Læsetid: 2 min.

Klip

11. januar 2002

(2. sektion)

*Jarmusch-nydelser Jim Jarmusch er en af de ubetridelige amerikanske auteur-filmskabere fra 80’erne og 90’erne, og nu søsætter Husets Biograf og århusianske Øst for Paradis en komplet serie med denne altid meget seværdige instruktørs vittige og stilbevidste værker. Der lægges ud med Jarmusch’ gennembrudsfilm Stranger Than Paradise fra 1984, der er et rendyrket eksempel på hans minimalisme og konsekvente dyrkelse af enkelheden. Den ungarsk-fødte Willie (John Lurie) får i sin lille beskedne New York-lejlighed besøg af Eva fra Budapest, og så bliver det til en film, der »handler om Amerika set med fremmedes øjne – en beretning om indre og ydre eksil,« som Jarmusch selv har sagt. Vi er helt nede på et eksistens-nulpunkt, hvor trivialiteter får en egen underfundig betydning, og hvor de kornede sort-hvide billeder (det sorte rigtigt sort, det hvide ofte skidengråt) gennemtrænges af trøstesløshedens
poesi. Filmen vises i ny kopi, og resten af vinteren og foråret med kommer turen så til andre Jarmusch-nydelser som Down by Law, Mystery Train og Night on Earth – og også den mindre kendte debut Permanent Vacation. Og vil man se hans værk i perspektiv, har Susanne Fabricius skrevet en fint oplysende pjece, der både giver et indsigtsfuldt helhedssyn og gennemgår de enkelte film.

*Serier Cinematekets januar-program er bemærkelsesværdigt ved at rumme mange næsten splinternye film. Ikke blot præsenterer man syv nye tyske film i en serie, der følger op på en lignende introduktion for to år siden. I en serie kaldet Multiplot, hvor man har samlet film med et væld af historier og mylder af karakterer, figurerer en lang række hits fra de seneste år. Og man kan så spørge sig selv, om det er Cinematekets opgave at vise f.eks. Rodrigo Garcias Things You Can Tell Just by Looking at Her, der nok er en glimrende film, men også lige taget af plakaten i biograferne. For ikke at tale om Italiensk for begyndere og den mexicanske Love Is a Bitch. Nå, serien er godt sammensat og rummer
også mindre aktuelle ting som Julio Medems Vacas (1991), Richard Linklaters Slacker (1991) og Atom Egoyans Exotica (1994). En anden populært anlagt serie er Filmatiseringer, hvor man bl.a. kan se den danske Herman Bang-film Sommerglæder, Tony Richardsons Tom Jones og Claude Autant-Laras Djævlen i kroppen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu