Læsetid: 5 min.

Det klodehoved som skændes med sig selv

Rifbjerg kan godt lide farcer og Zizek kan ikke lide Den Tredje Vej
3. januar 2002

Tidsskrift
»Hvilken farce!,« skrev forfatteren Poul Vad i det forrige nummer af Kritik. Om kollega Klaus Rifbjergs forsøg på at sætte en ny kulturradikal dagsorden. Det er Vads pointe, at det kulturelle radikale program er udviklet som
opposition til en modstander, der for længst er overvundet og bundet til en tid, hvor Danmark var Danmark og E og U to tilfældige bogstaver.
»Hvilken farce!,« skrev Poul Vad. Fordi den aktuelle kulturradikale bestræbelse fortrænger aktuelle konflikter, som man i stedet burde forholde sig til: genteknologi, EU og pornoficeringen af det offentlige rum.
»Jeg er en stor tilhænger af farcer,« svarer Rifbjerg i en replik i det seneste nummer af Kritik. For Klaus Rifbjergs svar på tiltale kommer som så sikkert som den klirrende lyd efter, stenen har ramt ruden. Og Rifbjerg understreger, at man skal være mere end forsigtig med at tillægge Poul Vad »en alt for udviklet humoristisk sans.«
Kommentaren er mere end en personlig karakteristisk; humoren er nemlig for Rifbjerg forbundet med den kulturradikale attitude. Hvor Vad kritiserer et kulturradikalt værdisæt, svarer Rifbjerg med at praktisere kulturradikalismen som en attitude funderet på tillid til humanistisk fornuft udøvet med Poul Henningsens høje humør.
Kulturradikalismen fortolkes frit som en kulturpolitisk strategi, som Rifbjerg uproblematisk oversætter til en global kontekst. Vad bebrejdede Poul Henningsen et for snævert, næsten hygiejnisk fornuftsbegreb, Rifbjerg derimod hævder den kulturradikale strategi som en ironisk, humanistisk grimasse, der afdækker den anden side af den døde konsensus:
»Det paradoksale ved kulturradikalismen er vel, at den med fornuften som argument tit argumenterer med løsninger, andre finder grotesk urealistiske, men måske netop savner muligheden for at tænke anderledes og komme videre.«
Rifbjerg afslutter sin korte replik med håbet om, at det måske oven i købet vil gå op for Poul Vad »som for en anden klovn, at teatret brænder.«

Den tredje vej og højre
Redaktørerne af Kritik, Frederik Stjernfelt og Isak Winkel Holm, skriver i lederen med udgangspunkt i en artikel af Slavoj Zizek om folketingsvalget den 20. november som et teater, der markerede »et yderligere trin i forskydningen af det politiske som sådan: fra substans til show.«
Det var vigtigere, hvem af præsidentkandidaterne, der først som Tony Blair smed jakken for at tale i folkelige skjorteærmer end hvem, der først kom med et bud på, hvad man egentlig stiller op med f.eks universiteterne. Stjernfelt og Holm bemærker, hvordan et ord som grønne afgifter udelukkende fungerede som et negativt signal; som en bureaukratisk og unødvendig velfærdsoverflødighed.
I sin artikel beskriver Zizek den postmoderne forestilling om, at vi lever i et pluralistisk samfund, hvor modsætninger udfolder sig side om side i en tolerant og multikulturel »blomstrende mangfoldighed«. Men netop side om side ophæves forskellene som forskelle. Som Zizek skriver:
»I samme øjeblik, vi introducerer den ’blomstrende mangfoldighed’, så er det faktisk det stik modsatte, vi hævder, i skikkelse af den underliggende, altgennemtrængende enshed.«
Postulatet om mangfoldighed fungerer ifølge Zizek repressivt, idet det tildækker grundmodsætninger i den sociale orden. Ikke ved at hævde et klasseløst samfund, men tværtimod ved at hævde en overflod af politiske identiteter og klasser: etniske, religiøse, seksuelle, livsstilskulturelle etc. Men som moderne ideologikritiker fastholder Zizek, at den tolerante mangfoldighed er betinget af udelukkelser.

