Læsetid: 3 min.

Jazzens kaninører

Sang og gurglen, Radiobigband og lange G-nøgler under munter Award-aften
28. januar 2002

Priser
Nå, skal du have noget med hjem i aften?
»Altså, nu har jeg både strøget skjorte og ofret dyr middag og taget hele vejen herud til Østerbro, så dennegang ville jeg da ikke have noget imod det...«
Det er Fredrik Lundin der svarer så understatet, tredje gangs nomineret saxplayer og nu Overdrive-orkesterleder. Og han fik da også sin jazz-award denne gang, og en Jazzspecial-pris oven i. Men det var var allersidst på aftenen, og foreløbig er vi kun ved begyndelsen.
Salen er Dansescenen med rød fløjl og cafeborde, og konferencieren Poul Erik Carstensen beder os om at løfte vore glas, og drikke en skål for både bluueds og jazz...

Distinktioner
Det lover ikke godt, men det gør vi så, fordi han til gengæld lover os ikke at rime mere.
Nikolaj Bentzon og Radioens Big Band sætter i med jazzklassikeren Dinah, og Årets danske Jazzoverraskelse går derefter til String Swing med Søren S. Eriksen og Josefine Cronholm. Og øjeblikket efter står hun på scenen i en bossa med Big Band’et.
Siden bliver Jakob Anderskov udnævnt til Årets nye danske Jazznavn for udgivelsen Doctor Structure, og trommeslageren Kresten Osgood forbigået – til manges overraskelse fordi han er effektivt med overalt, men hans Ikscheltaschel nok mere en syrerap end en jazzsag.
Distinktioner kan være svære, men publikum er til gengæld aldersmæssigt bredt. Jazz er åbenbart et begreb på tværs af generationer, ikke i håb om at møde ældede idoler, men netop fordi den ofte problematiske hægen om jazz-distinktionen er med til at holde interessen varm og fadøllen kold. Eller hvidvinen.

Vingummitest
Alting går som smurt, teknikken fungerer og Jazzaward-statuetten bliver for Årets internationale Nyudgivelse, Herbie Hancock, afhentet af Columbia Sony Musics kvindelige repræsentant. Hun ser nu ikke videre lyksalig ud, men det er nok, fordi de to andre nominerede nyudgivelser ligeledes er fra Columbia Sony Music. Og Award’en for den internationale genudgivelse får hun lidt efter også med hjem, for Billie Holiday.
Informations jazz-skribent bliver fra scenen citeret for en anmeldelse af cd’en Tys Tys og sangerindens syrlige sødme, fordi udtrykket minder konferencieren om teksten bag på hans yndlings-vingummier. Men Chr. Munch-Hansen må bide den i sig ude på rækkerne. Han sidder i Awardens jury i år.

Lange fletninger
Straks efter optræder så gruppen Tys Tys live. Maria Laurette Friis syngende med Pippilangstrømpe-fletninger og ved tangenterne Jakob Anderskov, som har ladet sin tunge nye-jazznavns awardskulptur stå knejsende tilbage på cafebordet. Osgood er også med i Tys Tys. Der er gengangere i grupper og udgivelser. Miljøet er åbent og eksperimenterende trods genrebegrænsningen jazz.
Og om det er jazz, den norske sangerinde Sidsel Endresen optræder med som første nummer, er ind imellem svært at lure, i passager af knurren-gurglen-joike-kaglen. Men i næste omgang (med Paul Simons Fifty ways to leave your Lover) er der ikke noget at tage fejl af, så stramt hun styrer jazztryk og frasering.
Og længe holdt på pinebænken, bliver det så tid til Årets danske Jazzudgivelse – med Ed Thigpen, Christina von Bülow eller Fredrik Lundin?

Spidse g-nøgler
Opløbet ender med, at Ed Thigpen får årets ærespris – den der sidste år tilfaldt Svend Asmussen. Og selve Awarden bliver hentet af Fredrik Lundin for Choose Your Boots – en rigtig roots-jazzer for stort og solistisk orkester.
Lundin kunne ikke dy sig for oppe fra scenen at sammenligne sin fine statuette med logoet for Playboy-tv. Og de tilspidsede G-nøgler, der danner den kvindelige awardfigurs ører, ligner unægtelig også lange kaninattributter.
Hermed var Awarderne så i hus, fra hånd til hånd til kaminhylde, med mindre nogen vil inddrage artefaktet som ko-klokke eller forsvarsvåben.
Endelig lod Palle Mikkelborg sig se i lang Niels W. Gade-frakke og forkortet bigband-version af Voice of Silence, med både rumklang, harpe og afsluttende sæbebobler.
Der var heller ingen misstemning på stolerækkerne. For som konferencieren forklarede straks fra start, så »er alle de nominerede en slags vindere. Nogen er det bare på en mere taber-agtig måde end dem, der løber med statuetterne«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu