verdensbillede. Vi har gennem de sidste par hundrede år forandret, men samtidig trukket på overleveringer af traditionelle typer relationer.«
– Hvilke moderne former fremtræder som alternative fællesskabstyper?
»Det, der er trådt frem med særligt eftertryk inden for de sidste 20 år, er en logik, der hele tiden har ligget i den moderne udvikling. Den sætter sig langt mere rent igennem i dag: Tendensen i den moderne samfundsudvikling er, at marked, stat og civilsamfund i skiftende indbyrdes dominansforhold er de principper, som overtager formidlingen af de mellemmenneskelige relationer. Der er vi sat i en valgsituation, som handler om at vælge, efter hvilke principper vi vil engagere os i udvekslingen med andre mennesker.«

I markedsmæssige relationer forholder den enkelte sig til fællesskabet ved at forfølge sin egen særinteresse. Den statslige relation er reguleret af lovfæstede principper, hvorimod civilsamfundet er det demokratiske, offentlige rum. På markedet er man forbruger, i staten er man efterhånden klient, mens man i civilsamfundet optræder som demokratisk borger.
»I det civile samfund træder vi ind i en moderne fællesskabsdannelse i et kommunikativt forhold til hinanden. Det gør vi i den offentlige debat, hvor vi ved at deltage viser gensidig anerkendelse af, at vi i samfundet har nogle fælles anliggender.«
»Det er det overordnede niveau. Men der er også hverdagspraktiske fællesskaber, som ikke længere
refererer til lokalsamfundets traditioner eller til, at man er i familie med hinanden Vi danner hele tiden nye fællesskaber, hvor demokratiske processer og identitetsdannelser kan tage deres udspring.«
– Kan man sige, at vi som mennesker ikke kan undgå at etablere nye fællesskaber?
»Jeg vil ikke gøre det til et overhistorisk fænomen, men i den type samfundshistorie, som vi er en del af, er det rigtigt. Allerede i kraft af vores vidt forgrenede samfundsmæssige arbejdsdeling er vi grundlæggende afhængige af hinanden. Spørgsmålet er hvordan vi bearbejder og organiserer den gensidige afhængighed.«

Det blev sagt før og efter valget i november: Det går dårligt med solidariteten i Danmark. I sin bog reflekterer Kaare Nielsen over muligheden for en ’genopbygning af solidaritet som ressource i livsverdenen.’
»Der er områder, hvor solidariteten stadig er til stede. Det store befolkningsflertal forholder sig hele tiden til en fælles etik, forstået som en forudgiven normativ ramme for vores handlinger i samfundet. Der er en lang række antagelser, som vi slet ikke tematiserer, om, hvordan man bør omgås andre mennesker.«
– Men du skriver om at genopbygge solidaritet?
»Det er en anerkendelse af, at solidaritet faktisk har eksisteret i livsverdenen: bondebevægelse, husmandsbevægelse, arbejderbevægelse, kvindebevægelse. Alle de kollektive bevægelser, som har været banebrydende for demokratisering og velfærdsudvikling i vores samfund. De bevægelser var baseret på en solidaritet, som folk identificerede sig med og handlede efter. Det var en kollektivistisk solidaritet. Det, der er sket siden 60’erne og fremefter, er, at de kollektive livssammenhænge, som opretholdt den livsverdensolidaritet, begyndte at gå i opløsning til fordel for individualiserede livssammenhænge.«
»Mit normative udgangspunkt er, at en højere grad af deltagelse i den demokratiske proces er forudsætningen for en styrkelse af det demokratiske samfund. Og den styrkelse vil bero på en genopbygning af solidaritet som en livsverdensressource; nemlig som motiverende faktor for demokratisk deltagelse. Udfordringen er, at den selvfølgelige kollektive erfaringshorisont for udviklingen og positioneringen af solidaritet har vanskelige vilkår i dag. Den skal så at sige skabes på ny med udgangspunkt i en individualiseret livsverden og dennes vilkår for identitetsdannelse.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her