Hip hip hop
Hvis det skulle være røget hen over hovedet på nogen, så findes der en helligdom i hip hop. Ikke i form af gamle pergamentruller, men i form af gamle vinylplader og omvandrende ikoner. Nemlig de folk og den musik, der definerede hip hop tilbage i de sene 70eres hårdt belastede New York, især i bydelene Bronx, Queens og Brooklyn. Grandmaster Flash, Sugarhill Gang og forfaderen over dem alle Kool Herc. Det er den første generation, hip hoppens oprindelige DNA urørlig som Chuck Berry og Buddy Holly er det i rock & roll.
En anden vigtig størrelse i hip hop er modsætningen mellem øst og vest. Der er en kløft mellem den hip hop, der pulserer fra især New York og omegn, og den hip hop som boomer fra West Coast, USA. Tilbage i slutningen af 80erne var fronterne trukket hårdt op. Vestpå havde man den ondt boomende, materialistiske og voldsomt fysiske gangsta-rap, i øst native tongues blomstrende, legesyge, humanistiske lydcollager.
Man genfinder modsætningerne i dag, men verden bliver mindre og en af tidens vigtigste gangstarap-navne er således native New York. Mere om dem senere.
Her og nu handler det om et par af de senere hip hop-generationers definerende drenge, der stadig opererer i fin stil, nemlig Long Island-trioen De La Soul, der var native tongue-kongerne tilbage i 89 med debutalbummet 3 Feet High and Rising. Siden er stjernen blegnet en del, men de er bedre end længe på deres nye album AOI: Bionix anden del i deres Art Official Intelligence-trilogi.
Hip hop-mutant
De La Soul har gravet dybt i soul-, funk- og sågar gospelpladekasserne og skabt en organisk flydende og elastisk hip hop-mutant på AOI: Bionix. Der ligger ikke det samme enorme collagearbejde bag trioens sjette album, som tidligere, men til gengæld er albummet melodiøst, elastisk og legesygt en slags blanding mellem vintage grooves og klumpede synthesizerblip, der hele tiden modsiger, men aldrig modarbejder, snarere ægger hinanden. Højre- og venstre hjernehalvdel har aldrig haft det bedre sammen i De La Souls begavede og begroovede univers.
Et andet east coast-outfit, fra newyorker-bydelen og øen Staten Island er også i fin stil. Vi skal hoppe et par generationer frem til et om muligt endnu mere stilskabende outfit, Wu-Tang Clan. Med debutalbummet Enter The Wu-Tang (36 Chambers) definerede de en klippelysten, underbelyst hip hop, hvor ekkoende beats og dystre, støvede samplinger ikke mindst fra kungfu-film og soulmusik var i kreativt slagsmål med en hardcore rapstil. Desværre fortonede kollektivets mesterlighed sig i soloprojekter fra de ni medlemmer, forretningsideer såsom computerspil og tøj, fængselsstraf til Ol Dirty Bastard og almindeligt overmod kulminerende med den aaalt for lange dobbelt-cd Wu-Tang Forever.
Men med udgivelserne The W og nu Iron Flag er Wu-Tang Clan igen på rette kurs. Hovedproducer RZAs lydlandskaber er vitale, boblende og til tider luksuriøst harmoniske, og klanens rappere smælder med vanlig energi og løs groovekunst over konstruktionerne.
Varm soulfeeling
Lyduniverset rummer stadig mange raslende og buklende detaljer, som prikker frydefuldt i trommehinden, men generelt breder sig også en varm soulfeeling over helheden. Det er ikke så meget aggression som energi, der flyder gennem Iron Flag 11. september har måske manet til eftertanke og dukker op flere gange i teksterne og det klæder et af 90ernes vigtigste hip hop-navne såre.
Soul trækker sig også som en livsnerve nede i duoen Mobb Deeps nye album Infamy, men overlevelsesinstinktet pulserer helt oppe i overfladen. Vi er helt nede på gadeplan, helt nede og slæbe over asfalten i for eksempel en bydel som Queens, hvor dherrer Prodigy og Havoc har deres oprindelse. De debuterede som New York-gangsta-rappere i 93 med Juvenile Hell, og de har fastholdt deres mørke lyrik og lyd lige siden. Men de er også vokset, ikke mindst med Infamy, der formår at skabe et på én gang minimalistisk og cinematisk lydbillede, en slags gangsta noir transmitterende fra kriminelle, udnyttende og udnyttede, men også ganske enkelt sammensatte, håbløse og håbefulde storbysind. Det er ikke altid rar lytning, men det er brillant minimalisme og dokumentation. En sonisk konstruktion refererende til en nogle gange for kødelig virkelighed, en lyrisk transmission fra noget, der for gennemsnitsdanskeren er uvirkelighed men ikke for beboere i Queens, Bronx og Brooklyn og måske ikke engang for beboere i Vollsmose.
Den mulighed for social dokumentation som var en del af hip hop allerede i dens udspring tænk bare på Grandmaster Flash & The Furious Fives The Message kan også trænges i baggrunden til fordel for soniske eksperimenter af mere eventyrlige dimensioner.
Den kun fire år gamle newyorkergruppe Anti-Pop Consortiums nye syv numre lange EP The Ends Against The Middle vidner om langt mere opdagelystne sindelag. New Yorks kulturelle åbenhed, ikke sociale klaustrofobi, præger kvartettens hip hop, der også besidder en futuristisk kant med sine syntetiske klange og beats, der har eftersmag af drumnbass og ambient. Og her er fabelagtigt rytmisk buklende raps, her er et umiskendeligt progressivt sindelag.
Forskellige strategier
Man kan se og høre Anti-Pop Consortiums musik som en reaktion på hip hoppens mørkladne hardcore realisme og aggression, ikke mindst med Wu-Tang Clan og Mobb Deep. Man kan også se og høre den som den forfriskende opblomstring af den inklusive og eklektiske hip hop-ånd, som De La Soul, A Tribe Called Quest og Jungle Brothers udfoldede sidst i 80erne.
Det ene udelukker ikke det andet, og både sonisk eskapisme og gangsta-realisme hører til i en boombox på den så symbolladede storbyasfalt. Det er blot hip hop fra forskellige gadeplaner, hip hop med forskellige mentale overlevelsesstrategier.
*De La Soul: AOI: Bionix (Tommy Boy/Playground)
*Wu-Tang Clan: Iron Flag (Loud/Sony)
*Mobb Deep: Infamy (Loud/
Sony)
*Anti-Pop Consortium: The Ends Against The Middle (WARP/VME)
