Læsetid: 2 min.

K'NYT

26. januar 2002


...eller bare en and?
Stære kan være svære at få øje på – uden at dreje hovedet. Ænder åbenbart også. Men i går middag lød det fra kulturministeriet, at »kulturminister Brian Mikkelsen garanterer, at der bliver bygget et nyt skuespilhus på Kvæsthusbroen.« »Jeg står ved den politiske aftale,« pipper teaterbegejstrede Brian, der måske skal se Astrid Saalbachs overvægtige kronprins i Det kolde Hjerte på fredag i Kassen. Og som måske kommer til at opleve Hoffmeyers drøm om et ægte repertoireteater og et karusselteater. Hvad det nye skuespilhus skal hedde? Derom lød der ikke et kvidr. amc

Balletpris til Frank Andersen
*Den Kongelige Ballets kommende balletchef Frank Andersen modtager 22. april det mest respekterede amerikanske dansemagasins pris, Dance
Magazine Award, for sin energiske og visionære arbejdsfacon og stadige profilering af August Bourneville.

Prismodtagere modtager pengepriser
*Til trods for regeringens indefrysning af kulturmidler lykkedes det tordag efter forhandlinger med Kulturministeriet Kritikerlavet og Litteraturrådet at få udbetalt de i alt 60.000 kr. lovet Kritikerpris-modtager Sven Holm og Georg Brandes Pris-modtager Søren Schou.

Derrida er også overvåget
*Der bliver tilsyneladende ved med at komme bøger om den tyske filosof Martin Heidegger. Naturligvis således også bøger om bøger om Heidegger. Det skønnes, at der allerede er skrevet flere bøger om filosoffen, der døde for blot 25 år siden end Aristoteles, der som bekendt er noget ældre.
Nu har Dominique Janicqud begået et tobindsværk med den klare titel: Heidegger i Frankrig. Første bind er 550 siders fortælling om Heideggers indflydelse på fransk tænkning overhovedet, andet bind samler 18 samtaler med franske filosoffer om, hvornår de første gang læste Heidegger, og hvad de mener om hans prekære intermezzo med nazismen og en masse
andet.
En af de adspurgte Jacques Derrida fortæller, at Heidegger for ham altid er til stede: »Han er for mig en slags vægter… en vægter som altid våger over mig, en tænkning som jeg føler mig overvåget af.« rl

Stockhausen i modvind
*Da komponisten Karlheinz Stockhausen fem dage efter 11. september kundgjorde sin æstetiske fascination af bin Ladens grusomme opsætning, udstødte en oprigtigt pikeret offentlighed et ramaskrig. Et skrig, hvis ekko nu har forhindret Tvindskolernes Kunstforening og det lokale konservatorium i Bern at skaffe den halve snes millioner kroner, det ville kræve at opsætte Stockhausens opera Onsdag. »Jeg håber på en mindelig løsning og vil arbejde for, at uropførelsen gennemføres på et senere tidspunkt, f.eks i 2005-2006 i en coproduktion med flere operahuse,« siger foreningens formand Sune Jørgensen.

Auster i Kanonhallen
*Forestillingen Hide and Seek krydser dans, ballet og koncert. Og så er dialogen skrevet af Paul Auster, der har meldt sin ankomst til premieren tirsdag i
Kanonhallen. Herefter sættes forestillingen op i Berlin, hvor den spiller sidste gang 6. februar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her