Læsetid: 3 min.

København bliver taberen når rigsarkivet opgives

Nu bliver Ørestadens Rigsarkiv alligevel ikke bygget. Det ligner første skridt til regeringens opgivelse af Ørestaden – og København. Og så går vi glip af en bygning, der kunne have ændret dansk arkitektur til det bedre
16. januar 2002

Kommentar
Det er ikke helt overraskende, at Brian Mikkelsen har valgt at spare det nye Rigsarkiv væk. For lige fra begyndelsen har stærke kræfter forsøgt at forhindre det. Da konkurrencen om et nyt Rigsarkiv i Ørestaden blev offentliggjort tidligt i 1996, fremgik det, at samtlige tre fagdommere havde afgivet dissens.
Det vil sige, at arkitekterne havde sagt nej til forslaget, og at daværende kulturminister Jytte Hilden sammen med rigsantikvaren havde trumfet tyske Behnisch & Behnisch’ projekt igennem på bekostning af det mere beherskede danske forslag, som fagdommerne foretrak.
Det var en hidtil uhørt situation, der vakte stor forargelse i arkitektkredse. Desværre er det jo i høj grad sådan i dansk kulturliv, at den, der har Jytte Hilden til ven, ikke behøver nogen fjender. For enhver med kendskab til tegnestuen Behnisch og Behnisch kunne regne ud, at deres projekt ville blive til en vidunderlig levende bygning. Men fagdommerne fandt at dets formsprog var forældet, og at dets konstruktioner var for komplicerede. De påpegede også, at det ville blive et meget kostbart hus. Alt det blev fejet af bordet, med henvisning til Behnisch’ projektets suveræne bruger-kvaliteter. Den tyske tegnestue er kendt over hele verden for at arbejde med menneskets oplevelse af arkitekturen, fremfor overordnede stilhensyn. Og de har stor erfaring med højteknologisk bygningsøkologi.

Vanskelig konstruktion
Problemerne standsede imidlertid ikke ved konkurrence-afgørelsen. For i løbet af projekteringen var såvel ingeniører som entreprenører betænkelige ved de dristige konstruktioner, hvilket førte til en væsentlig fordyrelse – og indskrænkning – af projektet. At Behnisch-tegnestuen kunne dokumentere arbejder med ligeså spinkle og underlige konstruktioner i Tyskland, påvirkede ikke de danske rådgivere og byggefirmaer. Projektet blev 90 millioner kroner dyrere, og måtte samtidig indskrænkes, så man med sikkerhed vidste, at det ville rumme for få reolmeter om bare syv år.
Det er tydeligt, at den nye kulturminister har hentet en del af sin argumentation i dette forløb, omend der vist er et par småting, han ikke helt har fattet.
For måske drejer sagen sig i virkeligheden om en helt anden problematik. Når Brian Mikkelsen mandag fremførte, at det er den teknologiske udvikling, der har gjort arkivet umoderne, er det en sandhed med modifikationer. Nu som før har forskerne behov for at se de originale dokumenter, og arkivet har brug for at opbevare dem. Og overførsel af dokumenter til digitale formater er et uendelig langsommeligt og kostbart arbejde.
Nu som i 1996 er Behnisch’ Rigsarkiv et af de få åbne og borgervenlige forslag til Ørestaden. Men allerede i 1995 var Ørestaden et håbløst projekt, hvor staten betalte overpris for en bløde strandengs grunde i en forstad. Ikke fordi Folketinget var dumt, men fordi der var bred enighed hen over midten i Folketinget om, at Rigsarkiv, Universitet og DR-bygning skulle bruges som motor for den nye bydels udvikling.

Provinsialisme
Meget tyder på, at det er den enighed, der nu er brudt. At opgivelsen af Rigsarkivet skal ses som et første skridt henimod en opgivelse af Ørestaden. Statens byggeri i Ørestaden er et slet skjult tilskud til Købanhavns Kommunes vaklende økonomi, og planerne om at flytte Rigsarkivet til provinsen er et klart signal om at, vi skal tilbage til den gamle orden: København må sejle sin egen sø, nu skal der bygges motorveje og institutioner ude i landet. Blandt de nedlagte råd og nævn findes også Ørestadsrådet.
Og selvom Behnisch’ tegnestue har været plaget af forhindringer fra første færd, er der grund til at beklage arbejdets ophør, fra et arkitektonisk synspunkt. Nu har den gode smag og alle forbeholdene igen vundet over fantasien og poesien. Rigsarkivet kunne være blevet en herlig bygning, et nyt forbillede i dansk arkitektur.
Efter projektet at dømme havde vi kunne se en helt anden type rum, end vi plejer, med rødder i den tyske ekspressionisme, et rum i samme ånd som Scharouns vidunderlige biblioteks- og Philharmonibygninger i Berlin, hvor en væsentlig del af oplevelsen er mylderet af menneskelige bevægelser i alle retninger. De mange penge ville uden tvivl være givet godt ud til et værk, der ville skabe fornyelse.
Og mens Ørestadsprojektet er udtryk for dårlig planlægning, og der kun er spildte investeringer at græde over, hvis det opgives, så er det helt afgørende, at Københavns positive udvikling fastholdes og fortsætter i det kommende årti. Ikke bare for borgere og virksomheder i storbyen, men for hele landets økonomiske udvikling.
Beslutningen om Rigsarkivet er endnu et udtryk for regeringens forsøg på at få den nye globaliserede og vidensbaserede økonomi til at forsvinde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her