Læsetid: 2 min.

Hitler i farver

Man troede, man kun kunne nå til Paris i en militærprocession. Det er så let i en turistbus
15. januar 2002

Man troede, man kun kunne nå til Paris i en militærprocession.
Det er så let i en turistbus

Anslag
»Så nåede vi Paris, og den aften sad vi på en restaurant midt i Paris, og drak rødvin og spiste vidundelig fransk mad, med udsigt over byen og Notre Dame. Det var som en drøm.«
Ordene – citeret efter hukommelsen fra tv mandag den 20. august – stammer fra en serie på DR2, der hed Krigen i farver, optagelser fra tiden før og under Anden Verdenskrig. Mange af krigsfotograferne fotograferede tilsyneladende i farver, men deres film er i reglen blevet vist i sort-hvidt, i tv og i biografernes ugerevyer. Noget er måske også blevet kunstigt farvelagt, jeg ved det faktisk ikke. Virkningen er under alle omstændigheder fuldkommen chokerende.
Hitler i sort-hvid er et ikon, et stivnet, uvirkeligt billede af Den Onde selv, som man hemmeligt undrer sig over, at nogen kunne dyrke som en stor skikkelse. Herregud, den latterlige lille grå mand i hans grå verden. Især hviler der over Europa før 1950 (jeg tror, der må være frigivet flere amerikanske farvefilm) denne aura af gråhed. Det er umuligt at forestille sig, at mennesker før i tiden faktisk havde forskellig hår- og øjenfarve, gik klædt i grønne jakker, satte sig i gule sofaer og steg ind i røde togvogne. Jeg har af og til til folks forbløffelse påstået, at det heller ikke passer, verden var bare grå, sort og hvid dengang. Spørg bare folk, der levede dengang, om de mon har set Hitler i farver?! Det har de færreste.

Min egen tid
Men i farver er det som om, alting skete i går. Hitler bliver en skikkelse af min egen tid, min egen verden, manden med uniformskasketten trukket ned i panden ler sin stumme ulveagtige Hitlerlatter og vender sig ud mod dalen, hans øjne gnistrer brunlige i et hudfarvet ansigt, uniformerne er beige med sort-rød-hvide nazisymboler, bjergene er diset blågrønne. Det ligner kort sagt virkeligheden, og det rykker så tæt på, som historien helst skal af og til: Hvis det nu var mig? Mit land?
Indledningens sætning er udtalt af en yngre tysk officer, James (!) von Moltke, der med lysende øjne fortæller om indtoget i Paris og hvor herligt det var: Paris, fransk mad og rødvin!
Det mest vanvittige er, at Moltke jo ikke lyder som en erobrer, han lyder som en turist. Og man får den frygtelige tanke, at mange almindelige tyskere måske tænkte på samme måde, som Moltke talte her. Nemlig at alt det med verdensherredømmet måske ikke var så vigtigt. Med Lebensraum forstod mange mennesker måske bare det, der dengang syntes uden for rækkevidde: At rejse i en åben verden, se Notre Dame og smage fremmed mad. Ting, de fleste af os (også nutidens rejseglade tyskere) jo rigeligt har opnået i vores del af Europa, det åbne, det fredelige. Hvor frygteligt, at man dengang troede, man kun kunne nå til Paris i en militærprocession, når det viste sig at være så let i en turistbus.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her