Læsetid: 2 min.

Hullet jazzpris

Indstillingen af de internationale jazzpriser ved Danish Music Award Jazz var præget af lemfældighed og kan derfor ikke tages alvorligt
30. januar 2002

Kommentar
I lørdags fejredes jazzens afdeling af årets Danish Music Awards (DMA) på Dansescenen sat i scene af Dansk Jazzforbund og de danske pladeselskabers sammenslutning IFPI. Både danske og internationale kunstnere blev hædret med priser i forskellige kategorier, bl.a. Årets danske Jazzplade (Fredrik Lundins Choose Your Boots), Årets nye danske Jazznavn (Jacob Anderskov) og Årets internationale Nyudgivelse (Herbie Hancocks Future2
Future).
Jeg var som medlem af årets jury med til (med glæde) at nominere årets danske jazzplader og stemme på en vinder. Fint nok. Det veludførte arrangement skal jeg i øvrigt ikke kommentere på.
Imidlertid kræver arrangørernes håndtering af de internationale priskategorier en kritisk kommentar, der såvist også angår offentligheden, eftersom DMA er et af årets store markeringer af jazzens tilstedeværelse i kulturen. Årets internationale Nyudgivelse og Årets internationale Genudgivelse havde vi i juryen ikke samme mulighed for at præge, da selve indstillingen af disse plader foregik blandt repræsentanter fra de danske pladeselskaber, der distribuerer udenlandske jazzplader.

Tilfældighed
Alle danske IFPI-medlemmer, der har med jazz at gøre, skulle ifølge IFPI’s medarrangør Dansk Jazzforbund have modtaget skriftlig invitation til at deltage i indstillingen med hver tre udenlandske jazzplader blandt de udgivelser, de selv distribuerer. Således nåede de ’væsentligste’ blandt årets udenlandske jazzplader frem til juryen, der så skulle nominere og finalestemme blandt et udvalg, der kun udgjorde en brøkdel af årets udenlandske titler!
Problemet var og er bare, at ikke alle pladedistributører har medvirket ved årets indstillinger. Resultatet blev derfor en ukomplet og tilfældig liste – i år f.eks. uden plader fra selskaberne ECM og Enja, der har stået for markante udgivelser – fordi deres danske distributører af den ene eller anden årsag ikke har deltaget i indstillingen.
Jeg endte personligt med at boykotte kategorien for de internationale nyudgivelser. For hvis ikke alle internationale plader principielt
kan konkurrere, hvad er nominering og prisuddeling så værd?

Alternativ?
Hvis DMA Jazz skal betragtes som en seriøs prisfest og ikke bare et internt, rygklappende brancheforetagende, nytter det ikke, at IFPI og Jazzforbundet iscenesætter en lemfældig procedure, hvor indstillingerne er offer for de enkelte distributørers luner.
Det kan hverken juryen, jazzinteresserede eller navnlig de udenlandske kunstnere være tjent med, som bliver de egentlige gidsler i festspillet. Ligesom det også blev fremhævet sidste år af kritiske røster, er indstillingen af de internationale jazzudgivelser blandt IFPI’s medlemmer overhovedet en procedure, der må drages i tvivl, eftersom den reelt undergraver en lødig, uvildig håndplukning af klodens stærkeste jazzplader.
Lanceringen af en bedre ordning eller eventuelt opgivelse af den internationale priskategori er fortsat alternativet. Spørgsmålet er, om arrangøren tager priserne alvorligt?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu