Læsetid: 4 min.

Fordomsfrie fortolkere

Patricia O’Callaghan og Jubilant Sykes er klassisk skolede sangere, der fordomsfrit fortolker populærmusikere fra Leadbelly over Dylan og Cohen til Jefferson Airplane og Pearl Jam!
19. januar 2002

Nye cd’er
Det har taget den rockbaserede populærsang lang tid at etablere sig som mulighed blandt fortolkere, hvis afsæt ligger i såvel klassisk som jazz – disse syntes i en uendelighed tilfredse med at bearbejde de Tin Pan Alley-kompositioner og musical-numre, der fra omkring midten af det 20. århundrede etablerede en kanon af melodier, som det i sandhedens interesse stadig er muligt at gå tilbage til og finde nydelse og udfordring i.
Denne signatur skal være den sidste til at affærdige de bedste sange fra folk som Irving Berlin, Harold Arlen, Frank Loesser, Cole Porter, George Gershwin, Richard Rodgers med såvel Lorenz Hart som Oscar Hammerstein II, Johnny Mercer, Jerome Kern, Loewe/Lerner, Kurt Weill m.fl. ... eller begynde at argumentere for, at de ikke udgør noget af det mest udpræget amerikanske ved hele det 20. århundrede.
Ikke desto mindre var det en tradition, der henover årtiets midte blev trængt af først Elvis Presley-generationen og siden nærmest fejet af banen af Beatles, Dylan og disses samtidige, der simultant indførte auteur-begrebet i populærmusikken, med rockkunstneren som en selvforsynende enhed, der spillede, sang, skrev, arrangerede og ofte gerne selv producerede sin musik.
De ofte komplekse melodier og raffinerede harmonier, der prægede den af (let) klassisk musik inspirerede Broadway-tradition afløstes af en mere tilgængelig og folkelig form, hvor der ikke længere stilledes samme krav til teknik og musikforståelse. Det vil nogen begræde, men det betyder ikke, at der ikke er skrevet et hav af gode, mindeværdige sange de sidste 40 år, som kan tåle fortolkninger fra andre end reverensfulde rockkollegaer.

Imponerende
Det sker tiere og tiere, at jazzkunstnere forsøger sig med andre standards end »It Might As well Be Spring« eller »Body & Soul« – den fortrinlige jazzsangerinde Cassandra Wilson har f.eks. taget Neil Youngs »Harvest Moon« og U2’s »Love Is Blindness« under kærlig behandling, ja sågar The Monkees’ »Last Train To Clarksville« giver hun en meningsfuld og personlig drejning, så kom ikke her.
Lægger man øre til den canadiske sopran Patricia O’Callaghans Real Emotional Girl, finder man også her sange, der ikke normalt forbindes med den tradition. Mest imponerende fremstår hendes ’forvanskning’ af Bob Dylans »Like A Rolling Stone«, som hun trods dens karakter af udtrådt traver formår at give nyt liv og nye betydninger.
At kalde hende klassisk sanger er at tage munden for fuld, eftersom det er i den mere avancerede ende af cabaret-traditionen hun bør placeres, men teknikken bærer præg af disciplin og skoling ... og så kommer man ikke længere fra Mr.
Dylan himself!
Endnu tættere på O’Callaghans hjerte står Leonard Cohen, repræsenteret med fire sange, hvoriblandt »I’m Your Man« i kvindemund automatisk antager nye dimensioner, selvom det er den surrealistiske vals, »Take This Waltz«, der når længst ud ... og ind!
Akkompagneret af små grupper med varierende besætninger og klaveret som eneste konstant er pladens største overraskelse dog et Pearl Jam-nummer; overraskende, fordi Pearl Jam ikke kan kaldes store melodiskabere, men deres »Better Man« lyder direkte indbydende i O’Callaghans mund.
Der findes også cabaretmateriale i form af tre Kurt Weill-kompositioner og en håndfuld franske sange, hvor den klassiske Broadway-tradition får et nik med en indfølt »Lucky To Be Me« af Leonard Bernstein. Patricia O’Callaghan står med Real Emotional Girl som en fornem og lovende eksponent for den type fortolker, der ikke skelner til genrer, kun til kvalitet.

Stilistisk vidtfavnende
Det samme tør man uden bæven hævde om den prægnante baryton Jubilant Sykes, der stilistisk spænder både videre og bredere end O’Callaghan – fra blueskoryfæer som Son House, Robert Johnson og Leadbelly over den mesterlige sangskriver Richard Rodgers (med henholdsvis Hart og Hammerstein som tekstleverandører) til moderne koryfæer som Bruce Springsteen, John
Hiatt, Bob Dylan, Brian Wilson og Tom Waits leverer han med Wait For Me et imponerende bud på fortolkningskunst på et højt, højt plan. Han formår at fusionere klassisk teknik med afroamerikansk sjæl – nej, ikke soul – tilsat et skær af sjældent hørt raffinement.
Måske på grund af producer Craig Street – k.d. lang, Cassandra Wilson, Chris Whitley – er arrangementerne mere formfaste og mindre impressionistiske end hos O’Callaghan, og Wait For Me vil som helhed nok glide lettere ned hos den ikke-indviede. Højdepunktet er den gamle Jefferson Airplane-traver, »Today« – i øvrigt skrevet af Marty Balin og Paul Kantner og ikke som angivet Randy Sparks! Her svæver Sykes som en såret engel hen over et udsøgt strygearrangement og hiver i processen fat i en sang, der er alt, alt for god til at gå i glemmebogen. Der skal heller ikke kimses af tolkninger som »God Only Knows« eller duetten med Jennifer Warner på »Have A Little
Faith In Me«, men der er stort set ikke en finger at sætte på de tolv sange, der udgør albummet. Jo, denne Sykes hører man gerne meget mere til fremover!

*Patricia O’Callaghan: Real Emotionel Girl (Teldec/Warner) Producer: Diverse. www.patriciaocallaghan.com

*Jubilant Sykes: Wait For Me (Sony Classical) Producer: Craig Street. www.jubilantsykes.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu