Nyt cd-bokssæt
»When we lost her, we lost something we hadnt had before, and I dont believe well have again,« sagde bluessangeren B.B. King om jazzsangerinden Billie Holiday af den åndsbeslægtede saxofonist Lester Young døbt og sine mange hengivne fans kærligt kaldet Lady Day og indkredser dermed helt præcist, hvad der adskiller denne af mænd,
alkohol og narko så plagede kunstner fra alle andre jazzvokalister, ja alle andre sangere overhovedet: Hun var unik. Simpelthen. One of a kind. Og er man først en gang blevet sluset ind i hendes emotionelt righoldige univers er der ingen vej tilbage; man vil for altid være hooked på denne diminutive sorte kvinde, der fødtes i kummerlige kår og endte sit liv som 44-årig under politibevogtning på et hospital. Hun havde stort set alle odds imod sig hun var sort, fattig, kvinde, kunstner, misbruger (og dermed kriminel) samt ikke så lidt af en masochist men formåede at transformere disse omstændigheder til en vokalkunst uden sidestykke i det 20. århundrede. Og det var ikke fordi hun spændte over flere oktaver eller var det store tekniske vidunder, tværtimod havde hendes stemme en begrænset rækkevidde, til gengæld brugte hun den som verdens mest sigende og gerne sensuelle instrument.
Hendes geni er lige så sprudlende, altfavnende og uforklarligt som flere andre af århundredets største kunstnere inden for en hvilken som helst givet genre Maria Callas, Pablo Picasso, Charles Chaplin, James Joyce, Brian Wilson om end hun sjældent om nogensinde bevægede sig udenfor et snævert defineret område: Sjælfulde og jazzede fortolkninger af samtidens popmelodier med afsæt i swingepokens smågrupper, selvom hun da også indspillede en enkelt uafrystelig plade med strygere i 1957, rammende betitlet Lady In Satin. Der er stemmen mærket og modnet af misbrug og en hård livsførelse, hvilket kun føjer nye facetter til hendes kunst i det hele taget skal man på intet niveau undsige den ældre Holiday, thi der formåede årenes hærgen at give materialet andre, men godt nok også mere dystre betydninger.
En juvel af en stemme
Columbia Legacy har besluttet at samle revl og krat med den unge Lady Day fra hun debuterede på Columbia Records som refrænsangerinde for Benny Goodmans Orkester i 1933 til hun forlod selskabet som leder af sit eget
ensemble i 1942 for at søge nye græsgange. Vi snakker om et overdådigt bokssæt, bestående 10 cder, som indeholder ikke færre end 230 indspilninger heraf 77 alternative takes and air-checks med et tilhørende rigt udstyret og velskrevet 120 siders hæfte, indeholdende en stribe bjergtagende fotografier og minutiøse diskografiske oplysninger samt en vidende og underholdende gennemgang af hvert enkelt nummers oprindelse og særpræg (eller ofte: mangel på samme, thi mange af de sange, hun fortolker, er så ringe, at man må sig forbarme). Ikke desto mindre formår hun, som Maya Angelou skriver, at få dem alle til at lyde om hun selv havde skrevet dem selv samme morgen, såmænd! Det hele under den lange, men ulasteligt korrekte titel Lady Day The Complete Billie Holiday On Columbia 1933-1944!
For en gangs skyld lyver den påsatte sticker ikke, når den hævder at indholdet af denne grandiose udgivelse er både »Legendary & Timeless«. Lydkvaliteten af disse langt over 50 år gamle indspilninger er grundet den moderne teknologis fortræffeligheder superb, støj og knas holdes på et minimum og de mange fortræffelige instrumentalindsatser indfatter nu Holidays juvel af en stemme med en beundringsværdig klarhed.
Jo, det er sgu næsten som at være der selv, og undertegnede vil ikke spille hård negl, men stå ved den stort set usynkelige klump, der satte sig i hans hals, da Holidays kendingsmelodi »God Bless The Child« for første gang stod ud af de dertil indrettede højttalere i det lille hjem: »Papa may have/ and mama may have/ but God bless the child whos got his own
« Det skal dog
ikke udelukkes at somme helt kan undgå at blive berørt at Holidays stemme hvis de f.eks. er lavet af træ og forsynet med et hjerte af sten.
Underskøn og urtrist
Hvis man, som jeg, er vokset op med lyden af Billie Holidays stemme, kan det være svært at frigøre sig fra de associationer, der efter alle disse år stadig hænger ved; mine forældre som unge, det relativt trygge barndomshjem, som til alle tider og ved enhver given lejlighed genlød af musik og ikke mindst min egen lilleputverden, hvor æstetik i dén forstand ikke ligefrem var i højsædet. Så er der noget sært trygt over ikke kun Billie Holidays stemme og repertoirevalg som i nærværende konfiguration nok er den bedste introduktion til den amerikanske popmusik, der stortrivedes før rockens sejrsgang og som vi nu om stunder helt passende kalder Den Store Amerikanske Sangbog selvom den lyttende i dag er blevet aldeles meget ældre og på mange måder en bedre lytter end det barn, der blev fuldstændig paf ved synet af voksne mennesker, som med et glas vin i hånden fik tårer i øjnene, når pladespilleren snurrede og Billie sang »Some Other Spring« eller »Gloomy Sunday« eller »Georgia On My Mind«.
Det var først som teenager Holiday gik rent ind hos undertegnede. Det udløste en konstant og hårdnakket slåskamp i hjemmet om de tre lper, som tilsammen udgjorde bokssættet The Golden Years. 48 sublime skæringer som alle forefindes på det ny der netop ikke var blues i sådan teknisk forstand, men ikke desto mindre emmede hver og en af disse balladeprægede popditties af den der underskønne og urtriste blue note, som for altid ændrede vores musikopfattelse i første halvdel af det 20. århundrede, hvor moderniteten for alvor slog til.
Selv når Billie var på optur og lød forelsket eller ligefrem glad, lå bluesen lige under og lurede, thi hendes verdensbillede byggede på den sørgelige og almenmenneskelige erfaring, at intet varer ved slet ikke det gode, det skønne, det smukke og det rare
som f.eks. forelskelse og kærlighed. Men at Holiday talte direkte til mig udenom genrer, tid og andre barrierer er hævet over enhver tvivl.
Diskret undertone af sex
Og det var en afgørende del af hendes kunst hun transformerede (parallelt med periodens andet sanggeni, Bing Crosby) tidens kunstige skønsang til et mere jordnært og realistisk gebet, hvor kærlighedens (og eksistensens) mange facetter håndgribeliggjordes og fremstod langt mere virkelige end den måde, hvorpå de fremstilledes i samtidens megapopulære, men totalt ekskapistiske musicals, hvorfra hun i øvrigt hentede en stor del af sit repertoire.
Man bør erindre sig, at dette udspillede sig under 30ernes frygtelige depression samt den ikke mindre hårrejsende verdenskrig, der fulgte efter med et paradoksalt nok næsten uoverstigeligt svælg mellem underholdning og virkelighed i USA. Man kunne endvidere høre en diskret, men umiskendelig undertone af sex i ikke kun Holidays foredrag, men også hos de mange smågeniale musikere, der akkompagnerede hende.
Blandt de orkestre, der dannede klangbund for Holidays tryllerier i tiåret, finder vi først og fremmest Teddy Wilsons Orkester og pianisten Wilson er en af hendes allermest kongeniale akkompagnatører, måske kun overgået af saxofongeniet Lester Young som i tidens swingånd satte kroppen og dens fysiske udfoldelser i centrum.
Der findes sjældenheder her i form af optagelser med såvel Count Basie som Duke Ellingtons orkestre, men ellers var det gode år for Holiday, som stort set havde sit eget orkester frem til det ulyksalige år 1947, hvor hun røg et år i spjældet for heroinbesiddelse og i processen mistede det for en amerikansk musiker så uundværlige cabaret card. Men det er en anden og sørgeligere historie, så lad os slutte her og med dirrende stemme bekendtgøre, at de første 10 glorværdige år af Holidays karriere nu forefindes i så optimal form som det p.t. er muligt. Til glæde for os alle samt ikke mindst de generationer, der måtte følge efter. En skål og et fix for Lady Day!
*Lady Day The Complete Billie Holiday On Columbia 1933-1944. Bokssæt m/ 10 cder. (Columbia Legacy/Sony) www.billie-holiday.net
