Læsetid: 4 min.

Hyggegys og orden i tingene

Grønningen er i år godt iscenesat med lys og overskuelighed og gæster, hvis kunstneriske referencer er andre end medlemmernes
31. januar 2002

Udstilling
På Charlottenborgs mellemdæk står Ib Geertsen for en fin introduktion til årets Grønning. Med arbejder som spænder over 52 år har han skabt et særdeles smukt ensemble af malerier og mobiler, der dels er frit svævende under loftet, dels placeret på to lave hvide podier. Lyset spiller i det blanke kobber og mobilernes lak, og deres rene farver og udskårne dråbeform genfindes i malerierne. Det hele er præget af en vidunderlig klarhed og konsekvens i perfekt iscenesættelse.
Med sorg tænker jeg på Kunstmuseets præsentation af Robert Jacobsens skulpturer, hvor skyggerne på væggen invaderede formerne på den mest forstyrrende måde. Her er ingen skygger overhovedet.
Fra afsatsen opdager man forhallens samspil mellem Viera Collaros lysstofrør og hendes maleriers halvt dulgte, men lige så lysende farvespor, og undervejs på trappen fanger Ole Sporrings tre små mænds eventyr med moder natur og hans spillevende, kommenterede amatørfotografier af scener fra det virkelige liv sløret af glemsel og tilfældighed.
Vel oppe stritter Bjørn Poulsens skulpturer ud fra væggen. Han kalder dem Gargoyles, hvilket er navnet på de vandspyende stenrør med fabelhoveder, som i Middelalderen skulle forhindre, at regnvandet løb ned over murene. Bedst kendt er uhyrerne på Notre Dame i Paris. Poulsens gargoyles har ingen funktion, men er malerisk fantasifuldt sammenstykkede af træ, stål og glas. De er flotte.
Det er Anita Jørgensens to Engle figurer også, og også her går associationerne til kirkekunsten. Den største har store, barokke foldekast skabt af farveløst gummi i spænd mellem glasplader og foran en sort portal. De bliver gennemboret af lyspile, som Berninis hellige Teresa af det himmelske lys i S. Maria della Vittoria i Rom; mon ikke den er nøglen til hendes smukke skulptur. I det modsatte, vinduesløse hjørnerum dækker Jørn Larsens tavse streger væggene. Ikke mindst hans to slanger, i færd med at skifte ham, er fremragende. Umiddelbart køligt, kalkuleret og fastlåst i geometri viser stregen sig ved nærmere eftersyn at være mere sammensat, idet de sorte linjer ledsages af røde, som dækkes, anes eller glimtvis markerer sig som ligeværdige partnere for de mørke. Derfra får stregen sit liv.

Kontraster
Og mellem disse to kunstnere med deres kontrollerede og æstetiske stringens blomstrer Stig Brøgger med nærved 100 splatterbemalede små figurer hentet ud at et drengeværelse (et pigeværelse ser helt anderledes ud). Her er alt det, som skaber hyggegys: drager, monstre, øgler i smeltende iskager, vilde dyr og soldater, masser af soldater i alle størrelser og munderinger samt huse af træ, lego, puslespil og gamle cigarkasser. Alle figurer er masseproducerede, men de spiller ikke sammen, hver person eller gruppe er isoleret, har sit eget miljø – fire lange borde fulde samt en række små, friskmalede malerier, som baggrund for enkeltfigurer. Tingene virker støvede, forladte, tiden er gået, legen er stivnet; hvad med kunsten?
Også Jørgen Haugen Sørensen skaber gys, men det er på et helt andet og grusomt niveau: ti skulpturer af vanskabte og maltrakterede hoveder med huler og spalter fyldt med maling og farvet glas. Og samtidig et andet arbejde, en gruppe fuldstændigt Bøggild-naturalistiske legende hunde i brændt. Kontrasten gør usikker.

Godt ensemble
Andre figurative indslag er Arne Haugen Sørensens stive julestuer, Janus Ipsens narrekunst, Jørgen Bobergs tungsindige gråverden, Lise Malinovskys store gestus og voldsomme farver og Loui Michaels smukke drømmelandskaber fra havsens bund.
Merete Barker er placeret på endevæggen af den store sal, bag Lene Høyer Hansens næsten svævende lette, pæretræsfinérede former. Rummet giver den fornødne distance til Barkers stemningsfulde mexicanske malerier fra Plaze de las tres culturas.
På langvæggene er en parade af 60 sorte, stilfærdigt modellerede jernrelieffer af Peter Bonnén over for gæsten, Øivind Nygårds minimale Cisterner (modeller til et museum for metrologi) – fantasi eller virkelighed – to forskellige typer af præcise, sorte bronzemodeller med forskudte planer.
En anden velkommen gæst er Elisabet Toubro, som bevæger sig mellem sorte vægplader og grafiske figurer af metal. Hvor de er lukket inde bag spejlende plexiglas vokser usikkerheden om rummet og hvad vi ser. Her er udefinerbare muligheder, ligesom Erik Steffensens udsnit af en uvirkelig oplevelse af virkelighed, fotograferet med pyramiderne som bagtæppe, er en magisk illustration til et ikke eksisterende digt.
Det værdifulde ved flere af gæsterne, er deres stillen spørgsmål til kunsten. Også Kehnet Nielsen er i tvivl. Han udfordrer sig selv med et grænseløst billede – inden for to rammer, med en figuration, som ikke har lyst til at være det, farve som halvt i skjul bag brede hvidlige strøg fornægter sig selv og maling som stof, der ligger i klumper. Her er ingen skråsikre svar, men nerve.
Også Erik A.Frandsens misfarvede fotografier, der genkendes i to store, villet grimme malerier, er en kommentar til kunstnernes selvbestaltede rolle. Kehnet Nielsen og Frandsen tager fat i hver sin ende af maleriets problemer.
Stort set er Grønningen i kke stedet for eksperimenter – det skulle da lige være Frans Kanniks Kontor for ALT, hvor han i weekenderne modtager klienter. Derfor er det klogt, at sammenslutningen har valgt gæster med andre kunstneriske rødder end det store flertal. At de så heller ikke er årsunger får være.
Alt i alt er det en klogt disponeret udstilling.

*Grønningen 2002. Udstillingsbygninger på Charlottenborg, Kongens Nytorv. Dgl. 10-17. Til 17. feb.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu