Læsetid: 3 min.

Forfulgte må nøjes med tålt ophold

Et snævert flygtningebegreb gør det svært at få asyl i Tyskland
11. januar 2002

Forbilledet
De facto-flygtninge i Danmark har efter den nuværende ordning fri adgang til arbejdsmarkedet, sprogundervisning, sociale ydelser og familiesammenføring.
Ingen af disse tilbud gælder ubetinget for personer på tålt ophold i Tyskland. Sprogundervisning og familiesammenføring er der slet ikke noget af – arbejde og sociale ydelser kun i stærkt begrænset omfang.
Alligevel ville mange af de asylansøgere, der i Tyskland må nøjes med tålt ophold, have fået de facto-flygtningestatus, hvis de havde søgt asyl i Danmark.
Sammenlignet med Tyskland er det ret let at få asyl i Danmark. Anerkendelsesprocenten alene i første instans – som i dag hedder Udlændingestyrelsen – i Danmark svingede op igennem 1990’erne mellem 32 og 66. Det vil sige, at mellem en og to tredjedele af de asylansøgere, der kom til landet, fik asyl allerede i første instans. Dertil kom så de, der fik asyl i ankeinstansen, Flygtningenævnet.
Kigger man på anerkendelsesprocenten hos den tyske asylmyndighed, Bundesamt für die Anerkennung ausländischer Flüchtlinge i Nürnberg, svingede den mellem tre 0g ni procent i samme periode.

Snævert begreb
Det tyske flygtningebegreb er med andre ord langt snævrere end det danske.
Den store gruppe af asylansøgere får afslag i Tyskland. Mange af dem bliver alligevel i landet – typisk på tålt ophold eller Duldung, som er den tyske betegnelse (udsagnsordet dulden betyder at tåle eller tolerere).
Omkring 250.000 udlændinge har tålt ophold i Tyskland. Lidt under halvdelen er afviste asylansøgere.
Tålt ophold gives i Tyskland til asylansøgere, som ikke lever op til flygtningekonventionens definitioner på, hvad en flygtning er, men som ikke kan sendes ud af landet, fordi de risikerer tortur eller dødsstraf i hjemlandet, eller måske fordi de er flygtet fra en borgerkrig. Ud over selvfølgelig til de grupper, der i Danmark gives en meget midlertidig form for opholdstilladelse, eller som allerede i dag lever på tålt ophold i Danmark, fordi de hverken kan få asyl eller sendes ud af landet.
Adgangen til arbejdsmarkedet er stærkt begrænset for personer på tålt ophold i Tyskland. Hvis en udlænding med tålt ophold finder en arbejdsgiver, der vil ansætte ham, skal han have en skriftlig erklæring fra arbejdsgiveren. Den tager den tålte med hen på arbejdsformidlingen, der så skal undersøge, om der findes en tysker eller en EU-borger eller eventuelt en anerkendt flygtning, der kan tage jobbet i stedet for. Først hvis det ikke er tilfældet, kan den tålte udlænding få stillingen.
»Det fungerer nogenlunde i Sydtyskland, hvor flygtninge på tålt ophold har en chance for at få rengøringsjob eller job som køkkenmedhjælp.«
»I Berlin og Østtyskland er det på grund af arbejdsløsheden stort set udelukket,« fortæller Andrea Kothen, som er medarbejder ved flygtningehjælpsorganisationen Pro Asyl, der har hovedsæde i Frankfurt. En tålt udlænding kan ikke rejse til en anden delstat efter arbejde, men skal opholde sig inden for den af de 16 tyske delstater, hvor han eller hun har tålt ophold.
Udlændinge på tålt ophold får ingen hjælp til integration, ingen adgang til betalte tyskkurser og kun særlige, nedsatte sociale ydelser.
»En familie på tålt ophold bor typisk på et 20 kvadratmeters værelse, de voksne er alt for ofte arbejdsløse og lever fuldstændig uden perspektiv, fordi udlændingemyndighederne hele tiden fortæller dem, at de ikke har ret til at opholde sig i Tyskland og i princippet må regne med at blive tvangsudsendt,« siger Andrea Kothen.
Af og til rydder myndighederne op i gamle sager og giver en noget mere sikker opholdsstatus, men det forudsætter adskillige års tålt ophold. En permanent opholdstilladelse kan man først få efter otte år med en midlertidig opholdstilladelse. Den tid, man har tilbragt på tålt ophold, tæller ikke med.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu