Læsetid: 3 min.

En halv million svenskere tager ikke fejl

Stærkt, stærkt anbefalelsesværdig, både til litterære feinschmeckere og til alle de, der læser en enkelt bog eller to om året. Svensk roman om udkantsområde udkommer i dag på dansk
24. januar 2002

Ny bog
Frisk importeret fra Sverige kommer her intet mindre end en litterær sensation. Efter to digtsamlinger, ungdomsbøger og en smule radiodramatik udgav Mikael Niemi i år 2000 sin første roman, Populærmusik fra Vittula, og se, et mirakel: fantastiske anmeldelser, prestigiøse priser i Sverige, bogen indstilles til Nordisk Råds Litteraturpris. Ikke dårligt, men det er kun starten.
For samtidig ender bogen som en bestseller af helt og fuldstændigt uhørte dimensioner. Dags dato er den solgt i over 500.000 eksemplarer i Sverige. Og det er rigtig, rigtig mange bøger – cirka tre for hver 20 svenskere, spædbørn og andet godtfolk er talt med.
Sådan en succes gør mistænksom, men i dette tilfælde kan man godt slå sin interskandinaviske jantelovs-skepsis fra. Populærmusik fra Vittula er nemlig en fremragende bog, der endda – og det er sjældent – i en stejlt stigende kurve bliver bedre for hver side, man vender.

Svensk-finsk uhygge
Romanen lader Matti – hovedperson og måske Mikael Niemis alter ego – skødesløst og episodisk fortælle om sin barndom i Tornedalen, blandt finsktalende svenskere i det allernordligste Norrland.
Tiden er tresserne. Beatles og Elvis blander sig med urgamle skove og fåmælte, finsk-svenske drukgilder i familiens skød. Folkhemmets kommuneskoler og nylagte asfaltveje dækker kun nødtørftigt over en finsk-svensk blanding af tungsind og overmod. Som en løs tråd gennem bogen løber Matti og vennen Niilas’ forsøg på at starte et rock’n’roll-band.
Det minder om en klassisk ungdomsroman – sådan blev jeg voksen – og er det vel også. Men er samtidig meget mere. Undervejs skrider Populærmusik fra Vittula nemlig ud, og det i flere forskellige retninger. Samtidig får den sit helt eget, mærkværdige særkende. Ofte ender man i skrønens afsindige og lattermilde overdrivelser. Eller i generelle overvejelser over tornedalianernes særlige karaktertræk og mistænksomt-underlegne syn på alle de ’rigtige’ svenskere, det vil sige dem som kan sproget og kommer fra syd af.
Andre kapitler forsvinder ind i en dyster magi, hvor formskiftere, troldmænd og genfærd bobler frem. Især vennen Niilas synes forfulgt. Af sin døde farmor, f.eks., som prøver at kvæle ham, når han sover. Til slut må han opsøge den lokale troldmand sammen med Matti – de får at vide, at de må skære pikken (!) af genfærdet, ellers vil Niilas dø.
Det er stærke sager, måske en art magisk realisme, fremdyrket nord for polarcirklen. Eller resterne af et alt, alt for barskt russisk folkeeventyr. At Niemi derefter, fuldstændigt ubesværet, skifter tilbage til livet i klasseværelset som barn i tressernes Sverige, er ikke romanens mindste kvalitet. Og slet ikke, at han rammer rent i alle sine mange stil-registre.
Et kapitel for sig er sproget. Efter en prunkløs start skriver Populærmusik fra Vittula sig op med billeder, der forener en saftig kropslighed med livet i den norrlandske vinter. Når Matti drikker sin første snaps, føler han den »løbe gennem kroppen så hurtigt som pis gennem sne«.
Og i de mange skrøner løber det sproglige overskud på det nærmeste ud over siden. Her er den hemmelige, kommunale konkurrence i ungdomsdruk under afvikling, kun adgang for knægte under 16. Det viser sig, at de deltagendes slægter er af forskellig politisk observans. Så går det løs:
»Mens Leipä og Kaunisvaara hævede kruset endnu engang, begyndte drengene fra Kaunisvaara at true med klø efter det sædvanlige mønster: først med smukke tornedalske lignelser, så med rene ord for pengene og endelig med truende fagter og stirrende blikke. Socialfascisterne skulle pisse blod efter nogle revolutionære hammerslag. Knægtene fra Pajala spurgte spydigt, hvad de revolutionære nogen sinde havde udrettet i egnens historie bortset fa at smadre en bus på Kengis-egnen og vifte med revolvere i afsides beliggende skovarbejderhytter. Slænget fra Kaunisvaara råbte, at sådan noget pladder kun kunne komme fra tunger, som boltrede sig i magthavernes røvhuller, og at den lokale arbejdermodstand var lige så velmobiliseret nu som før i tiden.«
Og så fremdeles. Sidenhen blander ætlingene af de lokale frimenigheder sig i debatten, men det bliver skænderierne ikke mindre underholdende af. Niemis roman er en af de sjældne bøger, der vækker den oprindelige, basale læseglæde til live igen. Dén man fandt i barndommens folkebiblioteker, bøjet over snart sagt hvad som helst. Det er en følelse, der helt og fuldt værd at genopleve.
Stærkt, stærkt anbefalelsesværdig, både til litterære feinschmeckere og til alle de, der læser dem en enkelt bog eller to om året. En halv million svenskere tager ikke fejl: læs Populærmusik fra Vittula!

*Mikael Niemi: Populærmusik fra Vittula. På dansk ved Lise Skafte Jensen. 268 kr., 248 sider. Lindhardt og Ringhof. Udkommer i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her