Læsetid: 4 min.

Indefra og ud

Keith Jarrett Trio uden sikkerhedsnet og bassisten Dave Holland med endnu et vitalt kvintet-udspil
22. januar 2002

Nye cd’er
Så vidt jeg ved, har pianisten Keith Jarrett (f. 1945) og bassisten Dave Holland (f. 1946) kun spillet sammen, da de i 1970 på samme tid var med i Miles Davis’ elektriske gruppe på henholdsvis orgel og el-bas. De er dog også fælles om at være vendt tilbage til jazzens akustiske instrumentarium som ledere af egne orkestre og har siden begge indspillet i eget navn eksklusivt (med en enkelt eller to undtagelser for Hollands vedkommende) på det tyske pladeselskab ECM, hvor de er med til at tegne dette genrekrydsende plademærkes jazzprofil som nogle af nutidens mest markante jazzudøvere.
Keith Jarrett og hans faste samarbejdspartnere gennem næsten 20 år bassisten Gary Peacock og trommeslageren Jack DeJohnette krænger i en anden forstand end ellers deres indre ud, eftersom deres nye live-cd betitlet Inside Out smukt optaget to aftener i juli 2000 i Royal Festival Hall, London, i fire ud af fem stykker dokumenterer dem ’frit fra leveren’ uden det harmoniske eller melodiske sikkerhedsnet, som de tre normalt finder i dét standardrepertoire, de siden 1983 har gennemtrawlet på kryds og tværs med utrættelig spillelyst.

Intuitiv trekant
Det er nu ikke første gang trioen spiller frie improvisationer. Changes (1983) og Changeless (1989) var selvfordybende plader med langstrakte, modale forløb nærmest religiøse i deres statiske og trods alt for ensidige demonstrationer. Inside Out er i familie med disse ved, at den overfører Jarretts solo-koncertmusik til et intuitivt betonet trekantspil mellem musikerne, men Inside Out er af mere varieret støbning.
Det første nummer »From The Body« er med sine mere end 22 minutter en fængende bevægelse gennem forskellige stemninger og niveauer fra de første minutters rytmisk prægnante og bluesfarvede vamp over et kriblende midterstykke til et lutret, folketoneagtigt slutafsnit af helt skandinavisk karakter. DeJohnette leverer her sublimt trommespil fra rytmisk simpelt til komplekst med en legende lethed og klanglig finesse, der får hans bækkener og skind til at klinge og synge frydefuldt. Men det bliver endnu bedre i titelnummeret, hvor Jarrett folder sig helt ud i en gospel-præget rundgang, og hvor den særlige elegante blues-feeling, som disse tre kan søsætte, manifesteres til fulde.
Disse ekstraordinære musikere har alle haft berøring med free jazzen i 1960’erne. Frit betyder dog sjældent formløst, når vi taler om Jarrett. Han arbejder harmonisk og melodisk næsten altid med motiver og sekvenser, der til forveksling kan lyde planlagte. Og der afsluttes med Victor Youngs standard »When I Fall In Love«, der strengt taget bryder med pladens ’frie’ koncept.
Udgivelsen viser endnu engang Jarretts eklektiske næse for især klassisk forfinelse, blues og gospel, men også helt afgørende hvordan de tre musikere til fulde farver og udnytter hinandens spil, så en betagende symbiose opstår. Det er på én gang følt, skarpt og krystalklart. Men med hele 78 minutters spilletid virker det over seks minutter lange energisatsede intermezzo »Riot« aldeles overflødigt, sådan som det pludseligt fades ind som en tumultagtig sekvens, hvis kontekst er ukendt.

Stærkt kollektiv
Dave Hollands nuværende gruppe udgøres af den unge trommeslager Billy Kilson, vibrafonisten Steve Nelson, basunisten Robin Eubanks og den for to år siden Jazzparpris-hædrede saxofonist Chris Potter. Det er et sjældent stærkt kollektiv. Gruppens medlemmer er ikke blot fremragende kollektivister og solister men kan også levere effektive kompositioner skræddersyede til orkestret.
Gruppens nye plade Not For Nothin’ fortsætter i det spor, som Points of View (1998) og Prime Directive (1999) lagde med en moderne, rytmisk avanceret og stærkt fængende ensemblemusik præget af gode kompositioner og en legende, kontrapunktisk sammenspilsform, der også giver plads for stærke individuelle præstationer. Og trods en umiskendelig rodfæstning i den amerikanske jazztradition inkluderer musikken også træk fra bl.a. afrikansk og arabisk musik, f. eks. i melodiske referencer eller i de hyppigt benyttede skæve taktarter.
Der spilles på samme høje plan som på forrige udgivelse dog med knap samme brandalarmerende energi og kontante bid. Not For Nothin’ må dog straks placeres sammen med de seneste plader: En slags trilogi med noget af det mest holdbare moderne jazz de seneste år.
Der er vel netop også successen og den kunstneriske opmærksomhed, som gruppen har nydt på det seneste, der er den overvejende grund til, at Holland fornylig af det amerikanske magasin Down Beats læsere blev kåret som årets akustiske jazzbassist.
Chris Potter formulerer sig med saft og kraft på tenorsax i »Billows Of Rhythm« og brændende på altsax i »What Goes Around«, men her som på andre af pladens numre gælder det, at man forenkler tingene ved at fremhæve en enkelt solist. Disse stråler ikke mindst i kraft af det sublime med- og modspil, som de får af de andre, hvad enten det gælder Potters og Eubanks kringlede udvekslinger, Nelsons dristigt kolorerende vibrafon-akkorder eller Kilsons kontante og eksplosive trommespil.

*Keith Jarrett Trio: Inside Out (ECM 1780)
*Dave Holland Quintet: Not For Nothin’ (ECM 1758)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her