Læsetid: 3 min.

Ibsen for begyndere

Mungo Park spiller en tæt og effektiv kammerudgave af ’Et Dukkehjem’ i en meddigtende scenografi
12. januar 2002

Mungo Park spiller en tæt og effektiv kammerudgave af ’Et Dukkehjem’ i
en meddigtende scenografi

Teater
Herr Helmer mener, at hans hjem er meget lunt og trygt. Scenografen Vytautas Narbutas, født i Litauen og bosat i Island, er af den diamentralt modsatte mening: Han har buret den vordende bankdirektør og hans lærkefugl inde i et rungende stålhelvede, hvor børnene er indristede i væggene som skyggerne af de omkomne i Hiroshima.
Ibsen er den dramatiker, der serverer de mest færdigkogte intriger i teaterhistorien. Tilskueren skal ikke være på arbejde, men kan læne sig tilbage og lade forfatteren køre historien. Replikkerne fører alle videre, der er ingen tusmørketøven som hos Tjekov, men en fast sammensvejset handling og en målrettet fremdrift. Replikkerne sidder i skivens centrum, som en serie træfsikre dart-pile.
Således spiller Mungo Park ihvertfald Et Dukkehjem i Peter Reichhardts iscenesættelse. Noget overflødigt fedt er fjernet til gavn for den nutidige tilskuer, der ikke behøver så mange ord for at følge et plot, og pointerne kommer meget præcist, især i forestillingens første halvdel.
Det er ikke Ibsen for fuldt, orkestralt udtræk, men det er overbevisende teater. Der er lag i skuespillet, som forestillingen aldrig når ned til, og menneskelig smerte og patos, som aktørerne i denne noget enstonige forestilling ikke kommer i nærheden af, men man er alligevel ikke snydt med denne Ibsen-tolkning.

Opdatering
Skuespillerne føler sig tilsyneladende samtidige med deres roller, hvilket er en gevinst i et stykke, der bærer en så tydelig fremstillingsdato (1879) som Et Dukkehjem med kvindefrigørelsen som det støvede centrale tema. I stedet for med vold og magt at give et moderne perspektiv på Noras ægteskab, der er fyldt op med både Thorvald Helmer, dr. Rank med rygmarvstæringen og den tikkende brevbombe fra den ædle skurk, Krogstad, følger Peter Reichhardt den Ariadnetråd, der udgøres af hendes dokumentfalsk.
Trine Appel er Nora som tomhjernet forbruger, der begejstret hjemfører julegaver og grisehoved for de endnu ikke reelle bankdirektør-indtægter. Håret er jeanne d’arc-kort, kjolen sort og om halsen har Nora et af de sorte fløjlsbånd, der kom på mode ved revolutionens tid som en påmindelse om den linje,
guillotinens blad skar efter. Måske er hun også en smule på et eller andet, speed eller coke eller nogle piller, hun ikke rigtig ved, hvad hedder? Højt gearet er hun ihvertfald, både i lyst og nød.
Denne Nora overtræder med slavelyst sin ejers forbud mod makroner, som hun fortærer som en lille gnaver. Hun kurrer hengivent mod Jesper Hyldegaards bamsede Thorvald indtil betalingen for kvindekunsterne falder. Man ser slidsporene i de ægteskabelige ritualer efter otte års tæren på et begrænset følelsesregister fra begges side. Anette Støvelbæk er gennemsigtig og øretæveindbydende som lyseslukker-veninden fru Linde, der ender som skæbnens gudinde. Det er hendes projekt med Morten Kirkskovs skrog af en Krogstad, der får brevet i familien Helmers postkasse til at gå af med et brag.

Det vidunderlige?
Fru Linde er det blandt Ibsens teatersamtidige meget sjældne, en selverhvervende kvinde, mens dr. Rank med den nedarvede slemme syge, som skyldes farens lystige løjtnantsdage med hang til champagne og østers (og de af fru Helmer ikke nævnte syfilitiske kvindebekendtskaber) er sværere at føre med op til år 2002. Per Linderoth redder ham dog fra melodramaet op på den tømmerflåde, hvor de øvrige af spillets aktører befinder sig.
Fru Nora Helmer har et kodeord, som er lige til at kløjs i: Det vidunderlige. Hvem andre end en Ingeborg Brams ville kunne få en forblændet ekstase frem i denne sammenfatning af en kvindes umulige kærlighedsdrøm? Det lykkes derfor meget sjældent på scenen, og Peter Reichhardt har valgt at nedtone det ultimative i Noras krav til livet og ægtemanden. I det store opgør i sidste akt kommer begrænsningerne i forestillingens endimensionale karakter alligevel stærkere frem. Vi får også nutidigt genkendelige replikker mellem den hustru, der pludseligt anklager, og manden, der ikke fatter en brik af detonationen af ægteskabet.
Det lykkes derimod ikke Jesper Hyldegaard at finde dækkende udtryk for den sårede Helmers rasen, før han er alene tilbage som en fortumlet baby i kravlegården, i Narbuta’ fryseskab hvor sne og legetøj fyger ind efter Noras exit.

*Henrik Ibsen: Et Dukkehjem. Instruktion: Peter Reichhardt. Scenografi og kostumer: Vytautas Narbutas. Mungo Park, Fritz Hansensvej 23, 3450 Allerød. Til 9. februar, derefter turné fra 11. februar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her