Funktion og æstetik i samme skikkelse

(2. sektion)

Avantgarde i Herning
Socle du Monde – Verdens sokkel – er titlen på et i al fald på papiret stort anlagt projekt, hvis hensigt er at parre kunstnere med virksomheder i Herningområdet. Der er tale om et bevidst forsøg på at genoplive »Herning-avantgarden« fra 60’erne. Herning Kunstmuseum og Erhvervsrådet Herning-Ikast-Brande står bag projektet, mens titlen er hentet hos den italienske konceptkunstner Piero Manzoni (1933-63), hvis værk fra 1961 af samme navn står i Herning Kunstmuseum som en sokkel, der bærer verden.
At værket står netop dér, skyldes samarbejdet mellem Manzoni og direktør for skjortefabrikken Angli, Aage Damgaard, i 60’erne. Socle du Monde er en biennale, hvor kunstnere og designere hvert andet år på skift vil skabe værker i samarbejde med det lokale, men på ingen måde undseelige erhvervsliv. De fem danske kunstnere er konceptkunstnerne Niels Bonde og Marco Evaristti, malerne Michael Kvium og Erik A. Frandsen og billedhuggeren Christian Lemmerz, mens kunstnerne fra udlandet tæller Nedko Solakov fra Bulgarien, Lars Nielsson fra Sverige, Belu-Simion Fainaru fra Israel, Nicki Lee fra USA, Stephanie Dinkins fra USA , Renato Dib fra Brasilien samt Francesco Simeti fra Italien. 12 værker vil den 1. marts blive udstillet på Herning Kunstmuseum. Man forventer på museet, at synergien mellem den kunstneriske fantasi og ekspertisen fra medarbejderne i erhvervsvirksomhederne vil give overraskelser på begge sider af bordet.

Hernings erhvervsliv har historiske erfaringer med samarbejdet med kunsten. I 1950’erne inviterede nævnte Aage Damgaard den konkrete kunstner Poul Gadegaard til sin skjortefabrik for at lave, hvad der skulle blive en epokegørende totaludsmykning af selve fabriksbygningen, der blev omdannet til et genuint kunstværk. Gadegaard indgik som huskunstner i medarbejderstaben, og den abstrakte kunst blev under hans virke transformeret til brugskunst med øget velvære for medarbejderne til følge.
Mads Eg Damgaard konkurrerede ideligt med sin bror fra sin tæppefabrik Egetæpper og arbejdede sammen med bl.a. Gunnar Aagaard Andersen, Robert Jacobsen og Per Arnoldi, som designede tæpper, og en lind strøm af kunstnere, der gæstede Hernings fabrikker i perioden, har givet afkast til Herning Kunstmuseum, der i dag har til huse i den gamle Anglifabrik og har en betydelig samling af fluxus- og konceptkunst fra perioden. Men til forskel fra disse kunstnere, som i høj grad skabte sitespecific kunst til et arkitekturmiljø, har Socle du Monde-kunstnerne til hensigt at skabe kunstværker, der kan tages ud af deres produktionsmæssige sammenhæng og blive udstillet i museet. De er funktion og æstetik i en og samme skikkelse.

Men hvordan løber samarbejdet konkret af stablen? Er det kunstsnobberi, der får virksomhedsledere til at lukke kunstnerne ind i fabrikkerne eller reel interesse i de innovationer, som kunstnere kan bibringe virksomhedskulturerne?
Peter Lassen, direktør i Montana, har indledt et samarbejde med Erik A. Frandsen. Han siger: »Kunsten er inspiration for vores arbejde. Vi har gennem årene arbejdet sammen med mange kunstnere. Erik A. Frandsen lavede plakaten til skuespillet Le Grand Macabre på Det Kgl. Teater, som vi også samarbejder med. Og nu krydser hans virke for os ind over møbelmessen i Køln, der finder sted fra 14.-20. januar. Det værk, han skaber dér, vil indgå i museumsudstillingen i Herning Kunstmuseum.«
– Vil værket komme til at ændre Montanas egne produktioner?
»Ja, på en eller anden måde,
men det er først og fremmest en
inspiration for os. Vi lancerer nu Montana-reolsystemet i satineret glas. Jeg er overbevist om, at Erik A. Frandsen kan noget særligt med dette materiale. Men hvad der helt konkret kommer ud af samarbejdet, det overlader jeg til Frandsen.«

Kunstnerne i Socle du Monde har fået fuld frihed til at gøre, hvad de vil »Når bare de ikke ødelægger produktionsapparatet, det er den eneste betingelse,« som adm. direktør i Egetæpper, Vagn Larsen, siger. Han fremhæver, at det er virkelig opløftende at have en kunstner som Michael Kvium gående rundt på fabrikken. »Det giver oplevelser. Kunstnere er anderledes mennesker. Vi har en lang tradition for at samarbejde med kunstnere.«
Michael Kvium arbejder tæt sammen med Egetæppers chefdesigner, og på spørgsmålet om faren ved, at han som kunstner bliver »købt« af fabrikken, der til gengæld låner hans kunstneriske aura, svarer han: »Jeg har den fulde frihed til at gøre, hvad jeg vil, og jeg får meget ud af at samarbejde med andre mennesker, for der kommer andre ideer ind over. I stedet for pensler og lærred sidder jeg nu med computere og gulvtæpper. I sidste ende er det bare et andet sprog. Hver gang der er en, som køber et billede af mig, bliver jeg jo også brugt. Jeg bruger stort set alle afdelinger her hos Egetæpper og er p.t. i gang med at computerdesigne en Marilyn Monroe til et mønster til et tæppe.
I museet vil det komme til at brede sig på vægge og gulve. Det bliver et særligt rum.«
Marco Evaristti, der både er kunstner og arkitekt, arbejder sammen med Kvik Køkkener, der bl.a. producerer de såkaldte samtalekøkkener, der indrettes som familiens primære værested. Han er vant til at samarbejde med erhvervslivet og er yderst kompetent, når det drejer sig om at skaffe sponsormidler. Han siger om sit projekt, at han vil omdanne hele køkkenets funktionalitet og forsøge at lave en helt ny dialog.
Hvordan det nærmere vil udmønte sig, vil vise sig på udstillingen i Herning Kunstmuseum fra 1. marts.
Et projekt som Socle du Monde er et udvekslingsprojekt af tankesæt og værdier mellem virksomheder og kunstnere, hvis primære formål er at udvikle nye værker/produkter til museet og/eller produktionen. I modsætning til et projekt som Visionsindustri i Vestsjælland (se artikel nedenfor), der primært havde til hensigt at udfordre virksomheds- og kunstkulturerne og skabe nye langtrækkende praksisformer til benefice for arbejdsmiljøet.