Udstilling
Der er mange nydelige malerier på det parisiske kunstmuseum Petit Palais, der har plukket i samlingerne og sendt et halvt hundrede franske billeder til Gammel Holtegaard. Men det er Gustave Courbets maleri af to unge kvinder en hed sommerdag ved Seinens bred, der gør et besøg på den nyåbnede udstilling til en nødvendighed.
Omgivet af såmange repræsentanter for dén franske malerkunst, der er »som en lænestol«, for at citere Matisse, viser Courbets billede en erotisk, og en koloristisk råstyrke, der får resten til at virke usigeligt artigt. Pigerne er påklædte, så det nærmer sig en seksuel ironi, med hvide strømper, nethandsker, hat, et cachemire-sjal dækker den enes hvide kjole. Men deres ansigter taler om overståede og kommende hyrdetimer, dovent fordøjende de seneste kærtegn og indbydende til nye.
Måske koster pigernes gunst et vist antal gamle francs, det kan kun ejeren af den herrehat, der har bragt dem til Kythera ved Seinens bred afsløre, og han er intetsteds at finde. Det kan være, han er lige bag ryggen på beskueren, sammen med maleren.
På Gammel Holtegaard ligger de to store piger i et ganske snævert rum, så man kommer meget meget tæt på deres hud, deres katteøjne, deres tunge åndedrag. Benyt endelig lejligheden, og sørg for at have mere end ét rendez-vous med de generøse kvinder.
Sådan et billede møder man ikke hver dag, i Danmark og hvor ville den danske malerkunst have set anderledes ud, hvis man ikke i 1857, da det blev gjort færdigt havde været i den grad indsyltet i en nationalromantisk tro på, at det hjemmestrikkede (Vermehrens, Marstrands, Exners folkelivsskildringer) var så inderligt fortrinligt. Men borgerdyd og guldalderselvtilstrækkelighed havde nok gjort øjnene blinde for Courbet, selvom Pigerne ved Seinens bred var blevet sejlet op til en Charlottenborg-udstilling i København.
Radikal realisme
Det radikale maleri, Courbet kastede ind i kunstarenaen i Paris i 1850erne, gik også hen over hovedet på de få malere og kunstkritikere, der kom til Frankrig i perioden. Man havde så travlt med det ideelle, med det opbyggelige og med nationaliteten, at realismen aldrig slog ned med fuld styrke i billedkunsten.
Det skete hos forfatterne, hos Amalie Skram (Hellemyrsfolket) og hos Pontoppidan, men ikke blandt det tamme fjerkræ i Akademiets hønsegård. Først da den danske kunst fik sit Dannevirke-nederlag på den parisiske verdensudstilling i 1878 stod det klart, at der var kørt et tog, man aldrig nåede at springe på.
Lidt bedre gik det med det næste store nybrud, impressionismen. Her var man da med i yderkanten: Krøyer var glad for den facile Jacques-Emile Blanche, der er repræsenteret af fisk fra Dieppe og en marcipan-pige med det mest fjottede udtryk i sine blå porcelænsøjne.
Det er lettere at forstå, at Philipsen var glad for den i Gauguins kunstsamling så vel repræsenterede Guillaumin, når man ser hans effektive kystlandskab, tidsfæstet til en augustdag i 1892, klokken 10 om morgenen. Sært er det at finde en ukendt dansker, Henry Brokman (1868-1933), der langt ude er i kunstnerisk familie med Hammershøi (sans comparaison, som det hedder) og nærmere beslægtet med piktoralismen i fotokunsten.
Den franske have
Udstillingen på Gammel Holtegård er så righoldig, at man har råd til at underspille sine kort, blandt andre de kønne malerier fra det tidlige 1800-tal fra Petit Palais, landskabsbilleder med en nyklassicistisk rygrad af Chauvin og Granet venner af Thorvaldsen og Ingres. Og af Corot, hvis ry delvis blev spoleret af malerens egen manglende omhu for plagiatet.
Herlig er den lille Cézanne af et okkergult stenbrud, hvor jordbundens farve genopstår i pigmentet, og den store perlemorsskinnende Monet med en appelsingul sol, der kaster sine refleksskaller ned over en turkisglitrende vandflade. Der bor ingen havmænd i de franske vande, det er kun gale nordboer, der ser nøkker og trolde og onde nisser i naturen.
Udstillingskataloget drister sig til at kaste digte henover siderne, af Lasse Söderberg, der sender små balloner til vejrs som dette Bonnard-signalement:
Så længe vandet glimter
og så længe penslen er lykkelig
så længe venner mødes
i sommerlette samtaler
og så længe samtalerne varer
er der endnu håb.
Disciplin, pli, tøjlet ømhed, det gode liv med dekorative kvinder og aleksandrinere i den åndelige bagage, alt dette er fransk kunst mellem romantik og symbolisme. Blot Courbet træder alle gærder ned om den smukke have i la douce France og rækker hånden frem til vor disharmoniske, barbariske nutid.
*Visions de la nature. Værker fra Petit Palais, byen Paris kunstmuseum. Gammel Holtegaard, Attemosevej 170, 2840 Holte. Særlige åbningstider: ti. 10-20, øvrige dage 10-17. Ma. lukket. Entré eller medlemskab af Gl. Holtegaards Venner (enkelt 250 kr. par 350 kr. årligt. Gratis adgang og 1-2 gratis kataloger årligt)
