Læsetid: 2 min.

Giscard kræver sig godt betalt

Valery Giscard d’Estaing kræver samme løn og status som Kommissionens formand for at lede EU-koventetet
23. januar 2002

PARIS – Det er ikke billigt at udpege en så fornem person som den tidligere franske præsident, Valery Giscard d’Estaing, til at stå i spidsen for en europæisk forsamling. Han har krævet en månedsløn på 150.000 kr. som formand for det såkaldte Konvent, der skal forberede den store reform af EU’s institutioner.
Han ønsker også et omfattende personale af embedsmænd i højeste lønklasse og andre ydre tegn på en status, der mindst skal være på højde med EU-Kommissionens formand.
Den franske ekspræsidents krav har vakt irritation i EU-hovedkvarteret i Bruxelles og fremkaldt mange sarkastiske kommentarer i de europæiske hovedstæder – også Paris.
Den 75-årige Giscard, der var Frankrigs præsident 1974-81 og de sidste 20 år har været ude i det politiske mørke, blev udpeget til den nye post på EU-topmødet i Laeken ved Bruxelles i sidste måned – efter at have ført en energisk kampagne for at opnå denne post.
I andre europæiske lande var der en del modstand, men den franske præsident,
Jacques Chirac, gennemtrumfede valget af Giscard, idet han truede med at udløse en krise i EU, hvis han ikke fik sin vilje. Giscard, der er Chiracs gamle rival i det franske højre, truede fornylig med at stille op til præsidentvalget i Frankrig, hvilket kunne genere Chirac alvorligt. Det var vigtigt for Chirac at få Giscard afskibet til EU, så han ikke kunne stille op i Frankrig.

Taktik lykkedes
Giscards taktik lykkedes. De krav, han nu har fremsat, kan virke forbløffende –»hvis man ikke kender personen«, bemærker en højtstående diplomat ironisk til Le Monde.
Den samme diplomat siger, at det er normalt at dække rejse- og boligomkostninger for den, der udpeges til en sådan post, men ikke nødvendigvis at betale løn. Som indtægter har Giscard i forvejen bl. a. pensioner fra sine poster som præsident og som højtstående embedsmand (finansinspektør), løn som fransk parlamentsmedlem og løn som formand for regionalrådet i Auvergne.
I EU-kredse peger man til sammenligning på, at da den tidligere præsident for Forbundsrepublikken Tyskland, Roman Herzog, blev udpeget til formand for det Konvent, der i 2000 udarbejdede EU-chartret om grundlæggende rettigheder, forlangte han ingen betaling, kun dækning af udgifter.
Giscard har også forlangt en tjenestebolig i form af en lejlighed eller hotelsuite lejet på årsbasis, oplyser EU-kilder i Bruxelles.
Den franske ekspræsident lægger stærk vægt på etablere en høj status for »konventpræsidenten«, og han ønsker, at de to vicepræsidenter – eller næstformand – belgieren Jean-Luc Dehaene og italieren Giulio Amato, skal have
en månedsløn på højde med næstformændene for EU-Kommissionen. I øvrigt vil han omgive sig med en snes højtstående diplomater og andre embedsmænd, men han forstiller sig, at de lønnes af de administationer, der udlåner dem, ikke af EU. I øvrigt er spørgsmålet om Konventets budget endnu ikke løst, og ingen ved, hvor stort det bliver.
For sig selv kræver Giscard samme løn og status som Kommissionens formand, Romano Prodi, og han ønsker at placere sig som en uafhængig institution midt imellem Kommissionen, Ministerrådet og Parlamentet – og på
samme niveau.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu