Læsetid: 4 min.

Frigører og frigjort på samme tid

Menneskets forhold til maskinerne har altid været anstrengt. Ofte har man frygtet, at de ligefrem skulle tage magten over os og selv få liv
4. januar 2002

(2. sektion)

Frigjort
Maskinen er både menneskelig og ikke-menneskelig. Denne dobbelthed kendetegner enhver maskine. På den ene side er den et teknologisk gode, som muliggør det menneskeligt umulige.
Men når maskinen først eksisterer som en fysisk, funktionel genstand med sin egen identitet og indbyggede logik, bliver den på den anden side sig selv og dermed fremmedartet. Derved er den ikke længere blot repræsentant for en menneskelig idé eller vision, den er samtidig et stykke konkret virkelighed, som dens bruger må forholde sig til.
Maskinen er først og sidst fuldkommengørelsen af en menneskelig ambition, for ved at frembringe en maskine rækker mennesket ud efter noget, der er større end sig selv. Men maskinens tilstedeværelse kan i visse tilfælde samtidig frembringe en potentiel angst for, at den før eller siden vil tage magten eller kontrollen fra os. For maskinen er nok en frigører, men der er den uforudsete omstændighed ved den, at den samtidigt er frigjort, en trussel fra moderniteten, som vi må være på vagt over for og forsøge at holde stand over for.
Det er bl.a. den erkendelse, der ligger bag science fiction-genrens utallige onde maskiner eller elektroniske systemer, der truer med at tage magten fra mennesket.

Et eksempel er Stanley Kubricks sorte filmkomedie Dr. Strangelove fra 1964, som er en grum satire over Den Kolde Krig. I filmens fiktion er oprustningskapløbet mellem USA og det daværende USSR for sidstnævntes vedkommende endt med, at man stiltiende har opgivet at følge med.
I stedet har man skabt den ultimative dommedagsmaskine, der én gang for alle vil gøre sin virkning gældende, hvis USA skulle finde på at angribe blot det mindste militære russiske mål. Og det sker naturligvis – takket være en amerikansk general med forfølgelsesvanvid, vel at mærke.
Filmens fiktion lå truende tæt på virkeligheden: Atombombens fremkomst sidst i Anden Verdenskrig havde som bekendt vist, at det var muligt at udslette menneskeheden fra den ene dag til den anden. Angsten for at maskinen ville tage magten fra mennesket var derfor forståeligt nok større end nogensinde tidligere. Den enorme teknologiske almagt som mennesket havde demonstreret ved at frembringe atombomben, var resulteret i en tilsvarende afmagt.
Selv om maskinen oftest er blevet betragtet som et teknologisk gode, er den gennem tiderne også blevet opfattet som en drabelig fjende. Hadet til maskinen har sjældent været mere rødglødende end i 1760’ernes begyndende industrialisering i England, hvor arbejdere i protest mod den første spindemaskines nært forestående udbredelse brød ind hos opfinderen og ødelagde den.
Arbejdernes eller maskinstormernes i forvejen benhårde og dårligt betalte arbejde skulle en maskine ikke sådan uden videre komme og tage fra dem. Fænomenet gentog sig talrige gange i den tidlige industrialiseringsfase, mest dramatisk i Leicester 1811, hvor en række maskinstormere anført af den legendariske Ned Ludd gentagne gange ødelagde maskinerne på en strømpefabrik.
I de følgende årtier bredte fænomenet sig til Frankrig og Tyskland og beviste derved, at hadet til maskinen var et mere generelt fænomen. I nyere tid har et lignende, men måske mere civiliseret had gjort sig gældende i den stolte amerikanske bilindustriby Detroit. Her rationaliserede man i 1970’erne en stor del af arbejdskraften væk ved at lade robotter overtage mange af de funktioner, som samlebåndsarbejderne normalt udførte. Arbejdsgangen var i sig selv maskinel, så det var logisk at udskifte arbejdskraften med maskiner.
Sammen med ydre problemer som oliekrisen og den øgede konkurrence fra de europæiske og japanske bilmarkeder, medførte rationaliseringen på længere sigt, at byen blev kastet ud i en dyb krise, som den siden da aldrig rigtigt er kommet sig over, hverken økonomisk eller mentalt. Det var trods alt væsentlige og ærværdige maskiner – biler – som man producerede her i selveste Henry Fords metropol, og dermed maskiner med en høj symbolværdi for de fleste amerikanere. Mange uden for Detroit var da også rystet over, at det i maskinens tegn kunne gå så galt for gode gamle Motor City, som byen indtil da var blevet kaldt.

I dag er vi ikke længere helt så bange for, at maskinerne vil gøre os arbejdsløse. For selv om arbejdsprocesser automatiseres og rationaliseres hele tiden, har det vist sig, at der stadig er plads til mennesket. Det forekommer derfor utænkeligt, at maskinstormerne atter skulle dukke op. Og så alligevel: Den mest almindeligt udbredte maskine på arbejdsmarkedet i dag, nemlig computeren, er nemlig ikke uden videre fredet.
Ifølge Wired News viser en helt ny undersøgelse fra foråret 2001, at ikke mindre end hver fjerde computer er blevet udsat for voldelige overgreb af dens brugere i form af slag og spark. Problemet har hidtil været forholdsvis upåagtet, men er stigende. Årsagerne til angrebene er næppe økonomisk motiverede som i de klassiske maskinstormeres dage, men har snarere at gøre med computernes usability-begrænsninger: De gør ikke altid, hvad man beder dem om, og nogle gange gør de noget, man absolut ikke havde bedt dem om. Fornemmelsen af ikke at have fuldkommen kontrol over maskinen er en fornemmelse, vi må leve med.
Det er vel også den erkendelse, der ligger bag Charlie Chaplins Modern Times fra 1936. I en berømt scene fra filmen er Chaplin bogstaveligt talt kommet i maskineriet, og med komiske midler tematiserer han derved den afhængighed og underlæggelse af maskinen, som har været et menneskeligt grundvilkår i den vestlige verden siden 1800-tallets sidste årtier.

Henrik Marstal er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu