Læsetid: 2 min.

K'NYT

30. januar 2002


’Jeg dræber altså er jeg’
*»Vi lever i den generaliserede nihilismes epoke.« Det er tesen i en ny bog betitlet Dostojevski på Manhattan af den franske filosof André Glucksmann. Som bemærker at terroristerne ikke har præsenteret en offentlig fortolkning af angrebene den 11. september. Destruktionen var ikke midlet, men målet. Terroren var ikke et signal om noget andet end sig selv. Og Glucksmann bestemmer derfor den logik, som angrebene afdækker som en
variation over en moderne klassiker: ’Jeg dræber altså er jeg.’rl

Konservatorierne til debat
*Dansk Tonekunstner Forening arrangerer i aften debatmøde om konservatoriernes vilkår. Udgangspunktet er, at konservatoriernes forhold i de sidste måneder er blevet kraftigt debatteret, og emnet er blevet endnu mere aktuelt efter den nye regerings tiltræden, hvor en projekteret budgetnedskæring tilsyneladende kan medføre at næste års optag skæres ned med 50 procent, hedder det i pressemeddelelsen.
Paneldeltagere er bl.a. rektor for Det kgl. danske Musikkonservatorium Steen Pade, formand for De konservatoriestuderendes Fællesråd Per Bundgaard, musikchef for Sjællands Symfoniorkester Søren Boier Nielsen. Mødet holdes i Byggeriets Hus, Aksel Møllers Plads/Godthåbsvej 33, kl. 19-22, og der er gratis adgang.

Jagger/McCartney spiller royalt
*Beatles-produceren George Martin har indkaldt Paul McCartney, Mick Jagger og Phil Collins til at fejre Dronning Elizabeths 50 år på tronen den 3. juni. Projektet skal ansigtsløfte et Kongehus, der på det seneste har fået hård medfart i medierne.

Mandrups brug af træ
*Dorthe Mandrup Poulsen, der etablerede egen tegnestue i 1999, modtager 26. februar Træprisen – en pris på 100.000 kr., som årligt tildeles en arkitekt, hvis anvendelse af træet har været både overbevisende og fornyende. I 1970 modtog Arne Jacobsen prisen.

Arken nåede sin målsætning
*Kunstmuseet Arken havde kalkuleret med 150.000 besøgende i år. Med et besøgstal på 157.425 nåede museet sin målsætning. Årets hit blev »Skrigets Ekko«, der blev set af 90.000 mennesker.

Fredslysets ophavskvinde i Skanderborg
*Elle-Mie Ejdrup Hansen, hvis Fredslys ned langs den jyske vestkyst blændende mangt en kritisk journalist og skatteborger tilbage i 1995, kan indtil 17. marts genopleves på Skanderborg Museum med den af titel ikke mindre ambitiøse udstilling »Krop og Rum«.

P2 fejrer 100-års fødselar
*Arne Jacobsens 100 års dag markeres på P2 Musik og Kultur. Udsendelsen »Arne Jacobsen – det legendariske talent« tegner torsdag et portræt af manden, der nok mere end nogen anden har haft betydning for dansk design og arkitektur. Og som ville være blevet 100 år 11. februar.

Juul i Grundtvigs krypt
*Tirsdag 5. februar læser Pia Juul op af egne digte og fra novellesamlingen Mit forfærdelige ansigt i Grundtvigs Kirkes krypt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her