Marginaliseret
I det politiske spektrum legitimerer Den Tredje Vejs konsensuspolitik sig ved at distancere sig fra det yderste højre. Modsætningen mellem højre- og venstrefløj forskydes til en modsætning mellem pæne, demokratiske partier og yderliggående.
Det sande fokus for den politiske kamp, der i følge Zizek stadig »består i at kvæle et hvilket som helst radikalt venstreorienteret alternativ,« forskydes til et spørgsmål om, man vil forsvare almindelige demokratiske værdier over for yderliggående udfordringer.
(Måske er det netop i denne kontekst, at man skal forstå Keld Albrechtsens berømte og ikke særligt avancerede finger til Anders Fogh Rasmussen på valgnatten. Gennem hele valgkampen havde F. Rasmussen legitimeret sit samarbejde med Dansk Folkeparti med henvisning til, at N. Rasmussen havde samarbejdet med ’gammelkommunisterne’ i sin regering. F. Rasmussen placerede Enhedslisten i samme position som Dansk Folkeparti; som et parti, man solidarisk med fundamentale demokratiske værdier måtte tage afstand fra. Enhedslisten blev placeret uden for Den Tredje Vejs konsensus, og det var ekskluderet fra centrum i det demokratiske forum, at Albrechtsen frustreret på valgnatten selv fuldbyrdede eksklusionen ved at bruge sin finger til at sende det aller mindst demokratiske signal. Som da også fik Lars Løkke Rasmussen til at konstatere:
»Det viser, hvor meget en gammel kommunist, han er.«
Man bemærker, at N. Rasmussen ved ikke at udfordre F. Rasmussens parallelisering af Enhedslisten med Dansk Folkeparti manifesterede en politisk position, som snarere identificerer sig med Den Tredje Vejs konsensus end modsætningen mellem højre og venstrefløj.)

Klodehoveder
Nicolaj Stochholm har leveret et bidrag udfoldet som et frit, poetisk polemisk løb over nogle nøgleord:
»GENREBEGREB«, skriver Stochholm, »jeg prøver at nedbryde det her.« Og så når Stochholm til sit eget forfatterskab, digtningen generelt og verdenssituationen efter den 11. september, hvor Stochholm formulerer »det faktum, at det egentlig ikke er øst og vest der slås, men det store klodehoved som skændes med sig selv om Gud er hævnende eller tilgivende og god.«
Fra denne globale betragtning ender artiklen i en karakteristik af en generation af digtere, som er født midt i 60’erne og ikke som den efterhånden meget ofte fremhævede 80’er-generation er trådt i karakter som generation med fælles visioner og aversioner. Men Stochholm fremhæver: »at vi alle kan kendes på at vi ikke har noget jeg tilbage når vi har kastet os over en form, at jeghuset, det faste, det vil sige det som bliver tilbage er sunket i jorden eller opløst i formen.«
Som tilføjelse i den løbende debat om den danske modernismekonstruktion i 60’erne har Erik Svendsen, der tidligere har skrevet en hel bog med undertitlen Sonderinger i dansk litterær modernisme, skrevet en artikel, som er et korrektiv til Erik Skyum-Nielsens portræt af Ole Sarvig til Danske Digtere i det Tyvende århundrede.
Skyum portrætterer Sarvig som billeddannende digter, mens Svendsen fremhæver Sarvig som en kunstkritiker og teoretiker, »der høj grad er med til at bane vejen for den senere kæphøje danske modernisme, som tager velstandens Danmark med storm.«
Derudover har Lilian Munk Rösing bedrevet en elegant dialektisk, psykoanalytisk læsning af Stendahls kærlighedsbegreb, og Henrik Skov Nielsen har skrevet en mere teknisk artikel om Freuds bog om Leonardo da Vinci.
Per Krogh Hansen har skrevet om dirty realism i Norge, der naturligvis oversættes til ’skitten realisme’, Børge Kristiansen om Thomas Mann spændt ud mellem Schopenhauers kulturpessimisme og klassiske humanistiske idealer og Knud Wentzel har bidraget med et kort tekst om drømmen som fortælling i dette alt i alt udmærkede nummer af Kritik.

*Stjernfelt & Winkel Holm (red.): Kritik 154. 80 s., 100 kr. Nordisk Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu