Læsetid: 2 min.

Ingen forsvarsforbehold

De danske håndboldherrer klar til at kæmpe om 5.-6. pladsen ved EM – mindst, men mere vil have mere
31. januar 2002

Håndbold-EM
Forsvar er det bedste angreb. Det leverede det danske herrelandshold i aftes pointgivende bevis på ved i de atmosfæreforladte gigantkulisser i Scandinavium i Göteborg foran 8.500 indifferente svenske tilskuere at besejre Ukraine med 21-17 i en af disse kampe, der bare skal vindes, men netop derfor er så svær at vende, når man først begynder at tænke for meget over resultatets betydning. Jeg tror, det var det, der skete i det 22. minut i 1. halvleg.
Da førte danskerne 10-4 efter en disciplineret og fokuseret indsats først og fremmest i forsvaret, som kørte et fleksibelt en-for-alle-alle-for-en 6-0 system, som forklarede, hvorfor cheftræner Torben Winther ikke mandsopdækkede modstanderholdets eneste sande boldbegavelse Oleg Velyky: Han havde simpelthen ikke nogen fri stregspiller at spille ind til, og kom aldrig til skud udefra, og de af hans medspillere, som gjorde det, for det sker jo, var så langt fra mål eller blev så godt passet op, at Kasper Hvidt i det danske mål tog sig autoritativt af resten med en redningsprocent i omegnen af de 50.

Svensk klasse
Fire mål! Udråbstegnet er sat, fordi tallet siger mere end mange ord om det danske forsvarsspil, der denne aften kun kan sammenlignes med det svenske. Joachim Boldsen gik igen forbilledligt foran i den danske forsvarspagt – han siger nej til alle forsvarsforbehold – og det lignede på det tidspunkt en kontrolleret målmassakre. I hvert fald hvad angik målforskellen mellem de to hold. Og her tænker jeg på det hold, Danmark ikke spillede imod i går – Rusland, som i kampen før Ukraine-Danmark havde slået Tjekkiet med de for Danmark lidet favorable cifre 29-20. Ikke fordi de spillede godt, men fordi tjekkerne spillede dårligt.
Sagt på dansk før Danmarks møde med Sverige i aften: Hvis vi vinder den kamp, er vi i semifinalen. Man kan sagtens teoretisere videre over, hvad der sker, hvis russerne taber til Ukraine, men selvgjort er nu engang velgjort.

Kropurimeligt
Og selv om det virker kropurimeligt at indvende noget mod den danske indsats hidtil, så viste især 2. halvleg, hvor langt dette nye landshold har igen. Talentet er der til at forstørre sig selv i fantomkampe, men fem kampe på seks dage sætter sine spor i et urutineret mandskab uden den helt store bredde.
Lars Krogh Jeppesen er stadig ikke 100 procent klar, en fløjspiller som Søren Stryger har svært ved at kæmpe sig ud af modgangen, og selv om ingen skal sige, at Klavs Bruun Jørgensen ikke kæmpede for sagen, havde han en af de dage, hvor energien var omvendt proportional med målfarligheden. Og så giver hans desperadoskud altså alt for mange kontramuligheder.
I den anden mellemrundegruppe bliver Island ved med at overraske for nu at bruge et neutralt ord til beskrivelse af 34-26 sejren over Jugoslavien, og da samtidig Tyskland med kun 31-28 over Slovenien signalerer formnedgang, er et semifinaleeventyr absolut en mulighed for holdet fra sagaøen.

*TV 2 i aften kl. 20

*Kampene Sverige-Portugal og Frankrig-Spanien var ikke færdigspillet ved redaktionens slutning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her