Læsetid: 1 min.

Kroatien åbner for serbere og EU

Regeringen i Zagreb har besluttet at give alle serbiske huse tilbage til deres ejere. Dermed fjernes et stort politisk problem i forhold til EU
24. januar 2002

Den kroatiske regering har besluttet at lade alle serbiske flygtninge fra krigen i 1995 få deres huse i Kroatien tilbage. Dermed gør Zagreb op med næsten seks års mere eller mindre åbenlys obstruktion af de serbiske flygtninges hjemvenden og høvler samtidig en af de største knaster i forholdet til EU af.
»Dette er vores problem, og vi vil løse det her,« siger Kroatiens viceminister for genopbygning, Lovre Pejkovic, til nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge Pejkovic vil Kroatien opgive sit hidtidige krav om, at naborepublikker som Bosnien og Serbien gør det samme, før Kroatien for alvor åbner for serbiske flygtninges hjemvenden. Han tilføjer, at spørgsmålet for Kroatiens vedkommende nu er »juridisk og økonomisk« og ikke længere »politisk.«
Omkring 200.000 serbere måtte flygte over hals og hoved, da Kroatien genvandt kontrollen med Krajina-området under den såkaldte Operation Storm i 1995. Da det serbiske mindretal var flygtet til Serbien og Bosnien, inviterede Kroatiens daværende præsident, Franjo Tudjman, såvel bosniske kroater som internt fordrevne kroater til at bo i de efterladte serbiske huse. Disse vil nu få tilbudt erstatning for at flytte og give plads til de oprindelige serbiske ejere.
Den langsomme proces med at lade serberne vende tilbage har været et af EU’s største kritikpunkter mod den ellers meget roste socialdemokratisk-ledede regering, der i begyndelsen af 2000 tog over efter Tudjmans død og hans nationalistpartis efterfølgende dårlige valgresultat.
Den nye regering under ministerpræsident Ivica Racan har siden gennemført reformer på stribe, og Kroatien er kommet med i NATO’s partnerskab for fred-program og Verdenshandelsorganisationen (WTO).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu